Salme 88
1 En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning af Heman, Esrahiteren. Herre, min Frelses Gud! jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig.
A Song, a Psalm for the sons of Korah. To the chief Musician. Upon Mahalath Leannoth. An instruction. Of Heman the Ezrahite. Jehovah, God of my salvation, I have cried by day [and] in the night before thee.
2 Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøj dit Øre til mit Raab!
Let my prayer come before thee; incline thine ear unto my cry.
For my soul is full of troubles, and my life draweth nigh to Sheol. (Sheol h7585)
4 Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, jeg er som en Mand uden Kraft,
I am reckoned with them that go down into the pit; I am as a man that hath no strength:
5 løsladt iblandt de døde, som de ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du ikke ydermere kommer i Hu, da de ere udrevne af din Haand.
Prostrate among the dead, like the slain that lie in the grave; whom thou rememberest no more, and who are cut off from thy hand.
6 Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder.
Thou hast laid me in the lowest pit, in dark places, in the deeps.
7 Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. (Sela)
Thy fury lieth hard upon me, and thou hast afflicted [me] with all thy waves. (Selah)
8 Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indelukket og gaar ikke ud.
Thou hast put my familiar friends far from me; thou hast made me an abomination unto them: I am shut up, and I cannot come forth.
9 Mit Øje er bedrøvet af Elendighed; Herre! jeg har raabt til dig den ganske Dag, jeg har udbredt mine Hænder til dig.
Mine eye consumeth by reason of affliction. Upon thee, Jehovah, have I called every day; I have stretched out my hands unto thee.
10 Vil du vel gøre Undere for de døde? eller skulle Dødninger opstaa, skulle de takke dig? (Sela)
Wilt thou do wonders to the dead? shall the shades arise and praise thee? (Selah)
11 Fortælles der vel i Graven om din Miskundhed? om din Sandhed i Dødens Bo?
Shall thy loving-kindness be declared in the grave? thy faithfulness in Destruction?
12 Kendes vel dine Undere i Mørket? eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?
Shall thy wonders be known in the dark? and thy righteousness in the land of forgetfulness?
13 Men jeg har raabt til dig Herre! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen.
But as for me, Jehovah, I cry unto thee, and in the morning my prayer cometh before thee.
14 Hvorfor, Herre! forkaster du min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.
Why, O Jehovah, castest thou off my soul? [why] hidest thou thy face from me?
15 Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle.
I am afflicted and expiring from my youth up; I suffer thy terrors, [and] I am distracted.
16 Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig; Rædsler for dig have tilintetgjort mig.
Thy fierce anger hath gone over me; thy terrors have brought me to nought:
17 De have omringet mig som Vande den ganske Dag, de have omspændt mig tilsammen.
They have surrounded me all the day like water; they have compassed me about together.
18 Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.
Lover and associate hast thou put far from me: my familiar friends are darkness.
