Salme 88
1 En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning af Heman, Esrahiteren. Herre, min Frelses Gud! jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig.
En sang; en salme av Korahs barn; til sangmesteren; efter Mahalat leannot; en læresalme av Heman, esrahitten. Herre, min frelses Gud! Om dagen og om natten roper jeg for dig.
2 Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøj dit Øre til mit Raab!
La min bønn komme for ditt åsyn, bøi ditt øre til mitt klagerop!
For min sjel er mett av ulykker, og mitt liv er kommet nær til dødsriket. (Sheol h7585)
4 Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, jeg er som en Mand uden Kraft,
Jeg aktes like med dem som farer ned i hulen; jeg er som en mann uten kraft,
5 løsladt iblandt de døde, som de ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du ikke ydermere kommer i Hu, da de ere udrevne af din Haand.
frigitt som en av de døde, lik de ihjelslagne som ligger i graven, som du ikke mere kommer i hu, fordi de er skilt fra din hånd.
6 Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder.
Du har lagt mig i dypenes hule, på mørke steder, i avgrunner.
7 Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. (Sela)
Din vrede tynger på mig, og med alle dine bølger trenger du mig. (Sela)
8 Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indelukket og gaar ikke ud.
Du har drevet mine kjenninger langt bort fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er stengt inne og kommer ikke ut.
9 Mit Øje er bedrøvet af Elendighed; Herre! jeg har raabt til dig den ganske Dag, jeg har udbredt mine Hænder til dig.
Mitt øie er vansmektet av elendighet; jeg har påkalt dig, Herre, hver dag, jeg har utbredt mine hender til dig.
10 Vil du vel gøre Undere for de døde? eller skulle Dødninger opstaa, skulle de takke dig? (Sela)
Mon du gjør undergjerninger for de døde, eller mon dødninger står op og priser dig? (Sela)
11 Fortælles der vel i Graven om din Miskundhed? om din Sandhed i Dødens Bo?
Mon der fortelles i graven om din miskunnhet, i avgrunnen om din trofasthet?
12 Kendes vel dine Undere i Mørket? eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?
Mon din undergjerning blir kjent i mørket, og din rettferdighet i glemselens land?
13 Men jeg har raabt til dig Herre! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen.
Men jeg roper til dig, Herre, og om morgenen kommer min bønn dig i møte.
14 Hvorfor, Herre! forkaster du min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.
Hvorfor, Herre, forkaster du min sjel? Hvorfor skjuler du ditt åsyn for mig?
15 Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle.
Elendig er jeg og døende fra ungdommen av; jeg bærer dine redsler, jeg må fortvile.
16 Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig; Rædsler for dig have tilintetgjort mig.
Din vredes luer har gått over mig, dine redsler har tilintetgjort mig.
17 De have omringet mig som Vande den ganske Dag, de have omspændt mig tilsammen.
De har omgitt mig som vann hele dagen, de har omringet mig alle sammen.
18 Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.
Du har drevet venn og næste langt bort fra mig; mine kjenninger er det mørke sted.
