Salme 89
1 En Undervisning; af Ethan, Esrahiteren. Jeg vil synge om Herrens Naadegerninger evindelig, jeg vil kundgøre din Sandhed med min Mund fra Slægt til Slægt.
Ukovita pesem Etana Ezrajičana. Milosti Gospodove bodem prepeval vekomaj; od roda do roda bodem oznanjal z usti svojimi zvestobo tvojo.
2 Thi jeg har sagt: Din Naade skal bygges op evindelig, i Himlene skal du grundfæste din Sandhed:
Ker preverjen sem, da se bode vekomaj slavila milost tvoja; v samih nebesih bodeš utrdil zvestobo svojo, s katero si rekel:
3 „Jeg har gjort en Pagt med min udvalgte, jeg har tilsvoret David, min Tjener:
Sklenil sem zavezo z izvoljenim svojim, prisegel sem Davidu, svojemu hlapcu.
4 Evindelig vil jeg stadfæste din Sæd, og jeg har bygget din Trone fra Slægt til Slægt.‟ (Sela)
Da bodem na vekomaj utrdil seme tvoje in stavil prestol tvoj od roda do roda.
5 Og Himlene, Herre! skulle prise din underfulde Gerning og din Sandhed i de helliges Menighed.
Zatorej slavé nebesa čudovito delo tvoje, Gospod; in zvestobo tvojo v zboru svetnikov.
6 Thi hvem i Skyen kan maale sig med Herren? hvo er Herren lig iblandt Gudernes Børn?
Kdo namreč naj se enako čisla v gornjem oblaku Gospodu; primerja se Gospodu med sinovi mogočnih?
7 en Gud saare frygtelig i de helliges hemmelige Raad og forfærdelig over alle, som ere trindt omkring ham!
Bog mogočni je strašán v zboru svetnikov, in čestit nad vse, kar ga obdaja.
8 Herre, Gud Zebaoth! hvo er som du stormægtig, o Herre? og din Sandhed er trindt omkring dig.
O Gospod, Bog vojnih krdél, kdo je tebi enako mogočen, Gospod? Ker zvestoba tvoja te ogrinja!
9 Du hersker over det hovmodige Hav; naar dets Bølger rejse sig, da bringer du dem til at lægge sig.
Ti gospoduješ nad morja ponosom; ko se spenjajo valovi njegovi, ti jih krotiš.
10 Du knuste Rahab, saa den blev som den ihjelslagne, du bortspredte dine Fjender med din stærke Arm.
Ti si zdrobil, kakor prebodenega, Egipčana; z roko svoje moči si razkropil sovražnike svoje.
11 Dig tilhøre Himlene, dig tilhører ogsaa Jorden, du har grundfæstet Jorderige og, hvad deri er.
Tvoja so nebesa in tvoja zemlja; vesoljni svet in česar je poln ustanovil si tí.
12 Du skabte Norden og Sønden, Thabor og Hermon fryde sig i dit Navn.
Sever in jug, katera si ti ustvaril, Tabor in Hermon prepevajo o imenu tvojem.
13 Du har en Arm med Styrke, din Haand er stærk, din højre Haand er ophøjet.
Ti imaš roko z močjo; krepka je tvoja roka, vzvišena desnica tvoja.
14 Retfærdighed og Dom ere din Trones Befæstning, Miskundhed og Sandhed gaa frem for dit Ansigt.
Pravica in sodba sta za prebivališče tvojemu prestolu; milost in zvestoba hodita pred tvojim obličjem.
15 Saligt er det Folk, som kender Frydesangen; Herre! i dit Ansigts Lys vandre de.
Blagor ljudstvu, katero pozna trombe glas, hodi v svetlobi obličja tvojega, Gospod!
16 I dit Navn skulle de fryde sig den ganske Dag, og i din Retfærdighed ophøjes de.
V imenu tvojem radujejo se ves dan, in dvigujejo se v pravici tvoji.
17 Thi du er deres Styrkes Pris, og i din Velbehagelighed ophøjer du vort Horn.
Ker slava si njih móči, in po blagovoljnosti tvoji dviguje se naš rog.
18 Thi Herren er vort Skjold og den Hellige i Israel vor Konge.
Gospod namreč je naš ščit in svetnika Izraelovega, našega kralja.
19 Da talte du til din Hellige i et Syn og sagde: Jeg har beredet Hjælp ved en Kæmpe, jeg har ophøjet en udvalgt ud af Folket.
Tedaj si v prikazni nagovoril njega, kateremu milost deliš, ter mu rekel: "Pomoč sem napravil zoper močnega, povzdignil izvoljenega iz ljudstva.
20 Jeg har fundet David, min Tjener, jeg har salvet ham med min hellige Olie.
Našel sem Davida, svojega hlapca; pomazilil sem ga sè svetim oljem svojim.
21 Ved ham skal min Haand holde fast, og min Arm skal styrke ham.
Z njim bodi stanovitna roka moja, in dlan moja naj ga krepča.
22 Fjenden skal ikke plage ham, og en uretfærdig Mand skal ikke trænge ham.
Ne bode ga stiskal sovražnik, in krivici udani ga ne ne bode žalil.
23 Men jeg vil sønderknuse hans Modstandere for hans Ansigt og slaa dem, som hade ham.
Temuč starem izpred njegovega obličja neprijatelje njegove, in sovražnike udarim.
24 Men min Sandhed og min Miskundhed skulle være med ham, i mit Navn skal hans Horn ophøjes.
Tako mu bode pomagala zvestoba moja in milost moja, da se bode v mojem imenu povzdignil rog njegov.
