Salme 9
1 Til Sangmesteren; til Muth-Labben; en Psalme af David. Jeg vil takke Herren af mit ganske Hjerte, jeg vil fortælle alle dine underfulde Gerninger.
Til songmeisteren, etter Mut-labben; ein salme av David. Eg vil lova Herren av alt mitt hjarta, eg vil fortelja um alle dine under.
2 Jeg vil glæde og fryde mig i dig, jeg vil lovsynge dit Navn, du Højeste!
Eg vil gleda og fagna meg i deg, eg vil lovsyngja ditt namn, du Høgste!
3 Naar mine Fjender vige tilbage, da skulle de støde an og omkomme for dig.
av di mine fiendar vik attende, dei snåvar og gjeng til grunnar for ditt andlit.
4 Thi du har udført min Ret og min Sag; du har sat dig paa Tronen, du, som dømmer Retfærdighed.
For du hev ført fram min rett og mi sak, du hev sett deg på domstolen som rettferdig domar.
5 Du truede Hedningerne, du tilintetgjorde den ugudelige, du, udslettede deres Navn evindelig og altid.
Du hev aga heidningarne, øydt ut dei ugudlege, stroke ut deira namn æveleg og alltid.
6 Fjenderne ere ikke mere, de ere ødelagte evindelig; og du har nedbrudt Stæderne, deres Ihukommelse er forsvunden med dem.
Fienden er all lagd i øyde til æveleg tid, byarne hev du støytt ned til grunns, deira minne, det hev døytt ut.
7 Men Herren skal blive evindelig; han har beredt sin Trone til Dom.
Men Herren sit som konge til æveleg tid, han hev sett upp sin stol til doms,
8 Og han skal dømme Verden med Retfærdighed; han skal afsige Dom over Folkene med Retvished.
og han dømer jordriket med rettferd, segjer dom yver folkeslag med rettvisa.
9 Og Herren være den ringe en Ophøjelse, ja en Ophøjelse i Nødens Tider!
Og Herren er ei borg for den nedtyngde, ei borg i dei tider han er i trengd.
10 Og de, som kendte dit Navn, skulle forlade sig paa dig; thi du har ikke forladt dem, som søge dig, Herre!
Og dei som kjenner ditt namn, set si lit til deg; for du forlet ikkje deim som søkjer deg, Herre!
11 Lovsynger Herren, som bor paa Zion, kundgører iblandt Folkene hans Gerninger!
Syng lovsong til Herren som bur på Sion! forkynn millom folki hans store gjerningar!
12 Thi han, som hævner Blod, kommer dem i Hu, han har ikke glemt de elendiges Skrig.
For han som hemner blod, kjem deim i hug, han gløymer ikkje ropet frå dei arme.
13 Herre, vær mig naadig, se, kvad jeg maa taale af dem, som hade mig, du som ophøjer mig fra Dødens Porte,
Ver meg nådig, Herre! Sjå kva eg må lida av deim som meg hatar, du som lyfter meg upp frå daudens portar,
14 paa det jeg kan fortælle al din Lov i Zions Datters Porte, at jeg maa fryde mig i din Frelse.
so eg kann forkynna all din pris, i portarne åt Sions dotter fagna meg i di frelsa.
15 Hedningerne ere sunkne i Graven, som de gjorde; deres Fod er greben i Garnet, som de skjulte.
Heidningarne er sokne i den grav som dei grov; deira fot er fanga i det garnet dei løynde.
16 Herren er bleven kendt, han har gjort Ret; den ugudelige er besnæret i sine Hænders Gerning. (Higgajon, Sela)
Herren hev gjort seg kjend, han hev halde dom; han fangar den ugudlege i det verk hans eigne hender gjorde. (Higgajon, Sela)
Dei ugudlege skal fara burt til helheimen, alle heidningar som gløymer Gud. (Sheol h7585)
18 Thi en fattig skal ikke glemmes evindelig, de elendiges Forventning ikke altid skuffes.
For den fatige vert ikkje gløymd for alltid, dei arme folks von ikkje spillt i all æva.
19 Herre! staa op, lad ikke et Menneske blive mægtigt; lad Hedningerne dømmes for dit Ansigt!
Statt upp, Herre, lat ikkje menneskje få magt, lat heidningarne verta dømde for di åsyn!
20 Lad Frygt, o Herre! komme paa dem; lad Hedningerne kende, at de ere Mennesker. (Sela)
Set rædsla i deim, Herre! Lat heidningarne kjenna at dei er menneskje! (Sela)
