Salme 92

1 En Psalme, en Sang paa Sabbatens Dag.

Psalmus cantici, in die sabbati. [Bonum est confiteri Domino, et psallere nomini tuo, Altissime:

2 Det er godt at takke Herren og at lovsynge dit Navn, du Højeste!

ad annuntiandum mane misericordiam tuam, et veritatem tuam per noctem,

3 at kundgøre din Miskundhed om Morgenen og din Sandhed om Natten

in decachordo, psalterio; cum cantico, in cithara.

4 paa de ti Strenge og paa Psalteren til Harpens Klang.

Quia delectasti me, Domine, in factura tua; et in operibus manuum tuarum exsultabo.

5 Thi, Herre! du har glædet mig ved dit Værk; jeg vil synge med Fryd om dine Hænders Gerninger.

Quam magnificata sunt opera tua, Domine! nimis profundæ factæ sunt cogitationes tuæ.

6 Herre! hvor store ere dine Gerninger, dine Tanker ere meget dybe.

Vir insipiens non cognoscet, et stultus non intelliget hæc.

7 En ufornuftig Mand kender det ikke, og en Daare forstaar ikke dette.

Cum exorti fuerint peccatores sicut fœnum, et apparuerint omnes qui operantur iniquitatem, ut intereant in sæculum sæculi:

8 Naar de ugudelige grønnes som en Urt, og alle de, som gøre Uret, blomstre, er det til deres Ødelæggelse stedse og altid.

tu autem Altissimus in æternum, Domine.

9 Men du, Herre, er høj evindelig.

Quoniam ecce inimici tui, Domine, quoniam ecce inimici tui peribunt; et dispergentur omnes qui operantur iniquitatem.

10 Thi se, dine Fjender, Herre! thi se, dine Fjender skulle omkomme, alle de, som gøre Uret, skulle adspredes.

Et exaltabitur sicut unicornis cornu meum, et senectus mea in misericordia uberi.

11 Men du ophøjede mit Horn som Enhjørningens; jeg er overgydt med frisk Olie.

Et despexit oculus meus inimicos meos, et in insurgentibus in me malignantibus audiet auris mea.

12 Og mit Øje saa paa mine Fjender, mine Øren hørte paa de onde, som opstode imod mig.

Justus ut palma florebit; sicut cedrus Libani multiplicabitur.

13 Den retfærdige skal grønnes som et Palmetræ, han skal vokse som et Cedertræ paa Libanon.

Plantati in domo Domini, in atriis domus Dei nostri florebunt.

14 De, som ere plantede i Herrens Hus, de skulle grønnes i vor Guds Forgaarde.

Adhuc multiplicabuntur in senecta uberi, et bene patientes erunt:

15 De skulle endnu bære Frugt, naar de ere graahærdede, de skulle være saftige og grønne til at forkynde, at Herren er oprigtig, min Klippe, og at der ikke er Uret hos ham.

ut annuntient quoniam rectus Dominus Deus noster, et non est iniquitas in eo.]