Salme 88
1 En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning af Heman, Esrahiteren. Herre, min Frelses Gud! jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig.
A Song, a Psalm, by sons of Korah, to the Overseer, 'Concerning the Sickness of Afflictions.' — An instruction, by Heman the Ezrahite. O Jehovah, God of my salvation, Daily I have cried, nightly before Thee,
2 Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøj dit Øre til mit Raab!
My prayer cometh in before Thee, Incline Thine ear to my loud cry,
For my soul hath been full of evils, And my life hath come to Sheol. (Sheol h7585)
4 Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, jeg er som en Mand uden Kraft,
I have been reckoned with those going down [to] the pit, I have been as a man without strength.
5 løsladt iblandt de døde, som de ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du ikke ydermere kommer i Hu, da de ere udrevne af din Haand.
Among the dead — free, As pierced ones lying in the grave, Whom Thou hast not remembered any more, Yea, they by Thy hand have been cut off.
6 Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder.
Thou hast put me in the lowest pit, In dark places, in depths.
7 Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. (Sela)
Upon me hath Thy fury lain, And [with] all Thy breakers Thou hast afflicted. (Selah)
8 Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indelukket og gaar ikke ud.
Thou hast put mine acquaintance far from me, Thou hast made me an abomination to them, Shut up — I go not forth.
9 Mit Øje er bedrøvet af Elendighed; Herre! jeg har raabt til dig den ganske Dag, jeg har udbredt mine Hænder til dig.
Mine eye hath grieved because of affliction, I called Thee, O Jehovah, all the day, I have spread out unto Thee my hands.
10 Vil du vel gøre Undere for de døde? eller skulle Dødninger opstaa, skulle de takke dig? (Sela)
To the dead dost Thou do wonders? Do Rephaim rise? do they thank Thee? (Selah)
11 Fortælles der vel i Graven om din Miskundhed? om din Sandhed i Dødens Bo?
Is Thy kindness recounted in the grave? Thy faithfulness in destruction?
12 Kendes vel dine Undere i Mørket? eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?
Are Thy wonders known in the darkness? And Thy righteousness in the land of forgetfulness?
13 Men jeg har raabt til dig Herre! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen.
And I, unto Thee, O Jehovah, I have cried, And in the morning doth my prayer come before Thee.
14 Hvorfor, Herre! forkaster du min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.
Why, O Jehovah, castest Thou off my soul? Thou hidest Thy face from me.
15 Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle.
I [am] afflicted, and expiring from youth, I have borne Thy terrors — I pine away.
16 Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig; Rædsler for dig have tilintetgjort mig.
Over me hath Thy wrath passed, Thy terrors have cut me off,
17 De have omringet mig som Vande den ganske Dag, de have omspændt mig tilsammen.
They have surrounded me as waters all the day, They have gone round against me together,
18 Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.
Thou hast put far from me lover and friend, Mine acquaintance [is] the place of darkness!
