Salme 74
1 Gud! hvorfor har du forkastet os evindelig; din Vrede ryger imod din Græsgangs Hjord.
Zašto se, Bože, srdiš na nas dugo; dimi se gnjev tvoj na ovce paše tvoje?
2 Kom din Menighed i Hu, som du forhvervede i fordums Tid, som du genløste, til at være din Arvs Stamme, dette Zions Bjerg, som du bor paa.
Opomeni se sabora svojega, koji si stekao od starine, iskupio sebi u našljednu državu, gore Siona, na kojoj si se naselio.
3 Opløft dine Trin til de evigt ødelagte Steder; Fjenden har handlet ilde med alting i Helligdommen.
Podigni stope svoje na stare razvaline: sve je razrušio neprijatelj u svetinji.
4 Dine Modstandere have brølet midt i din Forsamling, de have sat deres Tegn op til Tegn.
Rièu neprijatelji tvoji na mjestu sabora tvojih, svoje obièaje postavljaju mjesto naših obièaja.
5 Det ser ud, som naar een hæver Økserne højt imod Træets tætte Grene.
Vidiš, oni su kao onaj koji podiže sjekiru na spletene grane u drveta.
6 Og nu de Ting, som vare derudi af udskaaret Arbejde, dem have de sønderslaaet med Økser og Hamre.
Sve u njemu što je rezano razbiše sjekirama i bradvama.
7 De have sat Ild paa din Helligdom, de have vanhelliget dit Navns Bolig, lige til Jorden.
Ognjem sažegoše svetinju tvoju; na zemlju obalivši oskvrniše stan imena tvojega.
8 De have sagt i deres Hjerte: Lader os kue dem tilsammen; de have opbrændt alle Guds Forsamlingshuse i Landet.
Rekoše u srcu svojem: potrimo ih sasvijem. Popališe sva mjesta sabora Božijih na zemlji.
9 Vi se ikke vore egne Tegn; der er ingen Profet ydermere og ingen hos os, som ved, hvor længe det skal vare.
Obièaja svojih ne vidimo, nema više proroka, i nema u nas ko bi znao dokle æe to trajati.
10 Gud! hvor længe skal Modstanderen forhaane, skal Fjenden foragte dit Navn evindelig?
Dokle æe se, Bože, rugati nasilnik? hoæe li dovijeka protivnik prkositi imenu tvojemu?
11 Hvorfor drager du din Haand, din højre Haand tilbage? Tag den ud fra din Barm, ødelæg dem!
Zašto ustavljaš ruku svoju i desnicu svoju? Pruži iz njedara svojih, i istrijebi ih.
12 Gud er dog min Konge fra fordums Tid, som skaber Frelse midt paa Jorden.
Bože, care moj, koji od starine tvoriš spasenje posred zemlje!
13 Du adskilte Havet med din Styrke, du sønderbrød Havuhyrernes Hoveder i Vandene.
Ti si silom svojom raskinuo more, i satro glave vodenim nakazama.
14 Du knuste Leviathans Hoveder, du gav Folket i Ørken den til Spise.
Ti si razmrskao glavu krokodilu, dao ga onima koji žive u pustinji da ga jedu.
15 Du lod Kilde og Bæk bryde frem, du udtørrede de altid rindende Floder.
Ti si otvorio izvore i potoke, ti si isušio rijeke koje ne presišu.
16 Dagen hører dig til, Natten hører dig ogsaa til, du har beredt Lys og Sol.
Tvoj je dan i tvoja je noæ, ti si postavio zvijezde i sunce.
17 Du har sat alle Jordens Grænser; Sommer og Vinter, dem har du beskikket.
Ti si utvrdio sve krajeve zemaljske, ljeto i zimu ti si uredio.
18 Kom dette i Hu: Fjenden forhaanede Herren, og et Folk af Daarer foragtede dit Navn.
Opomeni se toga, neprijatelj se ruga Gospodu, i narod bezumni ne mari za ime tvoje.
19 Giv ikke vilde Dyr din Turteldues Sjæl, glem ikke dine elendiges Liv evindelig!
Ne daj zvijerima duše grlice svoje, nemoj zaboraviti stada stradalaca svojih zasvagda.
20 Se til Pagten; thi Jordens mørke Steder ere fulde af Volds Boliger.
Pogledaj na zavjet; jer su sve peæine zemaljske pune stanova bezakonja.
21 Lad den ringe ikke vende beskæmmet tilbage, lad den elendige og fattige love dit Navn!
Nevoljnik nek se ne vrati sramotan, ništi i ubogi neka hvale ime tvoje.
22 Gud! gør dig rede, udfør din Sag; kom din Forhaanelse i Hu, som dig sker af Daaren den ganske Dag.
Ustani, Bože, brani stvar svoju, opomeni se kako ti se bezumnik ruga svaki dan!
23 Glem ikke dine Fjenders Røst, dine Modstanderes Bulder, som stiger altid op.
Ne zaboravi obijesti neprijatelja svojih, vike, koju jednako dižu protivnici tvoji!
