Salme 77

1 Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf.

Načelniku godbe, naslednikov Idutunskih; psalm Asafov. Glas moj gre do Boga, ko zavpijem; glas moj do Boga, da nagne uho k meni.

2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine Øren til mig!

Ob času stiske svoje iščem Gospoda; roka moja je ponoči polita neprestano, duša moja se brani pripustiti tolažbo.

3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.

Spominjam se Boga, ko trepetam in stokam; premišljam, ko duh moj omaguje presilno.

4 Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. (Sela)

Ko mi ne daš zatisniti očî, zbegan sem, tako da povedati ne morem.

5 Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke.

Čase premišljujem starodavne, prejšnjih vekov leta.

6 Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar.

Spominjam se godbe svoje ponočnje; v srci svojem premišljam, in duh moj preiskuje govoreč:

7 Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske.

Ali bi vekomaj zametal Gospod; ali ne bode dalje dobrovoljen?

8 Vil da Herren forkaste i al Evighed og ikke vedblive at være naadig mere?

Ali bi vekomaj opešala milost njegova; konec bilo govora od roda do roda?

9 Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?

Ali bi bil pozabil Bog mogočni deliti milost; ali bi zapiral v jezi usmiljenje svoje?

10 Har Gud glemt at være naadig? eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? (Sela)

Slednjič pravim: To me slabi, ko se je izpremenila Najvišjega desnica.

11 Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.

Spominjal so bodem dejanj Gospodovih; dà, spominjal se bodem od starodavnosti vseh čudežev tvojih.

12 Jeg vil komme Herrens Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu.

In premišljal bodem vsakatero délo tvoje; o dejanjih tvojih bodem pripovedoval:

13 Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter.

O Bog, v svetosti je steza tvoja, kdo je Bog mogočni kakor Bog?

14 O Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud?

Ti, o Bog mogočni, čudoviti, pokazal si moč svojo na narodih.

15 Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene.

Rešil si z roko ljudstvo svoje, sinove Jakobove, tudi Jožefa.

16 Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. (Sela)

Videle so te vode, Bog, videle so te vode in se tresle, dà, potresla so se brezna.

17 Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede.

Izlili so oblaki vode, glas so zagnali gornji oblaki; priletele so tudi pušice tvoje.

18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile fore frem.

Bobnel je grom tvoj v tistem krogu, razsvetljali so bliski vesoljni svet; potresla se je zemlja in trepetala.

19 Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.

Skozi morje pot tvoja, in steza tvoja skozi prostorne vode, kjer sledovi tvoji niso znani,

20 Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.

Vodil si kakor čedo ljudstvo svoje, po Mojzu in Aronu.