Salme 77

1 Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf.

Til sangmesteren, for Jedutun; av Asaf; en salme. Min røst er til Gud, og jeg vil rope; min røst er til Gud, og han vil vende øret til mig.

2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine Øren til mig!

På min nøds dag søker jeg Herren; min hånd er utrakt om natten og blir ikke trett, min sjel vil ikke la sig trøste.

3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.

Jeg vil komme Gud i hu og sukke; jeg vil gruble, og min ånd vansmekter. (Sela)

4 Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. (Sela)

Du holder mine øine oppe i nattevaktene; jeg er urolig og taler ikke.

5 Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke.

Jeg tenker på fordums dager, på de lengst fremfarne år.

6 Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar.

Jeg vil komme i hu mitt strengespill om natten, i mitt hjerte vil jeg gruble, og min ånd ransaker.

7 Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske.

Vil da Herren forkaste i all evighet, og vil han ikke mere bli ved å vise nåde?

8 Vil da Herren forkaste i al Evighed og ikke vedblive at være naadig mere?

Er det for all tid ute med hans miskunnhet? er hans løfte blitt til intet slekt efter slekt?

9 Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?

Har Gud glemt å være nådig? Har han i vrede tillukket sin barmhjertighet? (Sela)

10 Har Gud glemt at være naadig? eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? (Sela)

Jeg sier: Dette er min plage, det er år fra den Høiestes høire hånd.

11 Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.

Jeg vil forkynne Herrens gjerninger; for jeg vil komme dine under i hu fra fordums tid.

12 Jeg vil komme Herrens Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu.

Og jeg vil eftertenke alt ditt verk, og på dine store gjerninger vil jeg grunde.

13 Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter.

Gud! Din vei er i hellighet; hvem er en gud stor som Gud?

14 O Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud?

Du er den Gud som gjør under; du har kunngjort din styrke blandt folkene.

15 Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene.

Du har forløst ditt folk med velde, Jakobs og Josefs barn. (Sela)

16 Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. (Sela)

Vannene så dig, Gud, vannene så dig, de bevet, ja avgrunnene skalv.

17 Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede.

Skyene utøste vann, himlene lot sin røst høre, ja dine piler fløi hit og dit.

18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile fore frem.

Din tordens røst lød i stormhvirvelen, lyn lyste op jorderike, jorden bevet og skalv.

19 Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.

Gjennem havet gikk din vei, og dine stier gjennem store vann, og dine fotspor blev ikke kjent.

20 Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.

Du førte ditt folk som en hjord ved Moses' og Arons hånd.