Salme 74
1 Gud! hvorfor har du forkastet os evindelig; din Vrede ryger imod din Græsgangs Hjord.
En Maskil af Asaf. Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evigt, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?
2 Kom din Menighed i Hu, som du forhvervede i fordums Tid, som du genløste, til at være din Arvs Stamme, dette Zions Bjerg, som du bor paa.
Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, — du udløste den til din Ejendoms Stamme — Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
3 Opløft dine Trin til de evigt ødelagte Steder; Fjenden har handlet ilde med alting i Helligdommen.
Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
4 Dine Modstandere have brølet midt i din Forsamling, de have sat deres Tegn op til Tegn.
Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.
5 Det ser ud, som naar een hæver Økserne højt imod Træets tætte Grene.
Det saa ud, som naar man løfter Økser i Skovens Tykning.
6 Og nu de Ting, som vare derudi af udskaaret Arbejde, dem have de sønderslaaet med Økser og Hamre.
Og alt det udskaarne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
7 De have sat Ild paa din Helligdom, de have vanhelliget dit Navns Bolig, lige til Jorden.
Paa din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
8 De have sagt i deres Hjerte: Lader os kue dem tilsammen; de have opbrændt alle Guds Forsamlingshuse i Landet.
De tænkte: »Til Hobe udrydder vi dem!« De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
9 Vi se ikke vore egne Tegn; der er ingen Profet ydermere og ingen hos os, som ved, hvor længe det skal vare.
Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
10 Gud! hvor længe skal Modstanderen forhaane, skal Fjenden foragte dit Navn evindelig?
Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at haane dit Navn?
11 Hvorfor drager du din Haand, din højre Haand tilbage? Tag den ud fra din Barm, ødelæg dem!
Hvorfor holder du din Haand tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
12 Gud er dog min Konge fra fordums Tid, som skaber Frelse midt paa Jorden.
Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
13 Du adskilte Havet med din Styrke, du sønderbrød Havuhyrernes Hoveder i Vandene.
Du kløvede Havet med Vælde, knuste paa Vandet Dragernes Hoved;
14 Du knuste Leviathans Hoveder, du gav Folket i Ørken den til Spise.
du søndrede Hovederne paa Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
15 Du lod Kilde og Bæk bryde frem, du udtørrede de altid rindende Floder.
Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
16 Dagen hører dig til, Natten hører dig ogsaa til, du har beredt Lys og Sol.
din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
17 Du har sat alle Jordens Grænser; Sommer og Vinter, dem har du beskikket.
du fastsatte alle Grænser paa Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
18 Kom dette i Hu: Fjenden forhaanede Herren, og et Folk af Daarer foragtede dit Navn.
Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har haanet, et Folk af Daarer har spottet dit Navn!
19 Giv ikke vilde Dyr din Turteldues Sjæl, glem ikke dine elendiges Liv evindelig!
Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
20 Se til Pagten; thi Jordens mørke Steder ere fulde af Volds Boliger.
se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
21 Lad den ringe ikke vende beskæmmet tilbage, lad den elendige og fattige love dit Navn!
Lad ej den fortrykte gaa bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
22 Gud! gør dig rede, udfør din Sag; kom din Forhaanelse i Hu, som dig sker af Daaren den ganske Dag.
Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af Daarer,
23 Glem ikke dine Fjenders Røst, dine Modstanderes Bulder, som stiger altid op.
lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
