Salme 88
1 En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning af Heman, Esrahiteren. Herre, min Frelses Gud! jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig.
Canticum Psalmi, filiis Core, in finem, pro Maheleth ad respondendum. Intellectus Eman Ezrahitæ. Domine, Deus salutis meæ, in die clamavi et nocte coram te.
2 Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøj dit Øre til mit Raab!
Intret in conspectu tuo oratio mea, inclina aurem tuam ad precem meam.
Quia repleta est malis anima mea, et vita mea inferno appropinquavit. (Sheol h7585)
4 Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, jeg er som en Mand uden Kraft,
Æstimatus sum cum descendentibus in lacum, factus sum sicut homo sine adjutorio,
5 løsladt iblandt de døde, som de ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du ikke ydermere kommer i Hu, da de ere udrevne af din Haand.
inter mortuos liber; sicut vulnerati dormientes in sepulchris, quorum non es memor amplius, et ipsi de manu tua repulsi sunt.
6 Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder.
Posuerunt me in lacu inferiori, in tenebrosis, et in umbra mortis.
7 Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. (Sela)
Super me confirmatus est furor tuus, et omnes fluctus tuos induxisti super me.
8 Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indelukket og gaar ikke ud.
Longe fecisti notos meos a me; posuerunt me abominationem sibi. Traditus sum, et non egrediebar;
9 Mit Øje er bedrøvet af Elendighed; Herre! jeg har raabt til dig den ganske Dag, jeg har udbredt mine Hænder til dig.
oculi mei languerunt præ inopia. Clamavi ad te, Domine, tota die; expandi ad te manus meas.
10 Vil du vel gøre Undere for de døde? eller skulle Dødninger opstaa, skulle de takke dig? (Sela)
Numquid mortuis facies mirabilia? aut medici suscitabunt, et confitebuntur tibi?
11 Fortælles der vel i Graven om din Miskundhed? om din Sandhed i Dødens Bo?
Numquid narrabit aliquis in sepulchro misericordiam tuam, et veritatem tuam in perditione?
12 Kendes vel dine Undere i Mørket? eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?
Numquid cognoscentur in tenebris mirabilia tua? et justitia tua in terra oblivionis?
13 Men jeg har raabt til dig Herre! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen.
Et ego ad te, Domine, clamavi, et mane oratio mea præveniet te.
14 Hvorfor, Herre! forkaster du min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.
Ut quid, Domine, repellis orationem meam; avertis faciem tuam a me?
15 Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle.
Pauper sum ego, et in laboribus a juventute mea; exaltatus autem, humiliatus sum et conturbatus.
16 Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig; Rædsler for dig have tilintetgjort mig.
In me transierunt iræ tuæ, et terrores tui conturbaverunt me:
17 De have omringet mig som Vande den ganske Dag, de have omspændt mig tilsammen.
circumdederunt me sicut aqua tota die; circumdederunt me simul.
18 Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.
Elongasti a me amicum et proximum, et notos meos a miseria.
