Salme 94

1 Herre! Gud, hvem Hævnen hører til, Gud, hvem Hævnen hører til, aabenbar dig herligt!

Dieu des vindictes, Eternel, Dieu des vindictes, apparais!

2 Rejs dig, du Jordens Dommer! bring Gengældelse over de hovmodige.

Lève-toi, juge de la terre, inflige un juste châtiment aux orgueilleux.

3 Herre! hvor længe skulle de ugudelige, hvor længe skulle de ugudelige fryde sig?

Jusques à quand les impies, ô Eternel, jusques à quand les impies triompheront-ils?

4 De udgyde en Strøm af Ord, de føre fræk Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret.

Ils se répandent en discours, parlent avec jactance; ils font les fanfarons, tous ces ouvriers d’iniquité.

5 Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.

Ton peuple, Eternel, ils l’écrasent, et ils oppriment ton héritage.

6 De ihjelslaa Enken og den fremmede og myrde de faderløse.

Ils font périr la veuve et l’étranger, ils assassinent les orphelins,

7 Og de sagde: Herren ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke.

et ils disent: "l’Eternel ne le voit pas, le Dieu de Jacob n’y fait nulle attention!"

8 Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge?

Ah! réfléchissez donc, ô gens stupides! Et vous, insensés, quand serez-vous sains d’esprit?

9 Mon han, som plantede Øret, ikke skulde høre? eller mon han, som dannede Øjet, ikke skulde se?

Celui qui a planté l’oreille n’entendrait pas? celui qui a formé l’œil ne verrait point?

10 Mon han, som advarer Hedningerne, ikke skulde straffe? han, som lærer et Menneske Kundskab!

Celui qui châtie les peuples ne demanderait aucun compte, lui qui enseigne la science aux hommes?

11 Herren kender Menneskenes Tanker, thi de ere Forfængelighed.

L’Eternel connaît les pensées des mortels, il sait qu’elles sont vanité.

12 Salig er den Mand, som du, Herre! advarer, og den, du underviser ud af din Lov

Heureux l’homme que tu redresses, Eternel, et que tu instruis dans ta loi!

13 for at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav for den ugudelige.

Tu le mets en sûreté contre des jours de malheur, tandis qu’un abîme se creuse sous les pas du méchant.

14 Thi Herren skal ikke opgive sit Folk og ej forlade sin Arv.

Car le Seigneur ne délaisse pas son peuple, et son héritage, il ne l’abandonne pas.

15 Thi Retten skal vende tilbage til Retfærdighed, og alle de oprigtige af Hjertet skulle efterfølge den.

Mais son jugement se ramène à l’équité: à lui se rattachent tous les cœurs droits.

16 Hvo staar hos mig imod de onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gøre Uret?

Qui m’assistera pour faire front aux malfaiteurs? Qui m’aidera à tenir tête aux artisans d’iniquité?

17 Dersom Herren ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa lidet nær boet i det stille.

Si l’Eternel n’était mon appui, peu s’en faut que mon âme ne séjournât dans le pays du silence.

18 Der jeg sagde: Min Fod snublede, da opholdt, o Herre! din Miskundhed mig.

Lorsque je dis: "Mon pied va chanceler", ta grâce, Eternel, vient me soutenir.

19 Der jeg havde mange Bekymringer i mit Inderste, da forlystede din Trøst min Sjæl.

Lorsque les soucis se multiplient dans mon sein, ce sont tes consolations qui remettent mon âme en joie.

20 Skulde Ondskabens Trone have Samkvem med dig? den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er?

Se peut-il que tu tolères près de toi un trône criminel, qui forge l’iniquité et l’érige en loi?

21 De slaa sig sammen skarevis imod en retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod.

Qu’on s’ameute donc contre la vie du juste, qu’on prononce la condamnation du sang innocent:

22 Men Herren blev mig en Befæstning, og min Gud blev mig en Tilflugts Klippe.

l’Eternel est une forteresse pour moi, mon Dieu, un rocher tutélaire.

23 Og han har ladet deres Uret falde tilbage over dem og skal udrydde dem for deres Ondskab; Herren vor Gud skal udrydde dem.

Quant à ceux-là, il fait retomber sur eux leur iniquité, il les anéantit pour leur méchanceté; l’Eternel, notre Dieu, les anéantit!