Salme 77

1 Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf.

2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine Øren til mig!

Amy andro nahampohek’ ahiy t’ie nipay i Talè; an-taña nahity, tsy nigebañe te haleñe; nifoneñe tsy hohòeñe ty foko.

3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.

Ie mahatiahy iraho, ry Andrianañahare le mitretretretre, ie tsakorèko, le mitoirañe ty troko. Selà

4 Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. (Sela)

Tana’o tsy hikòpoke o holi-masokoo; embetse iraho tsy mahafivolañe.

5 Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke.

Nereñereko o andro taoloo, o taoñe haehaeo,

6 Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar.

Tiahiko o nititihako an-kaleñeo; mifañaoñe ami’ty troko iraho, le hoe ty fitsakorean-troko:

7 Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske.

Haitoa’ i Talè zafe-anake hao? le lia’e tsy hisohe’e hao?

8 Vil da Herren forkaste i al Evighed og ikke vedblive at være naadig mere?

Fa modo kitro añ’afe’e hao ty fiferenaiña’e? Fa nilesa kitro-katroke hao i nampitamae’ey?

9 Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?

Nihaliñon’Añahare hao ty fatariha’e? nagabe’e an-kaviñerañe ao hao i fitretreza’ey? Selà

10 Har Gud glemt at være naadig? eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? (Sela)

Le hoe raho: Zao ty halemeako: Ie ataoko ho mete miova ty fitàn-kavana’ i Andindimoneñey.

11 Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.

Ho tiahiko ty fitoloña’ Ià, hahatsikaitse o raha tsitantane nanoe’o haehaeo.

12 Jeg vil komme Herrens Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu.

Ho hene tsakorèko o fitoloña’oo, hereñerèko o tolon-draha’oo.

13 Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter.

Ry Andrianañahare, masiñe ty lala’o; ia ty ndrahare ra’elahy hañirinkiriñe aman’ Añahare?

14 O Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud?

Ihe ro Andrianañahare mitolon-kalatsàñe! fa naboa’o am’ ondatio ty haozara’o.

15 Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene.

Nijebañem-pità’o ondati’oo, o tarira’ Iakobe naho Iosefeo. Selà

16 Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. (Sela)

Nahatrea Azo o ranoo, ry Andrianañahare, ie nahatrea azo i ranoy le nivalitaboake! nitabohazake i lalekey.

17 Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede.

Nampikojojoake orañe o rahoñeo; nigorogodoiñe i likerañey, nimb’etia mb’atia ka o ana-pale’oo.

18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile fore frem.

Tam-po’ i tangololahiy ty fivola’ i ampi’oy; nampireandreañe’ i helatsey ty voatse toy! nihondrahondra naho niozoñozoñe ty tane toy.

19 Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.

Nitoañe’ i lala’oy i riakey, i rano jabajabay ty nilalan-tsile’o; vaho tsy nioniñe o liam-pandia’oo.

20 Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.

Narahe’o hoe lia-raike ondati’oo, am-pità’ i Mosè naho i Aharone.