Salme 73

1 Kun god er Gud imod Israel, imod de rene af Hjertet.

Psalm Asafov. Dá, dober je Bog Izraelu, čistim v srci.

2 Men jeg — nær vare mine Fødder bøjede af Vejen; mine Skridt vare lige ved at glide ud.

Jaz pa, malo da se niso izpotaknile noge moje, skoraj nič, da niso izpodrsnili koraki moji,

3 Thi jeg blev nidkær over Daarerne; jeg maatte se, at det gik de ugudelige vel.

Ko sem zavidal blazne, gledal krivičnih blagostanje,

4 Thi der findes intet Baand for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt.

Ker ni ga vozla notri do njih smrti, temuč tolsta je njih moč.

5 De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker.

V trudu človeškem niso, in z drugimi ljudmi ne tepó jih nadloge.

6 Derfor har Hovmod prydet dem som en Kæde, Vold skjuler dem som et Smykke.

Zatorej jih obdajajo prevzetnosti verige, pokriva jih kakor dika silovitost.

7 Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang.

Svétiti se jim od tolšče obé očesi, kipé misli srčne.

8 De haane og tale i Ondskab om at øve Vold; fra det høje tale de.

Kužni so, in hudobno govoré zatiranje, in z višave govoré.

9 De sætte deres Mund i Himmelen, og deres Tunge farer frem paa Jorden.

V nebo dvigajo usta svoja, in jezik njih prehaja zemljo.

10 Derfor vender deres Folk hid, og Vand i fulde Drag uddrikkes af dem.

Zatorej se vrača sem ljudstvo njegovo, ko se čaše, vode polne, iztiskajo jim,

11 Og de sige: Hvorledes skulde Gud vide det? og er der Kundskab hos den Højeste?

Da pravijo: Kako bi poznal Bog mogočni? ali bi bilo znanje v višavi?

12 Se, disse ere de ugudelige; dog ere de rolige til evig Tid, de forøge deres Gods.

Glej tiste krivične, kako mirni vekomaj množijo močí.

13 Kun forgæves har jeg renset mit Hjerte og toet mine Hænder i Uskyldighed.

Vendar zastonj čistim svoje srce, in v snagi umivam rok svoje;

14 Og dog blev jeg plaget den ganske Dag, og min Straf var der hver Morgen.

Ko me tepe vsak dan, in pokora moja mi je gotova vsako jutro.

15 Dersom jeg havde sagt: Jeg vil føre saadan Tale; se, da havde jeg handlet troløst imod dine Børns Slægt.

Ako rečem: Pravil bodem to; glej, izdajalec bi bil zarodu tvojih sinov.

16 Og jeg tænkte efter for at forstaa det; men det var en Kval i mine Øjne,

Ako bi mislil spoznati to, težavno se mi je zdelo v mojih očéh;

17 indtil jeg gik ind i Guds Helligdomme og gav Agt paa deres Endeligt.

Dokler sem stopil v svetišča Boga mogočnega, zagledal njih konec.

18 Kun paa slibrige Steder sætter du dem; du lader dem falde til at ødelægges.

Ali na polzlo jih staviš, mečeš jih dol v podrtije.

19 Hvorledes ere de i et Øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne.

Kako ginejo v zapuščenost, kakor v hipu minejo, konec jih je v grozah.

20 De ere ligesom en Drøm, naar een er opvaagnet; Herre! naar du opvaagner, vil du foragte deres Billede.

Kakor sanje, ko se je zbudil kdo: Bog, ko se zbudiš, zaničuješ njih podobo.

21 Da mit Hjerte var bittert, og det stak mig i mine Nyrer,

Ko se razdraži srce moje, in ko sem se v ledvicah svojih samega zbadal,

22 da var jeg ufornuftig og kunde ikke forstaa noget, jeg var som et Dyr for dig.

Tedaj sem bil brezpameten, ko nisem vedel: kakor živina bil sem pri tebi.

23 Men jeg vil stedse blive hos dig; du holder ved min højre Haand.

Zatorej bodem jaz vedno s teboj; prijel si roko desno mojo.

24 Du leder mig efter dit Raad, og derefter optager du mig til Ære.

Sè sovetom svojim me spremljaj, da me potem v slavo sprejmeš.

25 Hvem har jeg i Himlene? og lige med dig har jeg ikke Lyst til noget paa Jorden.

Kdo bi mi bil v nebesih razen tebe? in razen tebe se nikogar ne veselim na zemlji.

26 Forsmægter mit Kød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Del evindelig.

Ko peša meso moje in srce moje, skala srca mojega in delež moj je Bog vekomaj.

27 Thi se, de som holde sig langt borte fra dig, omkomme; du udrydder hver den, som ved Bolen viger af fra dig.

Ker glej, kateri so daleč od tebe, ginejo; pokončaš ga, kdor koli se s prešestvovanjem izneveri tebi.

28 Men det er mig godt, at Gud er mig nær; jeg har sat mit Haab paa den Herre, Herre, at jeg kan fortælle alle dine Gerninger.

Meni torej je dobro, da sem blizu Bogu; v Gospoda stavim svoje pribežališče, da oznanjam vsa dela tvoja.