Salme 94

1 Herre! Gud, hvem Hævnen hører til, Gud, hvem Hævnen hører til, aabenbar dig herligt!

Herre, du hemns Gud, du hemns Gud, syn deg i herlegdom!

2 Rejs dig, du Jordens Dommer! bring Gengældelse over de hovmodige.

Statt upp, du domar yver jordi, lat dei ovmodige få lika for si gjerning!

3 Herre! hvor længe skulle de ugudelige, hvor længe skulle de ugudelige fryde sig?

Kor lenge skal ugudlege, Herre, kor lenge skal ugudlege fegnast?

4 De udgyde en Strøm af Ord, de føre fræk Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret.

Dei gøyser or seg og fører skamlaus tale; dei skrøyter, alle ugjerningsmenner.

5 Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.

Ditt folk, Herre, krasar dei, og din arv plågar dei.

6 De ihjelslaa Enken og den fremmede og myrde de faderløse.

Enkja og den framande slær dei i hel, og dei myrder dei farlause.

7 Og de sagde: Herren ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke.

Og dei segjer: «Herren ser ikkje, og Jakobs Gud merkar det ikkje.»

8 Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge?

Merka då, de uvituge i folket! Og de vitlause, når vil de taka til vitet?

9 Mon han, som plantede Øret, ikke skulde høre? eller mon han, som dannede Øjet, ikke skulde se?

Han som hev sett inn øyra, skulde han ikkje høyra? Han som hev laga til auga, skulde han ikkje sjå?

10 Mon han, som advarer Hedningerne, ikke skulde straffe? han, som lærer et Menneske Kundskab!

Han som tuktar heidningar, skulde han ikkje refsa, han som gjev menneski kunnskap?

11 Herren kender Menneskenes Tanker, thi de ere Forfængelighed.

Herren kjenner mannsens tankar, at dei er fåfengd.

12 Salig er den Mand, som du, Herre! advarer, og den, du underviser ud af din Lov

Sæl er den mann som du, Herre, tuktar, og som du gjev lærdom or lovi di,

13 for at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav for den ugudelige.

til å gjeve honom ro for vonde dagar, til dess det vert grave ei grav for den ugudlege.

14 Thi Herren skal ikke opgive sit Folk og ej forlade sin Arv.

For ikkje støyter Herren burt sitt folk, og arven sin forlet han ikkje.

15 Thi Retten skal vende tilbage til Retfærdighed, og alle de oprigtige af Hjertet skulle efterfølge den.

For domen skal venda um att til rettferd, og alle ærlege i hjarta skal halda med honom.

16 Hvo staar hos mig imod de onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gøre Uret?

Kven stend upp for meg imot dei vonde? Kven stig fram for meg mot deim som gjer urett?

17 Dersom Herren ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa lidet nær boet i det stille.

Dersom ikkje Herren var mi hjelp, so vilde sjæli mi snart bu i stilla.

18 Der jeg sagde: Min Fod snublede, da opholdt, o Herre! din Miskundhed mig.

Når eg segjer: «Foten min er ustød, då held di miskunn meg uppe, Herre.»

19 Der jeg havde mange Bekymringer i mit Inderste, da forlystede din Trøst min Sjæl.

Når det kjem mange tunge tankar i mitt hjarta, då huggar dine trøystarord mi sjæl.

20 Skulde Ondskabens Trone have Samkvem med dig? den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er?

Er vel tynings-domstolen i samlag med deg, der dei lagar urett i hop til rett?

21 De slaa sig sammen skarevis imod en retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod.

Dei flokkar seg i hop mot sjæli åt den rettferdige, og dei fordømer uskuldigt blod.

22 Men Herren blev mig en Befæstning, og min Gud blev mig en Tilflugts Klippe.

Då vert Herren ei borg for meg, og min Gud vert eit berg som eg flyr til.

23 Og han har ladet deres Uret falde tilbage over dem og skal udrydde dem for deres Ondskab; Herren vor Gud skal udrydde dem.

Og han let deira urett koma attende yver deim, og for deira vondskap skal han gjera ende på deim, ja, Herren, vår Gud, skal gjera ende på deim.