Salme 81
1 Til Sangmesteren; til Githith; af Asaf.
In finem, pro torcularibus. Psalmus ipsi Asaph. [Exsultate Deo adjutori nostro; jubilate Deo Jacob.
2 Synger med Fryd for Gud, vor Styrke, raaber med Glæde for Jakobs Gud!
Sumite psalmum, et date tympanum; psalterium jucundum cum cithara.
3 Istemmer Lovsang, og giver Trommen, den liflige Harpe med Psalteren hid!
Buccinate in neomenia tuba, in insigni die solemnitatis vestræ:
4 Blæser i Trompeten ved Nymaane, ved Fuldmaane, til vor Højtidsdag!
quia præceptum in Israël est, et judicium Deo Jacob.
5 Thi den er en Skik i Israel, en Lov for Jakobs Gud.
Testimonium in Joseph posuit illud, cum exiret de terra Ægypti; linguam quam non noverat, audivit.
6 Den satte han til et Vidnesbyrd i Josef, der han drog ud imod Ægyptens Land; jeg hørte en Røst, som jeg ikke kendte:
Divertit ab oneribus dorsum ejus; manus ejus in cophino servierunt.
7 „Jeg tog Byrden bort fra hans Skuldre, hans Hænder bleve befriede fra Bærekurven.
In tribulatione invocasti me, et liberavi te. Exaudivi te in abscondito tempestatis; probavi te apud aquam contradictionis.
8 Du paakaldte i Nøden, og jeg udfriede dig; jeg bønhørte dig fra Tordenskyens Skjul, jeg prøvede dig ved Meriba Vande. (Sela)
Audi, populus meus, et contestabor te. Israël, si audieris me,
9 Hør, mit Folk! og jeg vil vidne imod dig; Israel! gid du vilde høre mig.
non erit in te deus recens, neque adorabis deum alienum.
10 Der skal ingen fremmed Gud være hos dig, og du skal ikke tilbede andre Folks Gud.
Ego enim sum Dominus Deus tuus, qui eduxi te de terra Ægypti. Dilata os tuum, et implebo illud.
11 Jeg er Herren din Gud, som førte dig op fra Ægyptens Land; lad din Mund vidt op, og jeg vil fylde den.
Et non audivit populus meus vocem meam, et Israël non intendit mihi.
12 Men mit Folk hørte ikke min Røst, og Israel vilde ikke tjene mig.
Et dimisi eos secundum desideria cordis eorum; ibunt in adinventionibus suis.
13 Og jeg lod dem fare i deres Hjertes Stivhed; de vandrede efter deres egne Raad.
Si populus meus audisset me, Israël si in viis meis ambulasset,
14 Gid mit Folk vilde høre mig! gid Israel vilde vandre paa mine Veje!
pro nihilo forsitan inimicos eorum humiliassem, et super tribulantes eos misissem manum meam.
15 Da vilde jeg om et lidet ydmyge deres Fjender og vende min Haand imod deres Modstandere.
Inimici Domini mentiti sunt ei, et erit tempus eorum in sæcula.
16 De, som hade Herren, skulde smigre for det, og deres Tid skulde vare evindelig. Og jeg skulde bespise det med den bedste Hvede, ja, jeg vilde mætte dig med Honning af en Klippe‟.
Et cibavit eos ex adipe frumenti, et de petra melle saturavit eos.]
