Salme 90

1 Herre! du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.

[Pre lal Moses, Mwet lun God] O Leum, kom nuna nien muta lasr.

2 Før Bjergene bleve til, og du dannede Jorden og Jorderige, fra Evighed til Evighed er du Gud.

Meet liki kom oru tuh inging uh in sikyak, Ku oakiya faclu, Kom nuna God oemeet me, Oayapa nu tok ma pahtpat.

3 Du vender det med et Menneske, at han bliver knust; og du siger: Kommer igen, I Menneskens Børn!

Kom sap mwet uh in folokla nu ke fohk, Kom ekululosla nu ke kutkut, ma elos orekla kac.

4 Thi tusinde Aar ere for dine Øjne som den Dag i Gaar, naar den er forbigangen; og som en Nattevagt.

Sie tausin yac oana len se nu sum; Oana ekea, su somla tari, Oana sie ao fototo ke fong.

5 Du bortskyller dem, de blive som en Søvn, om Morgenen ere de som Græs, der gaar bort.

Oana sie sronot, kom pahtkakinkutla; Moul lasr tia loes liki sie mweme. Kut oana mah ma srunak ke lotutang

6 Om Morgenen blomstrer det, og det gaar bort, om Aftenen afhugges det og tørres.

Ac kapak ac farngelik, Na paola ac misa ke ekela.

7 Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Harme.

Kut kunausyukla ke mulat lom, Kut fosrngala ke kasrkusrak lom.

8 Du har sat vore Misgerninger for dine Øjne, vor skjulte Synd for dit Ansigts Lys.

Kom filiya ma koluk lasr ye motom, Ac ma koluk lukma lasr yen kom ku in liye.

9 Thi alle vore Dage ere svundne bort i din Vrede, vi have hentæret vore Aar som en Tanke.

Moul lasr akfototoyeyuk ke kasrkusrak lom, Ac wanginla oana sie osfek.

10 Vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og er der Styrke, firsindstyve Aar; og deres Stolthed er Møje og Forfængelighed; thi hastelig gaar den forbi, og vi flyve derfra.

Lusen moul lasr yac itngoul na — Ac kut fin ku na, ac sun yac oalngoul, Tuh wanginna ma kut liye kac sayen mwe lokoalok ac asor. Moul lasr uh sa na safla, ac kut wanginla.

11 Hvo kender din Vredes Magt og din Harme, saaledes som Frygten for dig udkræver?

Su nu pula kuiyen sulung lom? Su etu lupan sangeng ma ac tuku ke kasrkusrak lom?

12 Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Visdom i Hjertet.

Luti nu sesr in etu fototoiyen moul lasr Tu kut fah ku in lalmwetmet.

13 Vend om, Herre! hvor længe —? og lad det gøre dig ondt over dine Tjenere.

Kom ac mulat nwe ngac? O LEUM GOD, pakomuta mwet kulansap lom!

14 Mæt os aarle med din Miskundhed, saa ville vi synge med Fryd og være glade i alle vore Dage.

Nwekkutla ke lungse kawil lom ke kais sie lotutang, Tuh kut fah ku in on ac insewowo in moul lasr nufon.

15 Glæd os efter de Dage, som du har plaget os, efter de Aar, som vi have set Ulykke.

Akenganye kut inge, in oana lupan asor su kom tuh ase nu sesr In yac puspis su kom tuh akkeokye kut kac.

16 Lad din Gerning aabenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn.

Lela kut, mwet kulansap lom, in liye orekma ku lom; Lela fwil natusr tok in liye ku wolana lom.

17 Og Herrens, vor Guds, Livsalighed være over os, og gør du vore Hænders Gerning fast for os, ja, gør vore Hænders Gerning fast!

O LEUM GOD lasr, lela mwe insewowo lom in wi kut. Ase nu sesr wo ouiya in ma nukewa kut oru!