Salme 78

1 Mit Folk! vend dine Øren til min Lære, bøjer eders Øren til min Munds Tale!

En læresalme av Asaf. Lytt, mitt folk, til min lære, bøi eders ører til min munns ord!

2 Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordums Tid,

Jeg vil oplate min munn med tankesprog, jeg vil la utstrømme gåtefulle ord fra fordums tid.

3 dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os.

Det vi har hørt og vet, og det våre fedre har fortalt oss,

4 Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde Herrens megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort.

det vil vi ikke dølge for deres barn, men for den kommende slekt fortelle Herrens pris og hans styrke og de undergjerninger som han har gjort.

5 Han oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hvilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn,

Han har reist et vidnesbyrd i Jakob og satt en lov i Israel, som han bød våre fedre å kunngjøre sine barn,

6 paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn,

forat den kommende slekt, de barn som skulde fødes, kunde kjenne dem, kunde stå frem og fortelle dem for sine barn

7 og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud;

og sette sitt håp til Gud og ikke glemme Guds gjerninger, men holde hans bud

8 og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud.

og ikke være som deres fedre, en opsetsig og gjenstridig slekt, en slekt som ikke gjorde sitt hjerte fast, og hvis ånd ikke var trofast mot Gud.

9 Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag.

Efra'ims barn, de rustede bueskyttere, vendte om på stridens dag.

10 De holdt ikke Guds Pagt og vægrede sig ved at vandre i hans Lov.

De holdt ikke Guds pakt og vilde ikke vandre i hans lov,

11 Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se.

og de glemte hans store gjerninger og de under som han hadde latt dem se.

12 For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark.

For deres fedres øine hadde han gjort under i Egyptens land, på Soans mark.

13 Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge.

Han kløvde havet og lot dem gå gjennem det og lot vannet stå som en dynge.

14 Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys.

Og han ledet dem ved skyen om dagen og hele natten ved ildens lys.

15 Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb.

Han kløvde klipper i ørkenen og gav dem å drikke som av store vanndyp.

16 Og han lod Bække strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder.

Og han lot bekker gå ut av klippen og vann flyte ned som strømmer.

17 Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken.

Men de blev ennu ved å synde mot ham, å være gjenstridige mot den Høieste i ørkenen.

18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst.

Og de fristet Gud i sitt hjerte, så de krevde mat efter sin lyst.

19 Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken?

Og de talte mot Gud, de sa: Kan vel Gud dekke bord i ørkenen?

20 Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk?

Se, han har slått klippen så det fløt ut vann, og bekker strømmet over; mon han også kan gi brød, eller kan han komme med kjøtt til sitt folk?

21 Derfor, da Herren hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel,

Derfor, da Herren hørte det, harmedes han, og ild optendtes mot Jakob, og vrede reiste sig mot Israel,

22 fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse.

fordi de ikke trodde på Gud og ikke stolte på hans frelse.

23 Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre.

Og han gav skyene der oppe befaling og åpnet himmelens porter.

24 Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn.

Og han lot manna regne over dem til føde og gav dem himmelkorn.

25 Hver aad de stærkes Brød; han sendte dem Mad til Mættelse.

Englebrød åt enhver; han sendte dem næring til mette.

26 Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke.

Han lot østenvinden fare ut i himmelen og førte sønnenvinden frem ved sin styrke.

27 Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand.

Og han lot kjøtt regne ned over dem som støv og vingede fugler som havets sand,

28 Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger.

og han lot dem falle ned midt i deres leir, rundt omkring deres boliger.

29 Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til.

Og de åt og blev såre mette, og det de lystet efter, gav han dem.

30 De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund:

De hadde ennu ikke latt fare det de lystet efter, ennu var deres mat i deres munn,

31 Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog nogle iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel.

da reiste Guds vrede sig mot dem, og han herjet blandt deres kraftfulle menn, og Israels unge menn slo han ned.

32 Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger.

Med alt dette syndet de enda og trodde ikke på hans undergjerninger.

33 Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse.

Derfor lot han deres dager svinne bort i tomhet og deres år i forskrekkelse.

34 Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.

Når han herjet blandt dem, da spurte de efter ham og vendte om og søkte Gud

35 Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser.

og kom i hu at Gud var deres klippe, og den høieste Gud deres gjenløser.

