Salme 89
1 En Undervisning; af Ethan, Esrahiteren. Jeg vil synge om Herrens Naadegerninger evindelig, jeg vil kundgøre din Sandhed med min Mund fra Slægt til Slægt.
Ezrahite Ethan ih Maskil. Angraeng palungnathaih to dungzan khoek to laa ah ka sak han; na oepthohhaih to kaminawk boih khaeah ka pakha hoi roe ka thuih han.
2 Thi jeg har sagt: Din Naade skal bygges op evindelig, i Himlene skal du grundfæste din Sandhed:
Palungnathaih loe dungzan khoek to caak tih; vannawk boih nuiah na oepthohhaih to na caksak tih.
3 „Jeg har gjort en Pagt med min udvalgte, jeg har tilsvoret David, min Tjener:
Ka qoih ih kami hoiah lokmaihaih to ka sak moe, ka tamna David khaeah lokmaihaih to ka sak boeh,
4 Evindelig vil jeg stadfæste din Sæd, og jeg har bygget din Trone fra Slægt til Slægt.‟ (Sela)
na tii to dungzan khoek to ka caksak moe, na caanawk ih adung khoek to na angraeng tangkhang to ka caksak han, tiah na thuih. (Selah)
5 Og Himlene, Herre! skulle prise din underfulde Gerning og din Sandhed i de helliges Menighed.
Aw Angraeng, na sak ih dawnrai hmuennawk to vannawk mah saphaw o ueloe, na oepthohhaih doeh kaciim kaminawk amkhuenghaih ahmuen ah saphaw o tih.
6 Thi hvem i Skyen kan maale sig med Herren? hvo er Herren lig iblandt Gudernes Børn?
Van ah Angraeng hoi patah han koi mi maw kaom? Thacak kami ih capanawk thungah Angraeng baktiah mi maw kaom?
7 en Gud saare frygtelig i de helliges hemmelige Raad og forfærdelig over alle, som ere trindt omkring ham!
Kaciim kaminawk amkhuenghaih ahmuen ah loe Angraeng to paroeai zit o; anih loe ataeng ah kaom kaminawk pongah khingya paek han koi ah oh.
8 Herre, Gud Zebaoth! hvo er som du stormægtig, o Herre? og din Sandhed er trindt omkring dig.
Aw misatuh kaminawk ih Angraeng Sithaw, nang baktih thacak Angraeng mi maw om tih? Na oepthohhaih mah nang to ang takui.
9 Du hersker over det hovmodige Hav; naar dets Bølger rejse sig, da bringer du dem til at lægge sig.
Nang mah tuipui to na uk; tuiphu angthawk tahang naah, tuiphu to na dipsak.
10 Du knuste Rahab, saa den blev som den ihjelslagne, du bortspredte dine Fjender med din stærke Arm.
Hum ih kami baktiah, Rahab to na taprawt pet pet moe, na ban thacakhaih hoiah na misanawk to na vah phaeng.
11 Dig tilhøre Himlene, dig tilhører ogsaa Jorden, du har grundfæstet Jorderige og, hvad deri er.
Vannawk loe nang ih hmuen ah oh o, long doeh nang ih ni; long hoi athung ah kaom hmuennawk boih loe, nang mah ni na sak.
12 Du skabte Norden og Sønden, Thabor og Hermon fryde sig i dit Navn.
Aluek hoi aloih to na sak; Tarbo hoi Hermon loe na hmin rang hoiah anghoe tih.
13 Du har en Arm med Styrke, din Haand er stærk, din højre Haand er ophøjet.
Na ban loe thacakhaih hoiah koi; na ban loe thacak moe, na bantang ban loe sang.
14 Retfærdighed og Dom ere din Trones Befæstning, Miskundhed og Sandhed gaa frem for dit Ansigt.
Katoengah lokcaekhaih hoi toenghaih loe na angraeng tangkhang ohhaih ahmuen ah oh; tahmenhaih hoi loktang loe na hmaa ah caeh tih.
15 Saligt er det Folk, som kender Frydesangen; Herre! i dit Ansigts Lys vandre de.
Anghoehaih lok panoek kaminawk loe tahamhoih! Aw Angraeng, nihcae loe na hmaa ah aanghaih hoiah caeh o.
16 I dit Navn skulle de fryde sig den ganske Dag, og i din Retfærdighed ophøjes de.
Nihcae loe na hmin rang hoiah ni thokkruek anghoe o; na toenghaih rang hoiah ni nihcae mah pakoeh o.
