Salme 81
1 Til Sangmesteren; til Githith; af Asaf.
Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Asaf.
2 Synger med Fryd for Gud, vor Styrke, raaber med Glæde for Jakobs Gud!
Jubler for Gud, vor Styrke, raab af fryd for Jakobs Gud,
3 Istemmer Lovsang, og giver Trommen, den liflige Harpe med Psalteren hid!
istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen;
4 Blæser i Trompeten ved Nymaane, ved Fuldmaane, til vor Højtidsdag!
stød i Hornet paa Nymaanedagen, ved Fuldmaaneskin paa vor Højtidsdag!
5 Thi den er en Skik i Israel, en Lov for Jakobs Gud.
Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud;
6 Den satte han til et Vidnesbyrd i Josef, der han drog ud imod Ægyptens Land; jeg hørte en Røst, som jeg ikke kendte:
han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.
7 „Jeg tog Byrden bort fra hans Skuldre, hans Hænder bleve befriede fra Bærekurven.
»Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven.
8 Du paakaldte i Nøden, og jeg udfriede dig; jeg bønhørte dig fra Tordenskyens Skjul, jeg prøvede dig ved Meriba Vande. (Sela)
I Nøden raabte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. (Sela)
9 Hør, mit Folk! og jeg vil vidne imod dig; Israel! gid du vilde høre mig.
Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig!
10 Der skal ingen fremmed Gud være hos dig, og du skal ikke tilbede andre Folks Gud.
En fremmed Gud maa ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud!
11 Jeg er Herren din Gud, som førte dig op fra Ægyptens Land; lad din Mund vidt op, og jeg vil fylde den.
Jeg, HERREN, jeg er din Gud, som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den!
12 Men mit Folk hørte ikke min Røst, og Israel vilde ikke tjene mig.
Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke.
13 Og jeg lod dem fare i deres Hjertes Stivhed; de vandrede efter deres egne Raad.
Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Raad.
14 Gid mit Folk vilde høre mig! gid Israel vilde vandre paa mine Veje!
Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gaa mine Veje!
15 Da vilde jeg om et lidet ydmyge deres Fjender og vende min Haand imod deres Modstandere.
Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Haand mod deres Uvenner!
16 De, som hade Herren, skulde smigre for det, og deres Tid skulde vare evindelig. Og jeg skulde bespise det med den bedste Hvede, ja, jeg vilde mætte dig med Honning af en Klippe‟.
Deres Avindsmænd skulde falde og gaa til Grunde for evigt; jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!«