36 Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger.

Men de smigret for ham med sin munn og løi for ham med sin tunge.

37 Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.

Og deres hjerte hang ikke fast ved ham, og de var ikke tro mot hans pakt.

38 Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem.

Men han, han er miskunnelig, han tilgir misgjerning og forderver ikke; mange ganger lot han sin vrede vende om og lot ikke all sin harme bryte frem.

39 Og han kom i Hu, at de vare Kød, et Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage.

Og han kom i hu at de var kjød, et åndepust som farer avsted og ikke kommer tilbake.

40 Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder.

Hvor titt var de ikke gjenstridige mot ham i ørkenen, gjorde ham sorg på de øde steder!

41 Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel.

Og de fristet Gud på ny og krenket Israels Hellige.

42 De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød;

De kom ikke hans hånd i hu den dag han forløste dem fra fienden,

43 da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark;

han som gjorde sine tegn i Egypten og sine under på Soans mark.

44 da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem;

Han gjorde deres elver til blod, og sine rinnende vann kunde de ikke drikke.

45 og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse;

Han sendte imot dem fluesvermer som fortærte dem, og frosk som fordervet dem.

46 og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde;

Og han gav gnageren deres grøde og gresshoppen deres høst.

47 han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker;

Han slo deres vintrær ned med hagl og deres morbærtrær med haglstener.

48 og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene;

Og han overgav deres fe til haglet og deres hjorder til ildsluer.

49 han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud;

Han slapp sin brennende vrede løs mot dem, harme og forbitrelse og trengsel, en sending av ulykkes-bud.

50 han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten;

Han brøt vei for sin vrede, sparte ikke deres sjel for døden, overgav deres liv til pesten.

51 og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte;

Og han slo alle førstefødte i Egypten, styrkens førstegrøde i Kams telter.

52 men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden;

Og han lot sitt folk bryte op som en fåreflokk og førte dem som en hjord i ørkenen.

53 og han ledede dem tryggelig, at de ikke flygtede; men Havet skjulte deres Fjender.

Og han ledet dem tryggelig, og de fryktet ikke, men havet skjulte deres fiender.

54 Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet;

Og han førte dem til sitt hellige landemerke, til det berg hans høire hånd hadde vunnet.

55 og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte.

Og han drev hedningene ut for deres åsyn og lot deres land tilfalle dem som arvedel og lot Israels stammer bo i deres telter.

56 Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd.

Men de fristet Gud, den Høieste, og var gjenstridige mot ham, og de aktet ikke på hans vidnesbyrd.

57 Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue.

De vek av og var troløse, som deres fedre, de vendte om, likesom en bue som svikter.

58 Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder.

Og de vakte hans harme med sine offerhauger og gjorde ham nidkjær med sine utskårne billeder.

59 Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare.

Gud hørte det og blev vred, og han blev såre kjed av Israel.

60 Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene.

Og han forlot sin bolig i Silo, det telt han hadde opslått blandt menneskene.

61 Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand.

Og han overgav sin styrke til fangenskap og sin herlighet i fiendens hånd.

62 Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv.

Og han overgav sitt folk til sverdet og harmedes på sin arv.

63 Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang.

Ild fortærte dets unge menn, og dets jomfruer fikk ingen brudesang.

64 Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke.

Dets prester falt for sverdet, og dets enker holdt ikke klagemål.

65 Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin.

Da våknet Herren som en sovende, som en helt som jubler av vin.

66 Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam.

Og han slo sine motstandere tilbake, påførte dem en evig skam.

67 Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme;

Og han forkastet Josefs telt og utvalgte ikke Efra'ims stamme,

68 men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede.

men han utvalgte Juda stamme, Sions berg som han elsket.

69 Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfæstet evindelig.

Og han bygget sin helligdom lik høie fjell, lik jorden, som han har grunnfestet for evig tid.

70 Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne;

Og han utvalgte David, sin tjener, og tok ham fra fårehegnene;

71 fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv.

fra de melkende får som han gikk bakefter, hentet han ham til å vokte Jakob, sitt folk, og Israel, sin arv.

72 Og han vogtede dem efter sit Hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.

Og han voktet dem efter sitt hjertes opriktighet og ledet dem med sin forstandige hånd.