Salme 94

1 Herre! Gud, hvem Hævnen hører til, Gud, hvem Hævnen hører til, aabenbar dig herligt!

HERRE, du Hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans;

2 Rejs dig, du Jordens Dommer! bring Gengældelse over de hovmodige.

staa op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige!

3 Herre! hvor længe skulle de ugudelige, hvor længe skulle de ugudelige fryde sig?

Hvor længe skal gudløse, HERRE, hvor længe skal gudløse juble?

4 De udgyde en Strøm af Ord, de føre fræk Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret.

De fører tøjlesløs Tale, hver Udaadsmand ter sig som Herre;

5 Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.

de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod;

6 De ihjelslaa Enken og den fremmede og myrde de faderløse.

de myrder Enke og fremmed, faderløse slaar de ihjel;

7 Og de sagde: Herren ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke.

de siger: »HERREN kan ikke se, Jakobs Gud kan intet mærke!«

8 Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge?

Forstaa dog, I Taaber blandt Folket! Naar bliver I kloge, I Daarer?

9 Mon han, som plantede Øret, ikke skulde høre? eller mon han, som dannede Øjet, ikke skulde se?

Skulde han, som plantede Øret, ej høre, han, som dannede Øjet, ej se?

10 Mon han, som advarer Hedningerne, ikke skulde straffe? han, som lærer et Menneske Kundskab!

Skulde Folkenes Tugtemester ej revse, han som lærer Mennesket indsigt?

11 Herren kender Menneskenes Tanker, thi de ere Forfængelighed.

HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.

12 Salig er den Mand, som du, Herre! advarer, og den, du underviser ud af din Lov

Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov

13 for at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav for den ugudelige.

for at give ham Ro for onde Dage, indtil der graves en Grav til den gudløse;

14 Thi Herren skal ikke opgive sit Folk og ej forlade sin Arv.

thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.

15 Thi Retten skal vende tilbage til Retfærdighed, og alle de oprigtige af Hjertet skulle efterfølge den.

Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.

16 Hvo staar hos mig imod de onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gøre Uret?

Hvo staar mig bi mod Ugerningsmænd? hvo hjælper mig mod Udaadsmænd?

17 Dersom Herren ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa lidet nær boet i det stille.

Var HERREN ikke min Hjælp, snart hviled min Sjæl i det stille.

18 Der jeg sagde: Min Fod snublede, da opholdt, o Herre! din Miskundhed mig.

Naar jeg tænkte: »Nu vakler min Fod«, støtted din Naade mig, HERRE;

19 Der jeg havde mange Bekymringer i mit Inderste, da forlystede din Trøst min Sjæl.

da mit Hjerte var fuldt af ængstede Tanker, husvaled din Trøst min Sjæl.

20 Skulde Ondskabens Trone have Samkvem med dig? den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er?

Staar du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn?

21 De slaa sig sammen skarevis imod en retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod.

Jager de end den retfærdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod,

22 Men Herren blev mig en Befæstning, og min Gud blev mig en Tilflugts Klippe.

HERREN er dog mit Bjærgested, min Gud er min Tilflugtsklippe;

23 Og han har ladet deres Uret falde tilbage over dem og skal udrydde dem for deres Ondskab; Herren vor Gud skal udrydde dem.

han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter HERREN vor Gud.