Salme 88
1 En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning af Heman, Esrahiteren. Herre, min Frelses Gud! jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig.
Pjesma. Psalam. Sinova Korahovih. Zborovođi. Po napjevu “Bolest”. Za pjevanje. Poučna pjesma. Ezrahijca Hemana. Jahve, Bože moj, vapijem danju, a noću naričem pred tobom.
2 Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøj dit Øre til mit Raab!
Neka dopre do tebe molitva moja, prigni uho k vapaju mome.
Jer mi je duša zasićena patnjama, moj se život bliži Podzemlju. (Sheol h7585)
4 Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, jeg er som en Mand uden Kraft,
Broje me k onima što u grob silaze, postadoh sličan nemoćniku.
5 løsladt iblandt de døde, som de ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du ikke ydermere kommer i Hu, da de ere udrevne af din Haand.
Među mrtvima moj je ležaj, poput ubijenih što leže u grobu kojih se više ne spominješ, od kojih si ustegao ruku.
6 Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder.
Smjestio si me u jamu duboku, u tmine, u bezdan.
7 Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. (Sela)
Teško me pritišće ljutnja tvoja i svim me valima svojim prekrivaš.
8 Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indelukket og gaar ikke ud.
Udaljio si od mene znance moje, Óučini da im gnusan budem: zatvoren sam, ne mogu izaći.
9 Mit Øje er bedrøvet af Elendighed; Herre! jeg har raabt til dig den ganske Dag, jeg har udbredt mine Hænder til dig.
Od nevolje oči mi gasnu: vapijem tebi, Jahve, iz dana u dan, za tobom ruke pružam.
10 Vil du vel gøre Undere for de døde? eller skulle Dødninger opstaa, skulle de takke dig? (Sela)
Zar na mrtvima činiš čudesa? Zar će sjene ustati i hvaliti tebe?
11 Fortælles der vel i Graven om din Miskundhed? om din Sandhed i Dødens Bo?
Zar se u grobu pripovijeda o tvojoj dobroti? O vjernosti tvojoj u Propasti?
12 Kendes vel dine Undere i Mørket? eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?
Zar se u tmini objavljuju čudesa tvoja i tvoja pravda u Zaboravu?
13 Men jeg har raabt til dig Herre! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen.
Ipak ja vapijem tebi, Jahve, prije jutra molitvom te pretječem.
14 Hvorfor, Herre! forkaster du min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.
Zašto, Jahve, odbacuješ dušu moju? Zašto sakrivaš lice od mene?
15 Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle.
Bijedan sam i umirem već od dječaštva, klonuh noseći tvoje strahote.
16 Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig; Rædsler for dig have tilintetgjort mig.
Preko mene prijeđoše vihori tvojega gnjeva, strahote me tvoje shrvaše,
17 De have omringet mig som Vande den ganske Dag, de have omspændt mig tilsammen.
okružuju me kao voda sveudilj, optječu me svi zajedno.
18 Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.
Udaljio si od mene prijatelja i druga: mrak mi je znanac jedini.
