Salme 92

1 En Psalme, en Sang paa Sabbatens Dag.

Soa ty mañandriañe Iehovà, ty misabo vaho mibango o tahina’oo ry Andindimoneñey,

2 Det er godt at takke Herren og at lovsynge dit Navn, du Højeste!

ty hitalily ty fiferenaiña’o boa’maraiñe; naho ty figahiña’o an-kaleñe,

3 at kundgøre din Miskundhed om Morgenen og din Sandhed om Natten

ami’ty marovany folo-taly, naho ami’ty mandalina, vaho ami’ty fandrimotam-peon-jejo-bory.

4 paa de ti Strenge og paa Psalteren til Harpens Klang.

Amy te Ihe ry Iehovà ro mahaehak’ ahy amo fitoloña’oo, irebehako o tolom-pità’oo.

5 Thi, Herre! du har glædet mig ved dit Værk; jeg vil synge med Fryd om dine Hænders Gerninger.

Akore ty hajabahina’ o tolon-draha’oo ry Iehovà, toe miheotse o fivetsevetse’oo!

6 Herre! hvor store ere dine Gerninger, dine Tanker ere meget dybe.

Tsy aman-kilala t’indaty mineñe, tsy maharendreke zao ty dagola:

7 En ufornuftig Mand kender det ikke, og en Daare forstaar ikke dette.

t’ie mitiry hoe ahetse o lo-tserekeo, naho fonga miraorao o tsy vokatseo, f’ie hafàtse ho rotsaheñe kitro katroke.

8 Naar de ugudelige grønnes som en Urt, og alle de, som gøre Uret, blomstre, er det til deres Ødelæggelse stedse og altid.

Fa Ihe ry Iehovà ro an-digiligy eñe nainai’e donia.

9 Men du, Herre, er høj evindelig.

Heheke o rafelahi’oo ry Iehovà; Ingo te hikoromake o malaiñ’ Azoo; Fonga hibaibay ze mpanao raty.

10 Thi se, dine Fjender, Herre! thi se, dine Fjender skulle omkomme, alle de, som gøre Uret, skulle adspredes.

Fa naonjo’o ty tsifako manahake ty an-drimo, fa hinosotse solike vao iraho.

11 Men du ophøjede mit Horn som Enhjørningens; jeg er overgydt med frisk Olie.

Le hahatrea ty fisalalako amo rafelahikoo’ o masokoo vaho ho tsanoñen-tsofiko ty fañiriako amo tsereheñe mivoalatse amakoo.

12 Og mit Øje saa paa mine Fjender, mine Øren hørte paa de onde, som opstode imod mig.

Handrevake hoe satrañe o vantañeo, manahake ty fitiria’ o akao e Libanoneo ty hitomboa’e;

13 Den retfærdige skal grønnes som et Palmetræ, han skal vokse som et Cedertræ paa Libanon.

Tinongy añ’anjomba’ Iehovà ao, hitroñe an’kiririsan’Añahare eo.

14 De, som ere plantede i Herrens Hus, de skulle grønnes i vor Guds Forgaarde.

Mbe hiregorego iereo te antetse, ho lifo-dranoke naho hirimboñe,

15 De skulle endnu bære Frugt, naar de ere graahærdede, de skulle være saftige og grønne til at forkynde, at Herren er oprigtig, min Klippe, og at der ikke er Uret hos ham.

hitaroñe te vañoñe t’Iehovà, lamilamiko, tsy ama’e ty tsy to.