Salme 78
1 Mit Folk! vend dine Øren til min Lære, bøjer eders Øren til min Munds Tale!
Cantique d’Asaph. Mon peuple, écoute mes instructions! Prêtez l’oreille aux paroles de ma bouche!
2 Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordums Tid,
J’ouvre la bouche par des sentences, Je publie la sagesse des temps anciens.
3 dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os.
Ce que nous avons entendu, ce que nous savons, Ce que nos pères nous ont raconté,
4 Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde Herrens megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort.
Nous ne le cacherons point à leurs enfants; Nous dirons à la génération future les louanges de l’Éternel, Et sa puissance, et les prodiges qu’il a opérés.
5 Han oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hvilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn,
Il a établi un témoignage en Jacob, Il a mis une loi en Israël, Et il a ordonné à nos pères de l’enseigner à leurs enfants,
6 paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn,
Pour qu’elle fût connue de la génération future, Des enfants qui naîtraient, Et que, devenus grands, ils en parlassent à leurs enfants,
7 og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud;
Afin qu’ils missent en Dieu leur confiance, Qu’ils n’oubliassent pas les œuvres de Dieu, Et qu’ils observassent ses commandements,
8 og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud.
Afin qu’ils ne fussent pas, comme leurs pères, Une race indocile et rebelle, Une race dont le cœur n’était pas ferme, Et dont l’esprit n’était pas fidèle à Dieu.
9 Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag.
Les fils d’Éphraïm, armés et tirant de l’arc, Tournèrent le dos le jour du combat.
10 De holdt ikke Guds Pagt og vægrede sig ved at vandre i hans Lov.
Ils ne gardèrent point l’alliance de Dieu, Et ils refusèrent de marcher selon sa loi.
11 Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se.
Ils mirent en oubli ses œuvres, Ses merveilles qu’il leur avait fait voir.
12 For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark.
Devant leurs pères il avait fait des prodiges, Au pays d’Égypte, dans les campagnes de Tsoan.
13 Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge.
Il fendit la mer et leur ouvrit un passage, Il fit dresser les eaux comme une muraille.
14 Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys.
Il les conduisit le jour par la nuée, Et toute la nuit par un feu éclatant.
15 Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb.
Il fendit des rochers dans le désert, Et il donna à boire comme des flots abondants;
16 Og han lod Bække strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder.
Du rocher il fit jaillir des sources, Et couler des eaux comme des fleuves.
17 Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken.
Mais ils continuèrent à pécher contre lui, A se révolter contre le Très-Haut dans le désert.
18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst.
Ils tentèrent Dieu dans leur cœur, En demandant de la nourriture selon leur désir.
19 Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken?
Ils parlèrent contre Dieu, Ils dirent: Dieu pourrait-il Dresser une table dans le désert?
20 Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk?
Voici, il a frappé le rocher, et des eaux ont coulé, Et des torrents se sont répandus; Pourra-t-il aussi donner du pain, Ou fournir de la viande à son peuple?
21 Derfor, da Herren hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel,
L’Éternel entendit, et il fut irrité; Un feu s’alluma contre Jacob, Et la colère s’éleva contre Israël,
22 fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse.
Parce qu’ils ne crurent pas en Dieu, Parce qu’ils n’eurent pas confiance dans son secours.
23 Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre.
Il commanda aux nuages d’en haut, Et il ouvrit les portes des cieux;
24 Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn.
Il fit pleuvoir sur eux la manne pour nourriture, Il leur donna le blé du ciel.
25 Hver aad de stærkes Brød; han sendte dem Mad til Mættelse.
Ils mangèrent tous le pain des grands, Il leur envoya de la nourriture à satiété.
26 Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke.
Il fit souffler dans les cieux le vent d’orient, Et il amena par sa puissance le vent du midi;
27 Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand.
Il fit pleuvoir sur eux la viande comme de la poussière, Et comme le sable des mers les oiseaux ailés;
28 Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger.
Il les fit tomber au milieu de leur camp, Tout autour de leurs demeures.
29 Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til.
Ils mangèrent et se rassasièrent abondamment: Dieu leur donna ce qu’ils avaient désiré.
30 De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund:
Ils n’avaient pas satisfait leur désir, Ils avaient encore leur nourriture dans la bouche,
31 Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog nogle iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel.
Lorsque la colère de Dieu s’éleva contre eux; Il frappa de mort les plus vigoureux, Il abattit les jeunes hommes d’Israël.
32 Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger.
Malgré tout cela, ils continuèrent à pécher, Et ne crurent point à ses prodiges.
33 Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse.
Il consuma leurs jours par la vanité, Et leurs années par une fin soudaine.
34 Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.
Quand il les frappait de mort, ils le cherchaient, Ils revenaient et se tournaient vers Dieu;
35 Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser.