17 Thi du er deres Styrkes Pris, og i din Velbehagelighed ophøjer du vort Horn.
Nang loe nihcae lensawkhaih hoi thacakhaih ah na oh; nang tahmenhaih rang hoiah ni kaicae ih taki loe pakoeh ah oh.
18 Thi Herren er vort Skjold og den Hellige i Israel vor Konge.
Kaicae abuephaih loe Angraeng ih ni; Ciimcai Israelnawk ih kami loe kaicae ih siangpahrang ah oh.
19 Da talte du til din Hellige i et Syn og sagde: Jeg har beredet Hjælp ved en Kæmpe, jeg har ophøjet en udvalgt ud af Folket.
Hnuksakhaih hoiah nangmah ih kaciim kami khaeah lok na thuih; thacak kami abomh hanah kang paek boeh; kaminawk thung hoi qoih ih kami maeto ka sangsak boeh.
20 Jeg har fundet David, min Tjener, jeg har salvet ham med min hellige Olie.
Ka tamna David to ka hnuk boeh; anih loe kaciim kaimah ih situi hoiah ka bawh boeh,
21 Ved ham skal min Haand holde fast, og min Arm skal styrke ham.
anih nuiah ka ban thacak tih; ka ban tampawk hoiah anih tha ka caksak han.
22 Fjenden skal ikke plage ham, og en uretfærdig Mand skal ikke trænge ham.
Misa mah anih ih hmuen to lomh pae mak ai; kasae kami ih ca mah doeh anih to pacaekthlaek mak ai.
23 Men jeg vil sønderknuse hans Modstandere for hans Ansigt og slaa dem, som hade ham.
Anih hmaa ah a misanawk to ka boh pae moe, anih hnuma kaminawk to raihaih ka paek han.
24 Men min Sandhed og min Miskundhed skulle være med ham, i mit Navn skal hans Horn ophøjes.
Ka oepthohhaih hoi ka palungnathaih anih khaeah om ueloe, ka hmin rang hoiah anih ih taki to pakoeh tih.
25 Og jeg vil udstrække hans Haand til Havet og hans højre Haand til Floderne.
Anih ih ban loe tuipui nuiah ka suek pae moe, a bantang ban to vapuinawk nuiah ka koeng pae han.
26 Han skal paakalde mig og sige: Du er min Fader, min Gud og min Frelses Klippe.
Anih mah, Nang loe kam pa, ka Sithaw, ka pahlonghaih lungsong, tiah na kawk tih.
27 Og jeg vil gøre ham til den førstefødte, til den højeste over Kongerne paa Jorden.
Anih to long siangpahrangnawk pongah sang kue, anih to ka calu ah ka suek han.
28 Jeg vil bevare ham min Miskundhed evindelig, og min Pagt skal holdes ham trolig.
Anih hanah ka palungnathaih dungzan khoek to ka suek han; ka lokmaihaih loe a nuiah cak poe tih.
29 Og jeg vil lade hans Sæd bestaa evindelig, og hans Trone, saa længe Himmelens Dage vare.
Anih ih atii to dungzan khoek to ka caksak moe, van oh nathung anih anghnuthaih angraeng tangkhang to ka caksak poe han.
30 Dersom hans Børn forlade min Lov, og de ikke vandre i mine Befalinger,
A caanawk mah ka paek ih kaalok caeh o taak moe, ka lokcaekhaih baktiah caeh o ai ah,
31 dersom de vanhellige mine Skikke og ikke holde mine Bud:
ka thuih ih loknawk to aek o moe, ka paek ih loknawk to pazui o ai nahaeloe,
32 Da vil jeg hjemsøge deres Overtrædelse med Riset og deres Misgerning med Plager.
a sakpazaehaihnawk pongah thingboeng hoiah ka thuitaek moe, a sakpazae o haih baktih toengah dan ka paek han.
33 Men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham og ikke svige min Sandhed.
Toe kai ih tahmen amlunghaih to anih khae hoiah ka la pae ving mak ai, ka oepthohhaih doeh kam rosak mak ai.
34 Jeg vil ikke vanhellige min Pagt og ikke forandre det, som er gaaet over mine Læber.
Ka sak ih lokmaihaih to kam rosak mak ai, pakha hoi ka thuih ih lok doeh kam khraisak mak ai.
