Salme 78

1 Mit Folk! vend dine Øren til min Lære, bøjer eders Øren til min Munds Tale!

Eine Betrachtung Asafs. / Vernimm, mein Volk, meine Lehre, / Neigt euer Ohr meines Mundes Reden!

2 Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordums Tid,

Meinen Mund will ich öffnen zu Sprüchen, / Will aus der Vorzeit Rätsel verkünden.

3 dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os.

Was wir gehört und erfahren, / Was uns unsre Väter erzählt:

4 Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde Herrens megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort.

Wollen wir unsern Kindern nicht verhehlen, / Indem wir der Nachwelt erzählen / Jahwes Ruhmestaten und Macht / Und seine Wunder, die er getan.

5 Han oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hvilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn,

Er stellte ein Zeugnis in Jakob auf / Und gab ein Gesetz in Israel. / Unsern Vätern befahl er's an, / Daß sie ihre Kinder es lehrten.

6 paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn,

Denn die Nachkommen sollen es kennenlernen: / Kinder, die noch sollen geboren werden, / Die sollen auch selbst auftreten / Und ihren Kindern davon erzählen,

7 og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud;

Damit sie auf Gott ihr Vertrauen setzen, / Nicht vergessen der Taten Gottes / Und seine Gebote halten.

8 og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud.

Denn sie sollen nicht werden wie ihre Väter, / Ein störrig, widerspenstig Geschlecht, / Ein Geschlecht mit schwankendem Sinn, / Das nicht treu hielt an seinem Gott.

9 Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag.

Efraims Söhne, gerüstete Bogenschützen, / Kehrten um am Tage der Schlacht.

10 De holdt ikke Guds Pagt og vægrede sig ved at vandre i hans Lov.

Sie hielten nicht den Bund Elohims / Und wollten nicht wandeln nach seinem Gesetz.

11 Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se.

Sie vergaßen seiner großen Taten, / Seiner Wunder, die sie geschaut.

12 For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark.

Vor ihren Vätern hatte er Wunder getan / In Ägyptenland, in Zoans Gefild.

13 Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge.

Er teilte das Meer und führte sie durch / Und türmte die Wasser wie einen Damm.

14 Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys.

Er leitete sie durch die Wolke bei Tag / Und die ganze Nacht mit feurigem Licht.

15 Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb.

Er spaltete Felsen in der Wüste / Und tränkte sie reich mit Meeresflut.

16 Og han lod Bække strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder.

Er brachte Bäche hervor aus dem Fels, / Ließ Wasser wie Ströme fließen.

17 Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken.

Doch sündigten sie weiter gegen ihn, / Widerstrebten dem Höchsten im dürren Lande.

18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst.

In ihrem Herzen versuchten sie Gott / Und forderten Speise für ihr Gelüst.

19 Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken?

Sie redeten so wider Elohim: / Kann Gott einen Tisch in der Wüste decken?

20 Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk?

Er hat wohl den Fels geschlagen, daß Wasser floß / Und Bäche ergiebig strömten: / Doch vermag er auch Brot zu geben / Oder Fleisch zu verschaffen seinem Volk?"

21 Derfor, da Herren hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel,

Als Jahwe das hörte, ergrimmte er, / Und Feuer entbrannte in Jakob, / Auch Zorn stieg auf wider Israel.

22 fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse.

Denn sie glaubten nicht an Elohim, / Auf seine Hilfe vertrauten sie nicht.

23 Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre.

Dennoch gebot er den Wolken droben, / Und des Himmels Türen öffnete er:

24 Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn.

Er ließ Man auf sie regnen zur Speise / Und gab ihnen Himmelsbrot.

25 Hver aad de stærkes Brød; han sendte dem Mad til Mættelse.

Engelspeise aßen sie alle, / Zehrung sandte er ihnen in Fülle.

26 Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke.

Er ließ den Ostwind am Himmel wehn, / Führte durch seine Macht den Südwind herbei.

27 Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand.

Er ließ Fleisch auf sie regnen wie Staub / Und beschwingte Vögel wie Sand am Meer.

28 Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger.

In ihr Lager ließ er sie fallen, / Rings um ihre Gezelte her.

29 Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til.

Da aßen sie, wurden übersatt / Und ihr Gelüst befriedigte er.

30 De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund:

Aber noch war ihre Lust nicht gestillt, / Noch war die Speise in ihrem Mund:

31 Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog nogle iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel.

Da stieg Elohims Zorn wider sie auf — / Er streckte ihre Starken zu Boden, / Schlug nieder die Jünglinge Israels.

32 Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger.

Trotz alledem sündigten sie aber fort / Und glaubten an seine Wunder nicht.

33 Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse.

Drum ließ er ihre Tage schwinden in Nichts / Und ihre Jahre in jäher Hast.

34 Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.

Wenn er sie tötete, suchten sie ihn, / Kehrten um und fragten nach Gott,

35 Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser.

