Salme 77

1 Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf.

I KIN likwirki ngil ai ong Kot, ong Kot, me i pan likwir ong, o i me kotin mangi ia.

2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine Øren til mig!

Ni ai ansau apwal, i kin rapaki Ieowa; ni pong pa i kin u wei o sota kin dukedi, pwe ngen i sota kak insenemaula.

3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.

Ni ai tamanda Kot, i kin asengokida, ni ai madamadaua, ngen i kin luetala. (Sela)

4 Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. (Sela)

Kom kin kotin kolekol por en mas ai, pwe ira en papat; ngai inen en luet, solar itar ong lokaia.

5 Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke.

I kin lamelame duen ran en mas akan, duen par akan me samalar.

6 Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar.

Ni pong i kin lamelame duen ai kasang arp, o mongiong i kin madamadaua; ngen i kin raparapaki.

7 Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske.

Kalelapok, Ieowa pan kotin ongiong kokolata, o a sota pan kotin maki ong?

8 Vil da Herren forkaste i al Evighed og ikke vedblive at være naadig mere?

A kalangan roselar melel, o a inau imwisokalar kokolata?

9 Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?

Kot kotin malielar a mak ong kit, o a karirikilar ongiong a kalangan? (Sela)

10 Har Gud glemt at være naadig? eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? (Sela)

Ari so, i indadar: Mepukat me mau ong ia; pali maun en lim en me Lapalap pan kak dorela meakaros.

11 Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.

I me i kin taman kida wiawian Ieowa; melel i kin tamanda omui manaman akan sang mas o,

12 Jeg vil komme Herrens Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu.

O madamadaua duen omui wiawia kan karos, o kilekilang duen omui dodok.

13 Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter.

Maing Kot, al omui me pung. Ia wasa amen Kot manaman mia dueta Kaun o?

14 O Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud?

Komui ta Kot me kin wia manaman akan. Komui kotin kasansaledar omui manaman nan pung en wei kan.

15 Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene.

Komui kotin dore kila sapwilim omui kan omui manaman, iei seri en Iakop o Iosep akan. (Sela)

16 Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. (Sela)

Pil akan ariri komui, Maing Kot, pil akan ariri komui, rap masapwekadar, o wasa lol rererdar.

17 Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede.

Tapok kalaimun akan kamoredier pil, tapok kan wiadar nansapwe, o liol piripir sili.

18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile fore frem.

Nansapwe wiauier nanlang; sapwilim omui liol akan kamaraini sappa; sappa mokieda o rerer.

19 Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.

Al omui mi nan madau, al omui tätik nan pil kalaimun akan, o sota me kaan aluwilu omui.

20 Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.

Kom kotin kalua sapwilim omui kan dueta pwin eu ren Moses o Aron.