Salme 74
1 Gud! hvorfor har du forkastet os evindelig; din Vrede ryger imod din Græsgangs Hjord.
Intellectus Asaph. Ut quid, Deus, repulisti in finem, iratus est furor tuus super oves pascuæ tuæ?
2 Kom din Menighed i Hu, som du forhvervede i fordums Tid, som du genløste, til at være din Arvs Stamme, dette Zions Bjerg, som du bor paa.
Memor esto congregationis tuæ, quam possedisti ab initio. Redemisti virgam hæreditatis tuæ, mons Sion, in quo habitasti in eo.
3 Opløft dine Trin til de evigt ødelagte Steder; Fjenden har handlet ilde med alting i Helligdommen.
Leva manus tuas in superbias eorum in finem: quanta malignatus est inimicus in sancto!
4 Dine Modstandere have brølet midt i din Forsamling, de have sat deres Tegn op til Tegn.
Et gloriati sunt qui oderunt te in medio solemnitatis tuæ; posuerunt signa sua, signa:
5 Det ser ud, som naar een hæver Økserne højt imod Træets tætte Grene.
et non cognoverunt sicut in exitu super summum. Quasi in silva lignorum securibus
6 Og nu de Ting, som vare derudi af udskaaret Arbejde, dem have de sønderslaaet med Økser og Hamre.
exciderunt januas ejus in idipsum; in securi et ascia dejecerunt eam.
7 De have sat Ild paa din Helligdom, de have vanhelliget dit Navns Bolig, lige til Jorden.
Incenderunt igni sanctuarium tuum; in terra polluerunt tabernaculum nominis tui.
8 De have sagt i deres Hjerte: Lader os kue dem tilsammen; de have opbrændt alle Guds Forsamlingshuse i Landet.
Dixerunt in corde suo cognatio eorum simul: Quiescere faciamus omnes dies festos Dei a terra.
9 Vi se ikke vore egne Tegn; der er ingen Profet ydermere og ingen hos os, som ved, hvor længe det skal vare.
Signa nostra non vidimus; jam non est propheta; et nos non cognoscet amplius.
10 Gud! hvor længe skal Modstanderen forhaane, skal Fjenden foragte dit Navn evindelig?
Usquequo, Deus, improperabit inimicus? irritat adversarius nomen tuum in finem?
11 Hvorfor drager du din Haand, din højre Haand tilbage? Tag den ud fra din Barm, ødelæg dem!
Ut quid avertis manum tuam, et dexteram tuam de medio sinu tuo in finem?
12 Gud er dog min Konge fra fordums Tid, som skaber Frelse midt paa Jorden.
Deus autem rex noster ante sæcula: operatus est salutem in medio terræ.
13 Du adskilte Havet med din Styrke, du sønderbrød Havuhyrernes Hoveder i Vandene.
Tu confirmasti in virtute tua mare; contribulasti capita draconum in aquis.
14 Du knuste Leviathans Hoveder, du gav Folket i Ørken den til Spise.
Tu confregisti capita draconis; dedisti eum escam populis Æthiopum.
15 Du lod Kilde og Bæk bryde frem, du udtørrede de altid rindende Floder.
Tu dirupisti fontes et torrentes; tu siccasti fluvios Ethan.
16 Dagen hører dig til, Natten hører dig ogsaa til, du har beredt Lys og Sol.
Tuus est dies, et tua est nox; tu fabricatus es auroram et solem.
17 Du har sat alle Jordens Grænser; Sommer og Vinter, dem har du beskikket.
Tu fecisti omnes terminos terræ; æstatem et ver tu plasmasti ea.
18 Kom dette i Hu: Fjenden forhaanede Herren, og et Folk af Daarer foragtede dit Navn.
Memor esto hujus: inimicus improperavit Domino, et populus insipiens incitavit nomen tuum.
19 Giv ikke vilde Dyr din Turteldues Sjæl, glem ikke dine elendiges Liv evindelig!
Ne tradas bestiis animas confitentes tibi, et animas pauperum tuorum ne obliviscaris in finem.
20 Se til Pagten; thi Jordens mørke Steder ere fulde af Volds Boliger.
Respice in testamentum tuum, quia repleti sunt qui obscurati sunt terræ domibus iniquitatum.
21 Lad den ringe ikke vende beskæmmet tilbage, lad den elendige og fattige love dit Navn!
Ne avertatur humilis factus confusus; pauper et inops laudabunt nomen tuum.
22 Gud! gør dig rede, udfør din Sag; kom din Forhaanelse i Hu, som dig sker af Daaren den ganske Dag.
Exsurge, Deus, judica causam tuam; memor esto improperiorum tuorum, eorum quæ ab insipiente sunt tota die.
23 Glem ikke dine Fjenders Røst, dine Modstanderes Bulder, som stiger altid op.
Ne obliviscaris voces inimicorum tuorum: superbia eorum qui te oderunt ascendit semper.
