Salme 88
1 En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning af Heman, Esrahiteren. Herre, min Frelses Gud! jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig.
(En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;
2 Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøj dit Øre til mit Raab!
lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!
Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, (Sheol h7585)
4 Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, jeg er som en Mand uden Kraft,
jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
5 løsladt iblandt de døde, som de ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du ikke ydermere kommer i Hu, da de ere udrevne af din Haand.
kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.
6 Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder.
Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;
7 Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. (Sela)
tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. (Sela)
8 Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indelukket og gaar ikke ud.
Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,
9 Mit Øje er bedrøvet af Elendighed; Herre! jeg har raabt til dig den ganske Dag, jeg har udbredt mine Hænder til dig.
mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
10 Vil du vel gøre Undere for de døde? eller skulle Dødninger opstaa, skulle de takke dig? (Sela)
Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? (Sela)
11 Fortælles der vel i Graven om din Miskundhed? om din Sandhed i Dødens Bo?
Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
12 Kendes vel dine Undere i Mørket? eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?
Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
13 Men jeg har raabt til dig Herre! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen.
Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
14 Hvorfor, Herre! forkaster du min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.
Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?
15 Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle.
Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
16 Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig; Rædsler for dig have tilintetgjort mig.
din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
17 De have omringet mig som Vande den ganske Dag, de have omspændt mig tilsammen.
som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
18 Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.
Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
