Salme 94
1 Herre! Gud, hvem Hævnen hører til, Gud, hvem Hævnen hører til, aabenbar dig herligt!
God is Lord of veniauncis; God of veniauncis dide freli.
2 Rejs dig, du Jordens Dommer! bring Gengældelse over de hovmodige.
Be thou enhaunsid that demest the erthe; yelde thou yeldinge to proude men.
3 Herre! hvor længe skulle de ugudelige, hvor længe skulle de ugudelige fryde sig?
Lord, hou longe synneris; hou longe schulen synneris haue glorie?
4 De udgyde en Strøm af Ord, de føre fræk Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret.
Thei schulen telle out, and schulen speke wickidnesse; alle men schulen speke that worchen vnriytfulnesse.
5 Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.
Lord, thei han maad lowe thi puple; and thei han disesid thin eritage.
6 De ihjelslaa Enken og den fremmede og myrde de faderløse.
Thei killiden a widowe and a comelyng; and thei han slayn fadirles children and modirles.
7 Og de sagde: Herren ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke.
And thei seiden, The Lord schal not se; and God of Jacob schal not vndurstonde.
8 Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge?
Ye vnwise men in the puple, vndirstonde; and, ye foolis, lerne sum tyme.
9 Mon han, som plantede Øret, ikke skulde høre? eller mon han, som dannede Øjet, ikke skulde se?
Schal not he here, that plauntide the eere; ethere biholdith not he, that made the iye?
10 Mon han, som advarer Hedningerne, ikke skulde straffe? han, som lærer et Menneske Kundskab!
Schal not he repreue, that chastisith folkis; which techith man kunnyng?
11 Herren kender Menneskenes Tanker, thi de ere Forfængelighed.
The Lord knowith the thouytis of men; that tho ben veyne.
12 Salig er den Mand, som du, Herre! advarer, og den, du underviser ud af din Lov
Blessid is the man, whom thou, Lord, hast lerned; and hast tauyt him of thi lawe.
13 for at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav for den ugudelige.
That thou aswage hym fro yuele daies; til a diche be diggid to the synner.
14 Thi Herren skal ikke opgive sit Folk og ej forlade sin Arv.
For the Lord schal not putte awei his puple; and he schal not forsake his eritage.
15 Thi Retten skal vende tilbage til Retfærdighed, og alle de oprigtige af Hjertet skulle efterfølge den.
Til riytfulnesse be turned in to dom; and who ben niy it, alle that ben of riytful herte.
16 Hvo staar hos mig imod de onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gøre Uret?
Who schal rise with me ayens mysdoeris; ether who schal stonde with me ayens hem that worchen wickidnesse?
17 Dersom Herren ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa lidet nær boet i det stille.
No but for the Lord helpide me; almest my soule hadde dwellid in helle.
18 Der jeg sagde: Min Fod snublede, da opholdt, o Herre! din Miskundhed mig.
If Y seide, My foot was stirid; Lord, thi merci helpide me.
19 Der jeg havde mange Bekymringer i mit Inderste, da forlystede din Trøst min Sjæl.
Aftir the multitude of my sorewis in myn herte; thi coumfortis maden glad my soule.
20 Skulde Ondskabens Trone have Samkvem med dig? den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er?
Whether the seete of wickidnesse cleueth to thee; that makist trauel in comaundement?
21 De slaa sig sammen skarevis imod en retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod.
Thei schulen take ayens the soule of a iust man; and thei schulen condempne innocent blood.
22 Men Herren blev mig en Befæstning, og min Gud blev mig en Tilflugts Klippe.
And the Lord was maad to me in to refuyt; and my God was maad in to the help of myn hope.
23 Og han har ladet deres Uret falde tilbage over dem og skal udrydde dem for deres Ondskab; Herren vor Gud skal udrydde dem.
And he schal yelde to hem the wickidnesse of hem; and in the malice of hem he schal lese hem, oure Lord God schal lese hem.