25 Og jeg vil udstrække hans Haand til Havet og hans højre Haand til Floderne.
Ker nad morje položim roko njegovo, in nad reke njegovo desnico.
26 Han skal paakalde mig og sige: Du er min Fader, min Gud og min Frelses Klippe.
On me bode klical: Ti oče moj; Bog moj mogočni in skala blaginje moje!
27 Og jeg vil gøre ham til den førstefødte, til den højeste over Kongerne paa Jorden.
In jaz ga postavim za prvorojenca, povišanega nad zemeljske kralje.
28 Jeg vil bevare ham min Miskundhed evindelig, og min Pagt skal holdes ham trolig.
Vekomaj mu ohranim milost svojo, in zaveza moja mu bode zvesta.
29 Og jeg vil lade hans Sæd bestaa evindelig, og hans Trone, saa længe Himmelens Dage vare.
In vekomaj postavim seme njegovo in prestol njegov kakor so dnevi nebeški.
30 Dersom hans Børn forlade min Lov, og de ikke vandre i mine Befalinger,
Ako zapusté sinovi njegovi zakon moj, ne bodo hodili v sodbah mojih,
31 dersom de vanhellige mine Skikke og ikke holde mine Bud:
Ako oskrunijo postave moje, in se ne držé zapovedi mojih:
32 Da vil jeg hjemsøge deres Overtrædelse med Riset og deres Misgerning med Plager.
Obiskal bodem sè šibo njih pregreho; z udarci njih krivico.
33 Men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham og ikke svige min Sandhed.
Milosti pa svoje mu ne odtegnem, in lagal ne bodem zoper zvestobo svojo.
34 Jeg vil ikke vanhellige min Pagt og ikke forandre det, som er gaaet over mine Læber.
Oskrunil ne bodem zaveze svoje, ne izpremenil ust svojih besede.
35 Eet har jeg svoret ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David:
Enkrat sem prisegel pri svetosti svoji, Davidu ne bodem lagal:
36 Hans Sæd skal blive evindelig, og hans Trone som Solen for mig;
Da bode večno seme njegovo, in prestol njegov kakor solnce pred mano.
37 den skal befæstes som Maanen evindelig; og Vidnet i Skyen er trofast. (Sela)
Kakor luna bode stanoviten vekomaj, in kakor priče zveste na gornjem oblaku."
38 Men nu har du forkastet og foragtet ham, du er fortørnet paa din Salvede.
Ti pa si zavrgel in zaničeval; razsrdil si se proti maziljencu svojemu.
39 Du har tilintetgjort Pagten med din Tjener, du har vanhelliget hans Krone ned i Støvet.
Zaničeval si hlapca svojega zavezo, oskrunil in vrgel na tla venčanje njegovo.
40 Du har nedrevet alle hans Mure, du har bragt Ødelæggelse over hans Befæstninger.
Podrl si vse ograje njegove; trdnjave njegove si izpostavil razdrobljenju.
41 Alle, som gik forbi paa Vejen, have plyndret ham, han er bleven til Spot for sine Naboer.
Plenili so ga vsi popotniki, v zasramovanje je sosedom svojim.
42 Du har ophøjet hans Modstanderes højre Haand, du har glædet alle hans Fjender.
Povzdignil si sovražnikov njegovih desnico, razveselil vse neprijatelje njegove.
43 Ja, du lader hans skarpe Sværd vige tilbage og har ikke ladet ham bestaa i Krigen.
Skrhal si tudi meča njegovega ostrino, in utrdil ga nisi v vojski.
44 Du har ladet hans Glans høre op og kastet hans Trone til Jorden.
Storil si, da mine bleščoba njegova, in prestol njegov si pahnil na tla.
45 Du har forkastet hans Ungdoms Dage, du har skjult ham med Haan. (Sela)
Okrajšal si dnî mladosti njegove; pokril si ga sè sramoto.
46 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? hvor længe skal din Harme brænde som Ild?
Doklej, Gospod? bodeš li se skrival vekomaj? gorela bode kakor ogenj jeza tvoja?
47 Kom i Hu, hvad en Levetid er, til hvilken Forfængelighed du har skabt alle Menneskens Børn?
Spomni se mene, kako sem kratkih dni, kaj bi bil zastonj ustvaril vse otroke človeške?
48 Hvo er den Mand, som lever og ikke skal se Døden? som kan fri sin Sjæl fra Dødsrigets Vold? (Sela) (Sheol h7585)
Kateri mož bi živel tako, da ne izkusi smrti, reši se sam groba? (Sheol h7585)
49 Herre! hvor ere dine forrige Naadegerninger, som du tilsvor David i din Sandhed?
Kje so milosti one nekdanje, Gospod, katere si bil prisegel Davidu po zvestobi svoji?
50 Herre! kom dine Tjeneres Forsmædelse i Hu, som jeg bærer i min Barm, den fra alle de mange Folkefærd,
Spomni se, Gospod, sramote hlapcev svojih, da nosim v naročji svojem zasramovanje vseh ljudstev največjih,
51 med hvilken dine Fjender have bespottet, Herre! med hvilken de have bespottet din Salvedes Fodspor.
S katerim so sramotili sovražniki tvoji, Gospod, s katerim so sramotili maziljenca tvojega stopinje.
52 Lovet være Herren evindelig! Amen, ja, amen.
Slava Gospodu vekomaj, zgódi se, še enkrat, zgódi se!
