Salme 88
1 En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning af Heman, Esrahiteren. Herre, min Frelses Gud! jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig.
Ein song, ein salme av Korahs born. Til songmeisteren; etter Mahalat leannot; ein song til lærdom av ezrahiten Heman. Herre, min Frelse-Gud! Dag og natt ropar eg framfyre deg.
2 Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøj dit Øre til mit Raab!
Lat mi bøn koma for di åsyn, bøyg ditt øyra til mitt klagerop!
For mi sjæl er mett av ulukkor, og mitt liv er kome nær til helheimen. (Sheol h7585)
4 Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, jeg er som en Mand uden Kraft,
Eg er rekna lik deim som fer ned i gravi, eg er som ein mann utan livskraft.
5 løsladt iblandt de døde, som de ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du ikke ydermere kommer i Hu, da de ere udrevne af din Haand.
Eg er forlaten millom dei daude, som dei ihelslegne som ligg i gravi, som du ikkje meir kjem i hug, då dei er avskorne frå di hand.
6 Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder.
Du hev lagt meg i den djupe hola, i myrkrer, i ovdjup.
7 Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. (Sela)
Din harm kvilar tungt på meg, og med alle dine bylgjor trengjer du meg. (Sela)
8 Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indelukket og gaar ikke ud.
Du hev drive mine kjenningar langt burt frå meg, du hev gjort meg til ein styggedom for deim, eg er innestengd og kann ikkje koma ut.
9 Mit Øje er bedrøvet af Elendighed; Herre! jeg har raabt til dig den ganske Dag, jeg har udbredt mine Hænder til dig.
Mitt auga hev vanmegtast av liding, eg hev kalla på deg kvar dag, Herre, eg hev rett ut mine hender til deg.
10 Vil du vel gøre Undere for de døde? eller skulle Dødninger opstaa, skulle de takke dig? (Sela)
Gjer du vel under for dei daude? eller vil skuggar stand upp og lova deg? (Sela)
11 Fortælles der vel i Graven om din Miskundhed? om din Sandhed i Dødens Bo?
Tru dei i gravi fortel um di miskunn, og um di truskap i avgrunnen?
12 Kendes vel dine Undere i Mørket? eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?
Vert dine under kjende i myrkret, og di rettferd i gløymelandet?
13 Men jeg har raabt til dig Herre! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen.
Men eg ropar til deg, Herre, og um morgonen kjem mi bøn imot deg.
14 Hvorfor, Herre! forkaster du min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.
Kvifor, Herre, støyter du burt mi sjæl? Kvifor løyner du ditt andlit for meg?
15 Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle.
Arm er eg og døyande frå ungdomen av, eg ber dine rædslor, eg lyt gjeva meg yver.
16 Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig; Rædsler for dig have tilintetgjort mig.
Logarne av din harm hev gjenge yver meg, dine skræmor hev gjort meg til inkjes.
17 De have omringet mig som Vande den ganske Dag, de have omspændt mig tilsammen.
Dei hev ringa seg um meg som vatn all dagen, dei hev i samlag kringsett meg.
18 Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.
Du hev drive langt burt frå meg ven og næste, mine kjenningar er myrkret.