35 Eet har jeg svoret ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David:
David khaeah lok kam lai mak ai, tiah ka ciimhaih hoi vaito ka khawt ah lok ka kam boeh.
36 Hans Sæd skal blive evindelig, og hans Trone som Solen for mig;
Anih ih atii loe cak poe ueloe, anih ih angraeng tangkhang loe ka hmaa ih ni baktiah om tih.
37 den skal befæstes som Maanen evindelig; og Vidnet i Skyen er trofast. (Sela)
Khrah baktiah cak poe ueloe, van ih oepthok hnukung baktiah om tih. (Selah)
38 Men nu har du forkastet og foragtet ham, du er fortørnet paa din Salvede.
Toe nang mah nang pahnawt sut boeh moe, nang panuet boeh, situi na bawh ih kami nuiah palung na phui boeh.
39 Du har tilintetgjort Pagten med din Tjener, du har vanhelliget hans Krone ned i Støvet.
Na tamna hoiah sak ih lokmaihaih to na pahnawt sut boeh moe, anih ih angraeng lumuek to panuet kaom long ah na vah pae ving boeh.
40 Du har nedrevet alle hans Mure, du har bragt Ødelæggelse over hans Befæstninger.
Anih ih sipaenawk to na phraek pae boih boeh; anih ih kacak sipaenawk doeh nam rosak boeh.
41 Alle, som gik forbi paa Vejen, have plyndret ham, han er bleven til Spot for sine Naboer.
Loklam ah caeh kaminawk mah anih to lomh o; anih loe ataeng ah kaom kaminawk kasaethuih han koi ah oh.
42 Du har ophøjet hans Modstanderes højre Haand, du har glædet alle hans Fjender.
A misanawk ih bantang ban to na toengh pae tahang; a misanawk boih to nang hoesak boeh.
43 Ja, du lader hans skarpe Sværd vige tilbage og har ikke ladet ham bestaa i Krigen.
Anih ih sumsen haa to na paqoi pae ving boeh; anih misatuk naah nang doe haih ai boeh.
44 Du har ladet hans Glans høre op og kastet hans Trone til Jorden.
A lensawkhaih to na boengsak moe, anih ih angraeng tangkhang to long ah na vah pae ving boeh.
45 Du har forkastet hans Ungdoms Dage, du har skjult ham med Haan. (Sela)
A qoeng li naah aninawk to na duemsak; azathaih hoiah anih to na khuk khoep boeh. (Selah)
46 Hvor længe, Herre! vil du skjule dig evindelig? hvor længe skal din Harme brænde som Ild?
Nasetto maw? Aw Angraeng, nang hawk poe han boeh maw? Palung na phuihaih hmai baktiah kangh tih maw?
47 Kom i Hu, hvad en Levetid er, til hvilken Forfængelighed du har skabt alle Menneskens Børn?
Ka hinghaih loe nasetto maw duemh, tito panoek ah; na sak ih kaminawk loe azom pui ah ni oh o.
48 Hvo er den Mand, som lever og ikke skal se Døden? som kan fri sin Sjæl fra Dødsrigets Vold? (Sela) (Sheol h7585)
Kawbaktih kami maw duekhaih tongh ai ah hing thaih? Anih loe taprong thacakhaih thung hoiah a hinghaih pahlong thai tih maw? (Selah) (Sheol h7585)
49 Herre! hvor ere dine forrige Naadegerninger, som du tilsvor David i din Sandhed?
Aw Angraeng, loktang lok hoiah na tamna David khaeah na sak ih lokmaihaih hoi canghnii ih na tahmenhaih to naah maw oh ving boeh?
50 Herre! kom dine Tjeneres Forsmædelse i Hu, som jeg bærer i min Barm, den fra alle de mange Folkefærd,
Angraeng, na tamnanawk pahnuithuihhaih to pakuem poe ah; thacak kaminawk boih mah kasaethuihaih to palung thung hoi kawbang maw ka pauep, tito panoek ah,
51 med hvilken dine Fjender have bespottet, Herre! med hvilken de have bespottet din Salvedes Fodspor.
Aw Angraeng, na misanawk mah kasae a thuih o; nihcae loe nangmah na caksak kami ih khok tangkannawk to pahnui o thuih boeh.
52 Lovet være Herren evindelig! Amen, ja, amen.
Angraeng khaeah tahamhoihaih dungzan khoek to om nasoe! Amen hoi Amen.
