Salme 77
1 Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf.
Nǝƣmiqilǝrning bexi Yǝdutunƣa tapxurulƣan, Asaf yazƣan küy: — Awazim Hudaƣa kɵtürüldi, mǝn pǝryad ⱪilimǝn; Awazim Hudaƣa kɵtürüldi, U manga ⱪulaⱪ salidu.
2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine Øren til mig!
Beximƣa kün qüxkǝndǝ, mǝn Rǝbni izdidim; Keqiqǝ ⱪolumni [duaƣa] kɵtürüp, box ⱪoymidim; Jenim tǝsǝllini halimay rǝt ⱪildi.
3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.
Mǝn Hudani ǝslǝp seƣindim, aⱨ-zar ⱪildim; Seƣinip oylinip, roⱨim parakǝndǝ boldi. (Selaⱨ)
4 Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. (Sela)
Sǝn mening kɵzümni yumdurmiding; Qongⱪur ƣǝxlik ilkidǝ bolƣanliⱪimdin sɵzliyǝlmǝyttim.
5 Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke.
Mǝn: «Kona zamandiki künlǝrni, Ⱪǝdimki yillarni hiyal ⱪilimǝn;
6 Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar.
Keqilǝrdǝ eytⱪan nahxamni ǝslǝymǝn; Kɵnglümdǝ qongⱪur hiyal sürimǝn» — [dedim]; Roⱨim intilip izdimǝktǝ idi;
7 Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske.
— «Rǝb mǝnggügǝ taxliwetǝmdu? U ⱪaytidin iltipat kɵrsǝtmǝmdu?
8 Vil da Herren forkaste i al Evighed og ikke vedblive at være naadig mere?
Uning ɵzgǝrmǝs muⱨǝbbiti ǝmdi mǝnggügǝ tügǝp kǝttimu? Uning wǝdisi ǝwladtin-ǝwladⱪiqǝ inawǝtsiz bolamdu?
9 Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?
Tǝngri meⱨir-xǝpⱪitini kɵrsitixni üntudimu? U ƣǝzǝplinip Ɵz rǝⱨimdilliⱪini tohtitiwǝttimu?». (Selaⱨ)
10 Har Gud glemt at være naadig? eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? (Sela)
Andin mǝn mundaⱪ dedim: — «Bundaⱪ desǝm bolmaydu, bu [etiⱪadimning] ajizliⱪi ǝmǝsmu! Ⱨǝmmidin Aliy Bolƣuqining ong ⱪolining yillirini, Yǝni Yaⱨning ⱪilƣanlirini — yad etimǝn; Ⱪǝdimdin buyanⱪi karamǝtliringni ǝslǝymǝn.
11 Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.
12 Jeg vil komme Herrens Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu.
Sening barliⱪ ixligǝnliring üstidǝ seƣinip oylinimǝn; Sening ⱪilƣanliring üstidǝ istiⱪamǝt ⱪilimǝn;
13 Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter.
I Huda, yolung bolsa pak-muⱪǝddǝsliktidur; Hudadǝk uluƣ bir ilaⱨ barmidur?
14 O Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud?
Mɵjizilǝr Yaratⱪuqi Ilaⱨdursǝn; Əl-millǝtlǝr ara Sǝn küqüngni namayan ⱪilding.
15 Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene.
Ɵz biliking bilǝn Ɵz hǝlⱪingni, Yǝni Yaⱪup wǝ Yüsüpning pǝrzǝntlirini ⱨɵrlükkǝ qiⱪarƣansǝn; (Selaⱨ)
16 Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. (Sela)
Sular Seni kɵrdi, i Huda, sular Seni kɵrdi; Titrǝk ularni basti, Dengiz tǝgliri patiparaⱪ boldi.
17 Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede.
Ⱪara bulutlar sularni tɵküwǝtti; Asmanlar zor sadasini anglatti; Bǝrⱨǝⱪ, Sening oⱪliring tǝrǝp-tǝrǝpkǝ etildi.
18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile fore frem.
Güldürmamangning awazi ⱪara ⱪuyunda idi, Qaⱪmaⱪlar jaⱨanni yorutti; Yǝr yüzi alaⱪzadǝ bolup tǝwrǝndi.
19 Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.
Sening yolung okyan-dengizlarda, Ⱪǝdǝmliring qongⱪur sulardidur, Ayaƣ izliringni tapⱪili bolmaydu.
20 Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.
Sǝn ⱪoy padisini baⱪⱪandǝk, Musa wǝ Ⱨarunning ⱪoli bilǝn Ɵz hǝlⱪingni yetǝkliding».
