< Salme 88 >
1 En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning af Heman, Esrahiteren. Herre, min Frelses Gud! jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig.
Korah ih caanawk hanah saam laa. Katoeng kruek zaehoikung, Mahalath ah sak koi Heman Ezrahite ih Maskil. Ka pahlonghaih Angraeng Sithaw, nang khaeah aqum athun kang hangh.
2 Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøj dit Øre til mit Raab!
Lawk ka thuihaih nang khaeah pha nasoe; ka hanghaih lok na tahngai pae ah.
3 Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er Dødsriget nær. (Sheol )
Ka hinghaih mah raihaih tong boeh moe, ka hinghaih taprong taengah phak boeh. (Sheol )
4 Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, jeg er som en Mand uden Kraft,
Kai loe tangqom thungah caeh kaminawk hoi nawnto ang kroek o hmaek boeh; tha tawn ai kami baktiah ni ka oh sut boeh.
5 løsladt iblandt de døde, som de ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du ikke ydermere kommer i Hu, da de ere udrevne af din Haand.
Kadueh kaminawk salakah vah sut ih kami, kami hum moe, taprong ah pasong o ih baktiah, na ban thung hoiah na takhoe ving moe, anih to na panoek ai boeh.
6 Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder.
Kathuk koek tangqom, kaving moe, kathuk parai tangqom thungah nang pasong.
7 Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. (Sela)
Palung na phuihaih mah kai ang taeh; kai hae na tuiphunawk boih hoiah nang pacaekthlaek. (Selah)
8 Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indelukket og gaar ikke ud.
Kam puinawk to nang lak pae ving; kai hae nihcae mah panuet hanah nang sak; kai nang paung caeng pongah, tasa bangah ka tacawt thai ai boeh.
9 Mit Øje er bedrøvet af Elendighed; Herre! jeg har raabt til dig den ganske Dag, jeg har udbredt mine Hænder til dig.
Raihaih mah ka mik amrosak boeh; Angraeng, ni thokkruek nang kang kawk; nang khaeah ka ban kang payangh.
10 Vil du vel gøre Undere for de døde? eller skulle Dødninger opstaa, skulle de takke dig? (Sela)
Kadueh kaminawk hanah dawnrai hmuen na sak pae han maw? Kadueh kaminawk angthawk o ueloe, nang to saphaw o tih maw? (Selah)
11 Fortælles der vel i Graven om din Miskundhed? om din Sandhed i Dødens Bo?
Nam lunghaih to taprong thungah thui o tih maw, to tih ai boeh loe na oepthohhaih to amrohaih thungah thui o tih maw?
12 Kendes vel dine Undere i Mørket? eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?
Na sak ih dawnrai hmuennawk to khoving thungah panoek o tih maw? Na toenghaih doeh pahnet thaih prae ah panoek o tih maw?
13 Men jeg har raabt til dig Herre! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen.
Toe Aw Angraeng, kai loe nang khaeah ka qah; akhawn bangah lawkthuihaih loe na hmaa ah phak boeh.
14 Hvorfor, Herre! forkaster du min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.
Angraeng, tipongah ka pakhra nang vah pae ving loe? Tipongah mikhmai nang hawk taak ving loe?
15 Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle.
Kai loe nawkta nathuem hoi patang ka khang boeh moe, ka duek duih boeh; raihaih nang tongsak pongah kang pho sut boeh.
16 Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig; Rædsler for dig have tilintetgjort mig.
Palung na phuihaih mah kai ang kraeng khoep boeh; nang tongsak ih raihaih mah ang paro boeh.
17 De have omringet mig som Vande den ganske Dag, de have omspændt mig tilsammen.
To hmuennawk loe tuibaktiah ka taengah ni thokkruek angzoh o; kai hae nawnto ang takui o.
18 Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.
Palung ih kami hoi ampuinawk to kai khae hoi kangthla ah nang suek pae, kam puinawk loe vinghaih thungah oh o.