< Salme 95 >
1 Kommer, lader os synge med Fryd for Herren, lader os raabe af Glæde for vor Frelses Klippe!
Kommt, laßt uns Jahwe zujubeln, laßt uns zujauchzen dem Felsen, der unser Heil.
2 Lader os komme frem for hans Ansigt med Tak, lader os raabe af Glæde for ham med Psalmer!
Laßt uns mit Dank vor sein Angesicht kommen und mit Gesängen ihm zujauchzen.
3 Thi Herren er en stor Gud, ja, en stor Konge over alle Guder.
Denn ein großer Gott ist Jahwe und ein großer König über alle Götter,
4 I hans Haand ere Jordens Dybder, og Bjergenes Højder høre ham til.
er, in dessen Gewalt das Innerste der Erde, und dem die äußersten Höhen der Berge gehören.
5 Havet er hans, og han har skabt det, og hans Hænder have dannet det tørre Land.
Sein ist das Meer, denn er hat es geschaffen, und seine Hände haben das feste Land gebildet.
6 Kommer, lader os tilbede og nedbøje os, lader os bøje Knæ for Herren, vor Skabers Ansigt!
Kommt, laßt uns niederfallen und uns beugen, laßt uns knieen vor Jahwe, unserem Schöpfer.
7 Thi han er vor Gud, og vi ere det Folk, han føder, og den Hjord, hans Haand leder: Vilde I dog i Dag høre hans Røst!
Denn er ist unser Gott, und wir sind das Volk, das er weidet, und die Schafe, die er mit seiner Hand leitet. Möchtet ihr doch heute auf seine Stimme hören!
8 Forhærder ikke eders Hjerte, som ved Meriba, som paa den Dag ved Massa udi Ørken,
Verhärtet euer Herz nicht, wie zu Meriba, wie am Tage von Massa in der Wüste,
9 hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, og de saa min Gerning.
wo mich eure Väter versuchten, mich prüften, obschon sie doch mein Thun gesehen!
10 Fyrretyve Aar kededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet, de kendte ikke mine Veje,
Vierzig Jahre hatte ich Ekel an diesem Geschlecht; da sprach ich: “Sie sind ein Volk irrenden Herzens; denn sie wollen nichts von meinen Wegen wissen.
11 saa at jeg svor i min Vrede: De skulle ikke komme til min Hvile!
“Und so schwur ich in meinem Zorn: Sie sollen nicht zu meiner Ruhestatt gelangen!”