Salme 77

1 Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf.

S svojim glasom sem klical k Bogu, celó s svojim glasom k Bogu in mi je prisluhnil.

2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine Øren til mig!

Na dan svoje stiske sem iskal Gospoda. Moja vnetja so se gnojila ponoči in niso odnehala. Moja duša je odklanjala, da bi bila potolažena.

3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.

Spomnil sem se Boga in bil vznemirjen. Pritoževal sem se in moj duh je bil nadvladan. (Sela)

4 Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. (Sela)

Moje oči držiš budne. Tako sem vznemirjen, da ne morem govoriti.

5 Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke.

Preudarjal sem [o] dneh iz davnine, letih starodavnih časov.

6 Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar.

Spominjam se svoje pesmi ponoči. Posvetujem se s svojim lastnim srcem in moj duh je storil marljivo preiskavo.

7 Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske.

›Ali bo Gospod za vedno zavračal ali ne bo več naklonjen?

8 Vil da Herren forkaste i al Evighed og ikke vedblive at være naadig mere?

Je njegovo usmiljenje popolnoma odšlo za vedno? Ali njegova obljuba odpove na vékomaj?

9 Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?

Je Bog pozabil biti milostljiv? Ali je v jezi zaprl svoja nežna usmiljenja?‹ (Sela)

10 Har Gud glemt at være naadig? eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? (Sela)

Rekel sem: »To je moja šibkost, toda spominjal se bom let desnice Najvišjega.«

11 Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.

Spominjal se bom Gospodovih del. Zagotovo se bom spominjal tvojih čudežev od davnine.

12 Jeg vil komme Herrens Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu.

Premišljeval bom tudi o vsem tvojem delu in govoril o tvojih dejanjih.

13 Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter.

Tvoja pot, oh Bog, je v svetišču. Kdo je tako velik Bog kakor naš Bog?

14 O Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud?

Ti si Bog, ki dela čudeže. Med ljudstvom si oznanil svojo moč.

15 Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene.

S svojim laktom si odkupil svoje ljudstvo, Jakobove in Jožefove sinove. (Sela)

16 Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. (Sela)

Vode so te videle, oh Bog, vode so te videle, bile so prestrašene. Tudi globine so bile vznemirjene.

17 Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede.

Oblaki so izlivali vodo, nebo je pošiljalo zvok, tudi tvoje puščice so šle daleč.

18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile fore frem.

Zvok tvojega groma je bil na nebu, bliski so razsvetljevali zemeljski [krog], zemlja je trepetala in se tresla.

19 Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.

Tvoja pot je na morju in tvoja steza v velikih vodah in tvoje stopinje niso znane.

20 Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.

Svoje ljudstvo vodiš kakor trop z Mojzesovo in Aronovo roko.