Salme 78
1 Mit Folk! vend dine Øren til min Lære, bøjer eders Øren til min Munds Tale!
Ein Lehrgedicht, von Asaph. - Mein Volk! Hab acht auf meine Lehre! Zu meines Mundes Reden neiget euer Ohr!
2 Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordums Tid,
Ich öffne meinen Mund zu einem Spruch. Ich künd Gesänge aus der Vorzeit Tagen,
3 dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os.
die wir vernommen und jetzt wissen, die unsre Väter uns erzählt.
4 Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde Herrens megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort.
Wir, ihre Kinder, wollen über sie nicht schweigen. Wir wollen künftigem Geschlecht des Herren Ruhmestaten künden und seine Macht und Wunder, die er tat.
5 Han oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hvilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn,
Zum Brauch hat er's in Jakob eingesetzt, zur heiligen Pflicht in Israel gemacht. Denn unsern Vätern hat er anbefohlen, sie ihren Kindern kundzutun,
6 paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn,
auf daß ein späteres Geschlecht sie kenne, die Enkel, die geboren würden, sie ihren Kindern wiederum verkünden.
7 og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud;
Sie sollten Gott vertrauen und nicht vergessen Gottes Taten und seine Vorschriften befolgen
8 og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud.
und nicht, wie ihre Väter, werden ein widerspenstig, trotziges Geschlecht, solch ein Geschlecht von wankendem Gemüt und ungetreuem Herzen gegen Gott.
9 Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag.
Ganz unvernünftige Söhne, voller Trug, das Leben werfen sie hinweg und wenden sich am Trübsalstage ab;
10 De holdt ikke Guds Pagt og vægrede sig ved at vandre i hans Lov.
sie halten Gottes Bündnis nicht und wollen nicht nach seiner Lehre wandeln.
11 Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se.
Und sie vergessen seine Werke gänzlich und seine Wunder, die er ihnen zeigt.
12 For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark.
Vor ihren Vätern tat er Unvergleichliches, im Land Ägypten, im Gefild von Tanis.
13 Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge.
Er spaltete das Meer und führte sie hindurch und ließ das Wasser dammgleich stehen.
14 Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys.
Er leitete bei Tag sie mit der Wolke, die ganze Nacht mit Feuerschein,
15 Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb.
und ließ die Felsen in der Wüste sprudeln und tränkte sie in Fülle wie mit Fluten.
16 Og han lod Bække strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder.
Aus Steinen ließ er Bäche quellen, wie Ströme Wasser sprudeln.
17 Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken.
Allein sie sündigten noch weiter gegen ihn und widersetzten sich dem Höchsten in der Wüste.
18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst.
Und sie versuchten Gott in ihrem Herzen, für ihre Gelüste Speise heischend.
19 Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken?
Sie sprachen gegen Gott und fragten: "Vermag es Gott, selbst in der Wüste einen Tisch zu decken?
20 Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk?
Den Felsen schlug er zwar; das Wasser floß, die Bäche strömten. Vermag er aber Brot zu geben und seinem Volke Fleisch zu spenden?"
21 Derfor, da Herren hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel,
Der Herr vernahm's und wurde zornig; ein Feuer loderte in Jakob auf; ein Zorn erhob sich gegen Israel,
22 fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse.
weil sie an Gott nicht glaubten und nicht auf seine Hilfe bauten.
23 Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre.
Doch er gebot den Wolken oben und tat des Himmels Pforten auf,
24 Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn.
hernieder ließ er Manna auf sie regnen, um sie zu speisen, schenkte ihnen Himmelsbrot.
25 Hver aad de stærkes Brød; han sendte dem Mad til Mættelse.
Das Brot der Engel konnte jeder essen; er sandte ihnen Kost in Fülle.
26 Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke.
Er ließ den Morgenwind am Himmel wehen; den Südwind führte er durch seine Macht herbei.
27 Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand.
Dann ließ er Fleisch wie Staub auf sie herniederregnen, wie Meeressand Geflügel.
28 Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger.
Er ließ es in ihr Lager fallen, um seine Wohnstatt ringsumher.
29 Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til.
Sie aßen, wurden übersatt; was sie gewünscht, verlieh er ihnen.
30 De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund:
Noch war nicht ihre Lust gestillt, noch war die Kost in ihrem Munde,
31 Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog nogle iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel.
als Gottes Zorn sich gegen sie erhob, die Feisten unter ihnen würgte, die junge Mannschaft Israels zu Boden streckte.
32 Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger.
Bei all dem sündigten sie weiter und glaubten nicht an seine Wunderkräfte.
33 Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse.
Da ließ er ihre Tage zwecklos schwinden und ihre Jahre in Enttäuschung.
34 Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.
