Salme 77

1 Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf.

[Psalm lal Asaph] Nga wowoyak tung nu sin God, Nga tung ke pusra lulap ac El porongeyu.

2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine Øren til mig!

In pacl in ongoiya, nga pre nu sin Leum, Ke fong nufon nga sralak pouk in pre, Tusruktu nga tia ku in konauk misla.

3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste.

Ke nga esamak God, nga oela, Ac ke nga nunku yohk kacl, insiuk munasla.

4 Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. (Sela)

El oru tuh ngan ngetnget ke fong fon. Yokna mwe tukulkul in nunak luk, ac nga tia etu lah mea nga ac fahk.

5 Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke.

Nga nunku ke len pus somla, Ac esamak yac puspis in pacl oemeet ah.

6 Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar.

Nga ngetnget ke fong nufon ke sripen nunak luk. Nga nunak, ac pa inge ma nga siyuk sik sifacna:

7 Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske.

“Ya Leum El ac siskutlana? Ya El ac fah tiana sifil insewowo sesr?

8 Vil da Herren forkaste i al Evighed og ikke vedblive at være naadig mere?

Ya El tila lungse kut? Ya El ac tiana akpwayeye wuleang lal nu sesr?

9 Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt?

Ya God El mulkunla in pakoten? Ya kasrkusrak eisla acn sin pakoten?”

10 Har Gud glemt at være naadig? eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? (Sela)

Na nga fahk, “Ma se nga nunku yohk emeet uh pa inge: Lah ku lun God uh in wanginla.”

11 Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.

Nga ac fah esam na orekma yohk lom, O LEUM GOD, Nga ac fah esamak orekma sakirik lom in pacl meet ah.

12 Jeg vil komme Herrens Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu.

Nga ac fah nunku ke ma nukewa kom tuh oru, Ac nga fah nunku yohk ke orekma ku lom.

13 Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter.

O God, ma nukewa kom oru, mutal. Wangin pac sie god oana kom.

14 O Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud?

Kom pa God se su orek mwenmen. Kom akkalemye ku lom inmasrlon mutunfacl uh.

15 Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene.

Ke ku lom kom molela mwet lom, Fwil natul Jacob ac natul Joseph.

16 Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. (Sela)

Ke kof uh liye kom, O God, elos sangeng, Ac acn loal in meoa uh rarrar.

17 Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede.

Pukunyeng uh okoala af, Pulahl kas yen engyeng uh, Ac sarom sarmelik nu yen nukewa.

18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile fore frem.

Pusren pulahl lulap lom ngirla, Ac kalmen sarom sarmelik fin faclu, Ac faclu rarrar ac kusrusrsrusr.

19 Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede.

Kom fahsr sasla in noa uh Ac tupalla kof loal meoa, A falkom tiana ku in liyeyuk.

20 Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.

Ke kolyuk lun Moses ac Aaron, Kom kolla mwet lom oana sie shepherd.