Ils se souvenaient que Dieu était leur rocher, Que le Dieu Très-Haut était leur libérateur.
36 Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger.
Mais ils le trompaient de la bouche, Et ils lui mentaient de la langue;
37 Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.
Leur cœur n’était pas ferme envers lui, Et ils n’étaient pas fidèles à son alliance.
38 Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem.
Toutefois, dans sa miséricorde, il pardonne l’iniquité et ne détruit pas; Il retient souvent sa colère et ne se livre pas à toute sa fureur.
39 Og han kom i Hu, at de vare Kød, et Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage.
Il se souvint qu’ils n’étaient que chair, Un souffle qui s’en va et ne revient pas.
40 Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder.
Que de fois ils se révoltèrent contre lui dans le désert! Que de fois ils l’irritèrent dans la solitude!
41 Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel.
Ils ne cessèrent de tenter Dieu, Et de provoquer le Saint d’Israël.
42 De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød;
Ils ne se souvinrent pas de sa puissance, Du jour où il les délivra de l’ennemi,
43 da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark;
Des miracles qu’il accomplit en Égypte, Et de ses prodiges dans les campagnes de Tsoan.
44 da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem;
Il changea leurs fleuves en sang, Et ils ne purent en boire les eaux.
45 og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse;
Il envoya contre eux des mouches venimeuses qui les dévorèrent, Et des grenouilles qui les détruisirent.
46 og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde;
Il livra leurs récoltes aux sauterelles, Le produit de leur travail aux sauterelles.
47 han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker;
Il fit périr leurs vignes par la grêle, Et leurs sycomores par la gelée.
48 og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene;
Il abandonna leur bétail à la grêle, Et leurs troupeaux au feu du ciel.
49 han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud;
Il lança contre eux son ardente colère, La fureur, la rage et la détresse, Une troupe de messagers de malheur.
50 han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten;
Il donna libre cours à sa colère, Il ne sauva pas leur âme de la mort, Il livra leur vie à la mortalité;
51 og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte;
Il frappa tous les premiers-nés en Égypte, Les prémices de la force sous les tentes de Cham.
52 men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden;
Il fit partir son peuple comme des brebis, Il les conduisit comme un troupeau dans le désert.
53 og han ledede dem tryggelig, at de ikke flygtede; men Havet skjulte deres Fjender.
Il les dirigea sûrement, pour qu’ils fussent sans crainte, Et la mer couvrit leurs ennemis.
54 Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet;
Il les amena vers sa frontière sainte, Vers cette montagne que sa droite a acquise.
55 og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte.
Il chassa devant eux les nations, Leur distribua le pays en héritage, Et fit habiter dans leurs tentes les tribus d’Israël.
56 Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd.
Mais ils tentèrent le Dieu Très-Haut et se révoltèrent contre lui, Et ils n’observèrent point ses ordonnances.
57 Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue.
Ils s’éloignèrent et furent infidèles, comme leurs pères, Ils tournèrent, comme un arc trompeur.
58 Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder.
Ils l’irritèrent par leurs hauts lieux, Et ils excitèrent sa jalousie par leurs idoles.
59 Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare.
Dieu entendit, et il fut irrité; Il repoussa fortement Israël.
60 Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene.
Il abandonna la demeure de Silo, La tente où il habitait parmi les hommes;
61 Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand.
Il livra sa gloire à la captivité, Et sa majesté entre les mains de l’ennemi.
62 Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv.
Il mit son peuple à la merci du glaive, Et il s’indigna contre son héritage.
63 Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang.
Le feu dévora ses jeunes hommes, Et ses vierges ne furent pas célébrées;
64 Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke.
Ses sacrificateurs tombèrent par l’épée, Et ses veuves ne pleurèrent pas.
65 Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin.
Le Seigneur s’éveilla comme celui qui a dormi, Comme un héros qu’a subjugué le vin.
66 Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam.
Il frappa ses adversaires en fuite, Il les couvrit d’un opprobre éternel.
67 Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme;
Cependant il rejeta la tente de Joseph, Et il ne choisit point la tribu d’Éphraïm;
68 men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede.
Il préféra la tribu de Juda, La montagne de Sion qu’il aimait.
69 Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfæstet evindelig.
Et il bâtit son sanctuaire comme les lieux élevés, Comme la terre qu’il a fondée pour toujours.
70 Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne;
Il choisit David, son serviteur, Et il le tira des bergeries;
71 fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv.
Il le prit derrière les brebis qui allaitent, Pour lui faire paître Jacob, son peuple, Et Israël, son héritage.
72 Og han vogtede dem efter sit Hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.
Et David les dirigea avec un cœur intègre, Et les conduisit avec des mains intelligentes.