Gedachten, wie Elohim ihr Fels / Und Gott der Höchste ihr Retter sei.

36 Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger.

Doch heuchelten sie ihm mit ihrem Mund, / Mit ihrer Zunge logen sie ihm.

37 Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.

Ihr Herz war ihm nicht treu, / Sie hielten nicht fest an seinem Bund.

38 Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem.

Doch er war barmherzig, vergab die Schuld / Und vertilgte sie nicht. / Oft hielt er seinen Zorn zurück, / Ließ nicht seinen ganzen Grimm ergehn,

39 Og han kom i Hu, at de vare Kød, et Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage.

Sondern dachte daran: sie sind nur Fleisch, / Ein Hauch, der vergeht und nicht wiederkehrt.

40 Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder.

Wie oft widerstrebten sie ihm in der Wüste, / Betrübten sie ihn in der Öde!

41 Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel.

Immer wieder versuchten sie Gott, / Den Heiligen Israels kränkten sie.

42 De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød;

Sie gedachten nicht seiner Hand, / Auch nicht des Tages, da er sie erlöste von ihrem Dränger:

43 da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark;

Als er in Ägypten Zeichen tat, / Seine Wunder in Zoans Gefild.

44 da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem;

Er wandelte ihre Ströme in Blut, / Daß sie ihr Wasser nicht trinken konnten.

45 og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse;

Er sandte ihnen Bremsen, die sie fraßen, / Und Frösche, die sie verderbten.

46 og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde;

Er gab ihr Gewächs den Nagern preis, / Den Heuschrecken ihrer Felder Ertrag.

47 han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker;

Ihre Weinstöcke schlug er mit Hagel, / Ihre Maulbeerbäume mit Schlossen.

48 og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene;

Dem Hagel lieferte er aus ihr Vieh / Und ihre Herden den Blitzen.

49 han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud;

Er sandte gegen sie seines Zornes Glut / Mit Ingrimm, Wüten und Angst: / Eine Schar verderbender Engel.

50 han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten;

Er ließ seinem Zorne freien Lauf, / Bewahrte sie nicht vor dem Tode, / Sondern gab der Pest ihr Leben preis.

51 og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte;

Er schlug alle Erstgeburt in Ägypten, / Die erste Manneskraft in Hams Gezelt.

52 men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden;

Sein Volk aber ließ er wie Schafe ziehn / Und leitete sie in der Wüste wie eine Herde.

53 og han ledede dem tryggelig, at de ikke flygtede; men Havet skjulte deres Fjender.

Er führte sie sicher, daß sie nicht zagten; / Ihre Feinde aber bedeckte das Meer.

54 Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet;

Er brachte sie in sein heilig Gebiet, / Auf den Berg, den seine Rechte erworben.

55 og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte.

Völker trieb er vor ihnen aus, / Gab ihnen ihr Land zum Erbbesitz, / Und in ihren Zelten ließ er Israels Stämme wohnen.

56 Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd.

Doch sie versuchten und reizten Elohim den Höchsten, / Und seine Gebote hielten sie nicht.

57 Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue.

Sondern wie ihre Väter wichen sie treulos ab, / Versagten wie ein trüglicher Bogen.

58 Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder.

Sie erzürnten ihn durch ihre Höhn, / Durch ihre Bilder reizten sie ihn.

59 Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare.

Das hörte Elohim und zürnte: / Er verwarf Israel ganz und gar.

60 Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene.

Er verließ die Wohnung in Silo, / Das Zelt, das er unter Menschen errichtet.

61 Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand.

Er ließ seine Macht gefangennehmen / Und gab seinen Ruhm in des Feindes Hand.

62 Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv.

Er gab sein Volk dem Schwerte preis, / Und über sein Erbe zürnte er.

63 Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang.

Ihre Jünglinge fraß das Feuer, / Ihren Jungfraun ward kein Hochzeitslied.

64 Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke.

Ihre Priester fielen durchs Schwert, / Und ihre Witwen weinten nicht.

65 Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin.

Da erwachte Adonái wie vom Schlaf, / Wie ein Held, dessen Mut der Wein gestärkt.

66 Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam.

Er schlug seine Feinde zurück, / Tat ihnen ewige Schande an.

67 Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme;

Josefs Zelt verwarf er zwar, / Und Efraims Stamm erwählte er nicht.

68 men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede.

Sondern Judas Stamm erkor er, / Den Zionsberg, den er liebgewonnen.

69 Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfæstet evindelig.

Er baute hochragend sein Heiligtum, / Wie die Erde, die er auf ewig gegründet.

70 Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne;

Er erwählte sich David, seinen Knecht, / Nahm ihn von den Hürden der Schafe.

71 fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv.

Von den säugenden Schafen holte er ihn, / Daß er weide Jakob, sein Volk, / Und sein Erbteil Israel.

72 Og han vogtede dem efter sit Hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.

Er weidete sie auch mit lauterm Sinn / Und führte sie klug mit seiner Hand.