Salme 78
1 Mit Folk! vend dine Øren til min Lære, bøjer eders Øren til min Munds Tale!
En Maskil af Asaf. Lyt, mit Folk, til min Lære, bøj eders Øre til Ord fra min Mund;
2 Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordums Tid,
jeg vil aabne min Mund med Billedtale, fremsætte Gaader fra fordums Tid,
3 dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os.
hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;
4 Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde Herrens megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort.
vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENS Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.
5 Han oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hvilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn,
Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,
6 paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn,
at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, staa frem og fortælle deres Børn derom,
7 og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud;
saa de slaar deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,
8 og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud.
ej slægter Fædrene paa, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Aand var utro mod Gud
9 Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag.
— Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted paa Stridens Dag —
10 De holdt ikke Guds Pagt og vægrede sig ved at vandre i hans Lov.
Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;
11 Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se.
hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.
12 For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark.
Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten paa Zoans Mark;
13 Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge.
han kløved Havet og førte dem over, lod Vandet staa som en Vold;
14 Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys.
han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;
15 Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb.
han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,
16 Og han lod Bække strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder.
han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.
17 Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken.
Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;
18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst.
de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,
19 Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken?
de talte mod Gud og sagde: »Kan Gud dække Bord i en Ørken?
20 Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk?
Se, Klippen slog han, saa Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han ogsaa kan give Brød og skaffe Kød til sit Folk?«
21 Derfor, da Herren hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel,
Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,
22 fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse.
fordi de ikke troede Gud eller stolede paa hans Frelse.
23 Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre.
Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre aabne
24 Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn.
og Manna regne paa dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;
25 Hver aad de stærkes Brød; han sendte dem Mad til Mættelse.
Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.
26 Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke.
Han rejste Østenvinden paa Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;
27 Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand.
Kød lod han regne paa dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,
28 Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger.
lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;
29 Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til.
Og de spiste sig overmætte, hvad de ønsked, lod han dem faa.
30 De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund:
Men før deres Attraa var stillet, mens Maden var i deres Mund,
31 Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog nogle iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel.
rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.
32 Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger.
Og dog blev de ved at synde og troede ej paa hans Undere.
33 Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse.
Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres Aar.
34 Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.
Naar han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,
35 Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser.
kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.
36 Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger.
De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
37 Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.
deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.
38 Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem.
Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang paa Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;
39 Og han kom i Hu, at de vare Kød, et Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage.
han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.
40 Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder.
Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!
41 Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel.
De fristede atter Gud, de krænkede Israels Hellige;
42 De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød;
hans Haand kom de ikke i Hu, den Dag han friede dem fra Fjenden,
43 da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark;
da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere paa Zoans Mark,
44 da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem;
forvandled deres Floder til Blod, saa de ej kunde drikke af Strømmene,
45 og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse;
sendte Myg imod dem, som aad dem, og Frøer, som lagde dem øde,
46 og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde;
gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,
47 han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker;
slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,
48 og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene;
prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.
49 han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud;
Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;
50 han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten;
frit Løb gav han sin Vrede, skaaned dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;
51 og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte;
alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,
52 men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden;
lod sit Folk bryde op som en Hjord, leded dem som Kvæg i Ørkenen,
53 og han ledede dem tryggelig, at de ikke flygtede; men Havet skjulte deres Fjender.
leded dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;
54 Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet;
han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,
55 og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte.
drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.
56 Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd.
Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;
57 Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue.
de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,
58 Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder.
de krænked ham med deres Offerhøje, ægged ham med deres Gudebilleder.
59 Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare.
Det hørte Gud og blev vred, følte højlig Lede ved Israel;
60 Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene.
han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;
61 Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand.
han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehaand,
62 Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv.
prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred paa sin Arvelod;
63 Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang.
Ild fortæred dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,
64 Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke.
dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.
65 Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin.
Da vaagned Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;
66 Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam.
han slog sine Fjender paa Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.
67 Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme;
Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;
68 men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede.
han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;
69 Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfæstet evindelig.
han bygged sit Tempel himmelhøjt, grundfæsted det evigt som Jorden.
70 Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne;
Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarenes Folde,
71 fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv.
hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;
72 Og han vogtede dem efter sit Hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.
han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Haand.
