Salme 94
1 Herre! Gud, hvem Hævnen hører til, Gud, hvem Hævnen hører til, aabenbar dig herligt!
Wee Jehova, o Wee Mũrungu ũrĩa ũrĩhanagĩria, Wee Mũrungu ũrĩa ũrĩhanagĩria-rĩ, cangarara.
2 Rejs dig, du Jordens Dommer! bring Gengældelse over de hovmodige.
Arahũka, Wee mũtuanĩri ciira wa andũ othe a thĩ; kĩrĩhe andũ arĩa etĩĩi o kĩrĩa kĩmagĩrĩire.
3 Herre! hvor længe skulle de ugudelige, hvor længe skulle de ugudelige fryde sig?
Wee Jehova-rĩ, nĩ nginya rĩ andũ arĩa aaganu megũtũũra makenete, nĩ nginya rĩ andũ arĩa aaganu megũtũũra marũũhagia?
4 De udgyde en Strøm af Ord, de føre fræk Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret.
Maaragia ndeto cia mwĩgaatho; andũ arĩa othe meekaga ũũru, o maiyũrĩtwo nĩ mwĩtĩĩo.
5 Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.
Mahehenjaga andũ aku, Wee Jehova, makahinyĩrĩria igai rĩaku.
6 De ihjelslaa Enken og den fremmede og myrde de faderløse.
Mooragaga mũtumia wa ndigwa, na mũndũ wa kũngĩ; mooragaga ciana iria itarĩ maithe.
7 Og de sagde: Herren ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke.
Moigaga atĩrĩ, “Jehova ndangĩona; Ngai wa Jakubu-rĩ, ndangĩrũmbũiya.”
8 Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge?
Mwĩmenyererei inyuĩ arĩa mwagĩte ũũgĩ mũrĩ gatagatĩ-inĩ ka andũ; inyuĩ andũ aya akĩĩgu, mũgaakĩũhĩga rĩ?
9 Mon han, som plantede Øret, ikke skulde høre? eller mon han, som dannede Øjet, ikke skulde se?
Ũrĩa wombire gũtũ-rĩ, ndangĩigua? Ũcio wombire riitho-rĩ, ndangĩona?
10 Mon han, som advarer Hedningerne, ikke skulde straffe? han, som lærer et Menneske Kundskab!
Ũcio ũrũithagia ndũrĩrĩ-rĩ, ndangĩherithania? O ũcio ũrutaga andũ-rĩ, ndarĩ ũmenyo?
11 Herren kender Menneskenes Tanker, thi de ere Forfængelighed.
Jehova nĩoĩ meciiria ma mũndũ; ĩĩ, oĩ atĩ meciiria mao nĩ ma tũhũ.
12 Salig er den Mand, som du, Herre! advarer, og den, du underviser ud af din Lov
Wee Jehova, kũrathimwo-rĩ, nĩ mũndũ ũrĩa Wee ũtaaraga, o mũndũ ũcio ũrutaga watho waku;
13 for at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav for den ugudelige.
nĩũgaatũma ahoorere matukũ-inĩ ma thĩĩna, o nginya rĩrĩa mũndũ ũrĩa mwaganu akenjerwo irima.
14 Thi Herren skal ikke opgive sit Folk og ej forlade sin Arv.
Nĩgũkorwo Jehova ndagatiganĩria andũ ake; igai rĩake ndarĩ hĩndĩ angĩrĩtirika.
15 Thi Retten skal vende tilbage til Retfærdighed, og alle de oprigtige af Hjertet skulle efterfølge den.
Ũtuanĩri ciira wa kĩhooto nĩũgakwo rĩngĩ igũrũ rĩa ũthingu, nao andũ othe arĩa arũngĩrĩru ngoro maũrũmagĩrĩre.
16 Hvo staar hos mig imod de onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gøre Uret?
Nũũ ũkwarahũka, andũĩrĩre harĩ arĩa aaganu? Nũũ ũkũndũgamĩrĩra, andũĩrĩre harĩ arĩa meekaga ũũru?
17 Dersom Herren ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa lidet nær boet i det stille.
Tiga Jehova aandeithirie-rĩ, ingĩakuire o narua, ngatũũre kũu ũkiri-inĩ.
18 Der jeg sagde: Min Fod snublede, da opholdt, o Herre! din Miskundhed mig.
Rĩrĩa ndoigire atĩrĩ, “Kũgũrũ gwakwa nĩkũratenderũka,” wendani waku, Wee Jehova, nĩwandiirĩrĩire.
19 Der jeg havde mange Bekymringer i mit Inderste, da forlystede din Trøst min Sjæl.
Rĩrĩa mĩtangĩko yaingĩhire thĩinĩ wakwa-rĩ, Wee wahooreririe, ũgĩkenia ngoro yakwa.
20 Skulde Ondskabens Trone have Samkvem med dig? den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er?
Gĩtĩ kĩa ũnene kĩa ungumania-rĩ, hihi no kĩgĩe na ngwatanĩro nawe, o kĩrĩa kĩrehanagĩra mĩnyamaro nĩ ũndũ wa matuĩro ma kĩo?
21 De slaa sig sammen skarevis imod en retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod.
Monganaga hamwe nĩguo mokĩrĩre mũndũ ũrĩa mũthingu, na magatuĩra mũndũ ũtehĩtie ooragwo.
22 Men Herren blev mig en Befæstning, og min Gud blev mig en Tilflugts Klippe.
No Jehova nĩwe ũtuĩkĩte kĩirigo gĩakwa kĩa hinya, na Ngai wakwa, o we rwaro rwakwa rwa ihiga harĩa njũragĩra.
23 Og han har ladet deres Uret falde tilbage over dem og skal udrydde dem for deres Ondskab; Herren vor Gud skal udrydde dem.
We nĩakamaherithia nĩ ũndũ wa mehia mao na amaniine nĩ ũndũ wa waganu wao; Jehova Ngai witũ nĩakamaniina.
