Salme 88
1 En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning af Heman, Esrahiteren. Herre, min Frelses Gud! jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig.
A song or Psalme of Heman the Ezrahite to give instruction, committed to the sonnes of Korah for him that excelleth upon Malath Leannoth. O Lord God of my saluation, I cry day and night before thee.
2 Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøj dit Øre til mit Raab!
Let my prayer enter into thy presence: incline thine eare vnto my cry.
For my soule is filled with euils, and my life draweth neere to the graue. (Sheol h7585)
4 Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, jeg er som en Mand uden Kraft,
I am counted among them that go downe vnto the pit, and am as a man without strength:
5 løsladt iblandt de døde, som de ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du ikke ydermere kommer i Hu, da de ere udrevne af din Haand.
Free among the dead, like the slaine lying in the graue, whome thou remembrest no more, and they are cut off from thine hand.
6 Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder.
Thou hast layde me in the lowest pit, in darkenes, and in the deepe.
7 Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. (Sela)
Thine indignation lyeth vpon me, and thou hast vexed me with all thy waues. (Selah)
8 Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indelukket og gaar ikke ud.
Thou hast put away mine acquaintance farre from me, and made mee to be abhorred of them: I am shut vp, and cannot get foorth.
9 Mit Øje er bedrøvet af Elendighed; Herre! jeg har raabt til dig den ganske Dag, jeg har udbredt mine Hænder til dig.
Mine eye is sorowfull through mine affliction: Lord, I call dayly vpon thee: I stretch out mine hands vnto thee.
10 Vil du vel gøre Undere for de døde? eller skulle Dødninger opstaa, skulle de takke dig? (Sela)
Wilt thou shewe a miracle to the dead? or shall the dead rise and prayse thee? (Selah)
11 Fortælles der vel i Graven om din Miskundhed? om din Sandhed i Dødens Bo?
Shall thy louing kindenes be declared in the graue? or thy faithfulnes in destruction?
12 Kendes vel dine Undere i Mørket? eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?
Shall thy wonderous workes be knowen in the darke? and thy righteousnes in the land of obliuion?
13 Men jeg har raabt til dig Herre! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen.
But vnto thee haue I cryed, O Lord, and early shall my prayer come before thee.
14 Hvorfor, Herre! forkaster du min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.
Lord, why doest thou reiect my soule, and hidest thy face from me?
15 Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle.
I am afflicted and at the point of death: from my youth I suffer thy terrours, doubting of my life.
16 Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig; Rædsler for dig have tilintetgjort mig.
Thine indignations goe ouer me, and thy feare hath cut me off.
17 De have omringet mig som Vande den ganske Dag, de have omspændt mig tilsammen.
They came round about me dayly like water, and compassed me together.
18 Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.
My louers and friends hast thou put away from me, and mine acquaintance hid themselues.
