Salme 94
1 Herre! Gud, hvem Hævnen hører til, Gud, hvem Hævnen hører til, aabenbar dig herligt!
O ry Iehovà, Andrianañahare mpamale-fate, ry Andrianañahare, mpañome-to: mireandreaña.
2 Rejs dig, du Jordens Dommer! bring Gengældelse over de hovmodige.
Miongaha, ry Mpizaka’ ty tane toio; lilovo ami’ty fañeva’e o mpirengevokeo.
3 Herre! hvor længe skulle de ugudelige, hvor længe skulle de ugudelige fryde sig?
Sikal’ ombia o lo-tserekeo, ry Iehovà: pak’ombia ty mbe hitreña’ o tsivokatseo?
4 De udgyde en Strøm af Ord, de føre fræk Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret.
Mifatatiake, manotratsotrake; mijiajia iaby o mpanao ratio.
5 Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.
Demohe’ iereo ondati’oo ry Iehovà, volevole’ iereo ty lova’o.
6 De ihjelslaa Enken og den fremmede og myrde de faderløse.
Vonoe’ iereo ty vantotse naho ty renetane, naho mañoho-doza amo bode-raeo;
7 Og de sagde: Herren ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke.
vaho manao ti-hoe: Tsy vazoho’ Ià; tsy mañaoñe t’i Andrianañahare’ Iakobe.
8 Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge?
Mañaraharà ry borololo am’ ondatio; naho o dagolao, ombia t’ie hahafohiñe?
9 Mon han, som plantede Øret, ikke skulde høre? eller mon han, som dannede Øjet, ikke skulde se?
Tsy mahajanjiñe hao i nambole o ravembiaoy? Tsy mahavazoho hao i Mpitsene fihainoy?
10 Mon han, som advarer Hedningerne, ikke skulde straffe? han, som lærer et Menneske Kundskab!
Tsy hanoro hao i Mpandilo o fifeheañeo? ie mañòke hilala am’ondatio.
11 Herren kender Menneskenes Tanker, thi de ere Forfængelighed.
Arofoana’ Iehovà ty fitsakorea’ ondaty; t’ie kofòke avao.
12 Salig er den Mand, som du, Herre! advarer, og den, du underviser ud af din Lov
Haha t’indaty lilove’o ry Ià, naho i anara’o amy Tsara’oy;
13 for at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav for den ugudelige.
homea’o fitofàñe an-tsan-kasotriañe, ampara’ te nihaliañe koboñe o lo-tserekeo.
14 Thi Herren skal ikke opgive sit Folk og ej forlade sin Arv.
Tsy ho farie’ Iehovà ondati’eo; tsy haforintse’e i lova’ey.
15 Thi Retten skal vende tilbage til Retfærdighed, og alle de oprigtige af Hjertet skulle efterfølge den.
Mbe himpoly ami’ty hahiti’e o zakao, le hene hañorik’ aze o vañoñ’ añ’arofoo.
16 Hvo staar hos mig imod de onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gøre Uret?
Ia ty hitroatse amo tsereheñeo ho ahy? Ia ty hijohañe amo mpanao ratio ho amakoo?
17 Dersom Herren ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa lidet nær boet i det stille.
Naho tsy Iehovà ty nañimb’ ahy le ho nitobe am-pitsiñañe ty fiaiko.
18 Der jeg sagde: Min Fod snublede, da opholdt, o Herre! din Miskundhed mig.
Ie anoeko ty hoe: Midorasitse ty tomboko; le manozañ’ ahy ty fiferenaiña’o ry Iehovà.
19 Der jeg havde mange Bekymringer i mit Inderste, da forlystede din Trøst min Sjæl.
Ie mañotrotro ty hamahimahin-troke, le mampanintsiñe ty fiaiko o fañohòa’oo.
20 Skulde Ondskabens Trone have Samkvem med dig? den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er?
Mete hiharo-rehak’ ama’o hao ty fitobohan-katsivokarañe— ie mikitro-draha hatao’e fañè,
21 De slaa sig sammen skarevis imod en retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod.
naho mirañadrañake hañè-doza ami’ty fiai’ o vañoñeo, vaho mañozoñe ty lio tsy aman-kila.
22 Men Herren blev mig en Befæstning, og min Gud blev mig en Tilflugts Klippe.
Fe haboam-pitsolohako t’Iehovà, vaho lamilamy fipalirako t’i Andrianañahareko.
23 Og han har ladet deres Uret falde tilbage over dem og skal udrydde dem for deres Ondskab; Herren vor Gud skal udrydde dem.
Nampolia’e ty hatsivokara’ iareo, vaho ho mongora’e ty amo fikotriha’iareoo; toe ihañitoa’ Iehovà Andrianañaharentika.