Zwar fragten sie nach ihm, wenn er sie würgte, verlangten wiederum nach Gott,
35 Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser.
wohl eingedenk, daß Gott ihr Hort, der höchste Gott ihr Retter sei.
36 Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger.
Allein sie täuschten ihn mit ihrem Munde, belogen ihn mit ihrer Zunge.
37 Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.
Ihr Herz war unaufrichtig gegen ihn; mit seinem Bunde meinten sie's nicht ehrlich.
38 Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem.
Doch er, erbarmungsvoll, vergab die Schuld, vertilgte nicht; oft hielt er seinen Zorn zurück und ließ nicht seinen Grimm austoben,
39 Og han kom i Hu, at de vare Kød, et Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage.
wohl eingedenk, daß sie nur Fleisch, ein Windhauch, der verschwindet ohne Wiederkehr.
40 Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder.
Wie oft erzürnten sie ihn in der Wüste und reizten ihn im Steppenland,
41 Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel.
versuchten immer wieder Gott, erbitterten die Heiligen Israels,
42 De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød;
gedachten nimmer seiner Macht, des Tages, da er vor dem Feinde sie gerettet,
43 da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark;
wie er vor den Ägyptern seine Zeichen tat, an dem Gefild von Tanis seine Wunder:
44 da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem;
In Blut verwandelte er ihre Ströme; untrinkbar ward ihr fließend Wasser.
45 og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse;
Er sandte Ungeziefer unter sie, das sie verzehrte, und Frösche ihnen zum Verderben.
46 og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde;
Der Raupe gab er ihre Früchte preis und ihre Arbeit der Heuschrecke.
47 han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker;
Er schlug mit Hagel ihren Weinstock und ihren Maulbeerbaum durch Reif.
48 og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene;
Er gab ihr Vieh dem Hagel preis, den Blitzen ihre Herden.
49 han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud;
Er ließ die Hitze seines Zornes auf sie los, nur Grimm und Wut und Angst, von Unglücksboten eine Schar.
50 han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten;
So ließ er seinem Zorne freien Lauf, verschonte ihre Seele mit dem Tode nicht. Er gab der Pest ihr Leben preis,
51 og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte;
und in Ägypten schlug er alle Erstgeburt, die Jugendblüte in den Zelten Chams.
52 men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden;
Er führte, Schäflein gleich, sein Volk heraus und lenkte sie wie in der Steppe eine Herde.
53 og han ledede dem tryggelig, at de ikke flygtede; men Havet skjulte deres Fjender.
Er leitete sie sicher, daß sie nichts zu fürchten hatten; das Meer bedeckte ihre Feinde.
54 Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet;
Er brachte sie zu seinem heiligen Gebiete, zu jenem Berg, den seine Rechte sich erworben,
55 og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte.
vertrieb vor ihnen weg die Heiden, verloste sie als erblichen Besitz und ließ die Stämme Israels in ihren Zelten wohnen.
56 Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd.
Und doch versuchten sie und reizten Gott, den Höchsten, und hielten nimmer seine Satzungen.
57 Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue.
Wie ihre Väter wichen sie und fielen ab; sie wurden wie ein schlaffer Bogen.
58 Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder.
Sie reizten ihn zum Zorn durch ihre Höhen, zur Eifersucht durch ihre Götzenbilder.
59 Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare.
Gott hörte dies und wurde zornig, und Israel verwarf er völlig,
60 Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene.
verließ zu Silo seinen Sitz, das Zelt, in dein er unter Menschen wohnte;
61 Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand.
gab seine Ehre in Gefangenschaft und seine Zier in Feindeshand
62 Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv.
und gab sein Volk dem Schwerte preis, entrüstet über dies sein Eigentum.
63 Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang.
Die jungen Männer fraß das Feuer, und seine Jungfraun durften keine Totenklage halten.
64 Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke.
Hinfielen seine Priester durch das Schwert, und seine Witwen weinten nicht dazu.
65 Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin.
Doch wie vom Schlaf erwachte da der Herr, gleichwie ein Held vom Weine jauchzend.
66 Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam.
Im Rücken schlug er seine Feinde, belegte sie mit ewigem Schimpf.
67 Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme;
Doch er verschmähte Josephs Zelt; den Stamm von Ephraim erkor er nicht.
68 men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede.
Vielmehr erkor er Judas Stamm, den Sionsberg, der ihm so lieb.
69 Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfæstet evindelig.
Er baute Himmelshöhen gleich sein Heiligtum und gleich der Erde, die er ewig gründete.
70 Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne;
Und er erkor sich David, seinen Knecht, entriß ihn seiner Herde Hürden.
71 fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv.
Vom Milchvieh nahm er ihn hinweg, sein Volk zu weiden in Jakob, in Israel die ewig Seinen.
72 Og han vogtede dem efter sit Hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.
Mit frommem Sinne weidete er sie und führte sie mit kluger Hand.
