Salme 88
1 En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning af Heman, Esrahiteren. Herre, min Frelses Gud! jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig.
“A psalm of the sons of Korah. For the leader of the music. Upon wind instruments. A psalm of Heman, the Ezrahite.” O LORD, God of my salvation! To thee do I cry by day, And by night is my prayer before thee!
2 Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøj dit Øre til mit Raab!
Let my supplication come before thee; Incline thine ear to my cry!
For my soul is full of misery, And my life draweth near to the underworld. (Sheol h7585)
4 Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, jeg er som en Mand uden Kraft,
I am counted with those who are going down to the pit; I am like one who hath no strength.
5 løsladt iblandt de døde, som de ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du ikke ydermere kommer i Hu, da de ere udrevne af din Haand.
I am left to myself among the dead, Like the slain who lie in the grave, Whom thou no more rememberest, And who are cut off from thy [[protecting]] hand.
6 Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder.
Thou hast placed me in a deep pit, In a dark and deep abyss.
7 Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. (Sela)
Thy wrath presseth hard upon me, And thou afflictest me with all thy waves! (Pause)
8 Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indelukket og gaar ikke ud.
Thou hast put mine acquaintances far from me, Yea, thou hast made me their abhorrence: I am shut up, and cannot go forth.
9 Mit Øje er bedrøvet af Elendighed; Herre! jeg har raabt til dig den ganske Dag, jeg har udbredt mine Hænder til dig.
Mine eyes languish by reason of my affliction. I call upon thee daily, O LORD! To thee do I stretch out my hands!
10 Vil du vel gøre Undere for de døde? eller skulle Dødninger opstaa, skulle de takke dig? (Sela)
Canst thou show wonders to the dead? Shall the dead arise, and praise thee? (Pause)
11 Fortælles der vel i Graven om din Miskundhed? om din Sandhed i Dødens Bo?
Shall thy goodness be declared in the grave, Or thy faithfulness in the place of corruption?
12 Kendes vel dine Undere i Mørket? eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?
Shall thy wonders be known in the dark, And thy justice in the land of forgetfulness?
13 Men jeg har raabt til dig Herre! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen.
To thee do I cry, O LORD! In the morning doth my cry come before thee.
14 Hvorfor, Herre! forkaster du min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.
Why, O LORD! dost thou cast me off? Why hidest thou thy face from me?
15 Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle.
I have been afflicted and languishing from my youth; I suffer thy terrors, and am distracted.
16 Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig; Rædsler for dig have tilintetgjort mig.
Thy fierce wrath overwhelmeth me; Thy terrors utterly destroy me.
17 De have omringet mig som Vande den ganske Dag, de have omspændt mig tilsammen.
They surround me daily like water; They compass me about together.
18 Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.
Lover and friend hast thou put far from me; My acquaintances are withdrawn from my sight.
