Salme 79
1 Gud! Hedningerne have brudt ind i din Arv, de have besmittet dit hellige Tempel, de have gjort Jerusalem til Stenhobe.
MAIN Kot, men liki kan tan don japwilim omui jojo; irail kajamilela japwilim omui im jaraui, o re wiaki Ierujalem kantakai eu.
2 De have givet dine Tjeneres døde Kroppe hen som Føde til Fuglene under Himmelen, dine helliges Kød til de vilde Dyr i Landet.
Re ki oner manpir en pan lan akan kalep en japwilim omui ladu kan, o uduk en japwilim omui jaraui kan on man en nan jap akan.
3 De have udøst deres Blod som Vand trindt omkring Jerusalem, og der var ingen, som begrov dem.
Impan Ierujalem irail wudo kila nt’ ar dueta pil, o jota, me pan jarepedi.
4 Vi ere blevne vore Naboer til en Forsmædelse, dem, som ere trindt omkring os, til Spot og Haan.
Kit wialar kanamenok eu on men imp at, o me kapil kit pena, kin lalaue o kaurur kin kit.
5 Herre, hvor længe vil du være vred evindelig? skal din Nidkærhed brænde som en Ild?
Main leowa, arai da kom pan kotin onion, o inon en kupur omui pan lulada dueta kijiniai?
6 Udøs din Harme over Hedningerne, som ikke kende dig, og over de Riger, som ikke paakalde dit Navn.
Kom kotin wudokidi on men liki kan, me jaja komui, omui onion, o on wei kan, me jota kin likwir on mar omui.
7 Thi man har fortæret Jakob og ødelagt hans Bolig.
Pwe re kawelar Iakop o im ar akan.
8 Kom os ikke Forfædrenes Misgerninger i Hu; skynd dig, lad din Barmhjertighed komme os i Møde, thi vi ere blevne saare ringe.
Kom der kotin tamanda dip en jam at akan; a kom kotin madan jauaja kit, pwe kit me malaulaular.
9 Hjælp os, vor Frelses Gud! for dit Navns Æres Skyld og fri os og forlad os vore Synder for dit Navns Skyld.
Main Kot, jauaj pat, kom kotin jauaja kit, pweki wau en mar omui. Kom kotin dore kit ala o kotin maki on kit dip at akan, pweki mar omui!
10 Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er deres Gud? lad det kendes paa Hedningerne for vore Øjne, at dine Tjeneres Blod, som er udøst, bliver hævnet.
Da me kom kotin mueid on men liki kan en inda: Ari, ia arail Kot? Kom kotin kajale on men liki kan depuk en ntan japwilim omui ladu kan, me wudokilar, en pil janjal mo at!
11 Lad den bundnes Jamren komme for dit Ansigt; hold efter din Arms Vælde dem i Live, som ere Dødens Børn.
Kotin mani janejan en me jalidi o; kom kotin kolekol kidi lim omui manaman me kileledier on kamela.
12 Og betal vore Naboer syvfold i deres Barm deres Forsmædelse, hvormed de forhaanede dig, Herre!
Kom kotin depukki on men imp at pan pak iju ar lalaue, me re lalaue kin komui.
13 Men vi, dit Folk og din Græsgangs Hjord ville takke dig evindelig; fra Slægt til Slægt ville vi forkynde din Pris.
A kit, japwilim omui aramaj akan, o jip en japwilim omui moj, pan danke komui kokolata, kapakaparok duen omui linan anjau karoj.
