Salme 73

1 Kun god er Gud imod Israel, imod de rene af Hjertet.

Psalmus Asaph. [Quam bonus Israël Deus, his qui recto sunt corde!

2 Men jeg — nær vare mine Fødder bøjede af Vejen; mine Skridt vare lige ved at glide ud.

Mei autem pene moti sunt pedes, pene effusi sunt gressus mei:

3 Thi jeg blev nidkær over Daarerne; jeg maatte se, at det gik de ugudelige vel.

quia zelavi super iniquos, pacem peccatorum videns.

4 Thi der findes intet Baand for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt.

Quia non est respectus morti eorum, et firmamentum in plaga eorum.

5 De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker.

In labore hominum non sunt, et cum hominibus non flagellabuntur.

6 Derfor har Hovmod prydet dem som en Kæde, Vold skjuler dem som et Smykke.

Ideo tenuit eos superbia; operti sunt iniquitate et impietate sua.

7 Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang.

Prodiit quasi ex adipe iniquitas eorum; transierunt in affectum cordis.

8 De haane og tale i Ondskab om at øve Vold; fra det høje tale de.

Cogitaverunt et locuti sunt nequitiam; iniquitatem in excelso locuti sunt.

9 De sætte deres Mund i Himmelen, og deres Tunge farer frem paa Jorden.

Posuerunt in cælum os suum, et lingua eorum transivit in terra.

10 Derfor vender deres Folk hid, og Vand i fulde Drag uddrikkes af dem.

Ideo convertetur populus meus hic, et dies pleni invenientur in eis.

11 Og de sige: Hvorledes skulde Gud vide det? og er der Kundskab hos den Højeste?

Et dixerunt: Quomodo scit Deus, et si est scientia in excelso?

12 Se, disse ere de ugudelige; dog ere de rolige til evig Tid, de forøge deres Gods.

Ecce ipsi peccatores, et abundantes in sæculo obtinuerunt divitias.

13 Kun forgæves har jeg renset mit Hjerte og toet mine Hænder i Uskyldighed.

Et dixi: Ergo sine causa justificavi cor meum, et lavi inter innocentes manus meas,

14 Og dog blev jeg plaget den ganske Dag, og min Straf var der hver Morgen.

et fui flagellatus tota die, et castigatio mea in matutinis.

15 Dersom jeg havde sagt: Jeg vil føre saadan Tale; se, da havde jeg handlet troløst imod dine Børns Slægt.

Si dicebam: Narrabo sic; ecce nationem filiorum tuorum reprobavi.

16 Og jeg tænkte efter for at forstaa det; men det var en Kval i mine Øjne,

Existimabam ut cognoscerem hoc; labor est ante me:

17 indtil jeg gik ind i Guds Helligdomme og gav Agt paa deres Endeligt.

donec intrem in sanctuarium Dei, et intelligam in novissimis eorum.

18 Kun paa slibrige Steder sætter du dem; du lader dem falde til at ødelægges.

Verumtamen propter dolos posuisti eis; dejecisti eos dum allevarentur.

19 Hvorledes ere de i et Øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne.

Quomodo facti sunt in desolationem? subito defecerunt: perierunt propter iniquitatem suam.

20 De ere ligesom en Drøm, naar een er opvaagnet; Herre! naar du opvaagner, vil du foragte deres Billede.

Velut somnium surgentium, Domine, in civitate tua imaginem ipsorum ad nihilum rediges.

21 Da mit Hjerte var bittert, og det stak mig i mine Nyrer,

Quia inflammatum est cor meum, et renes mei commutati sunt;

22 da var jeg ufornuftig og kunde ikke forstaa noget, jeg var som et Dyr for dig.

et ego ad nihilum redactus sum, et nescivi:

23 Men jeg vil stedse blive hos dig; du holder ved min højre Haand.

ut jumentum factus sum apud te, et ego semper tecum.

24 Du leder mig efter dit Raad, og derefter optager du mig til Ære.

Tenuisti manum dexteram meam, et in voluntate tua deduxisti me, et cum gloria suscepisti me.

25 Hvem har jeg i Himlene? og lige med dig har jeg ikke Lyst til noget paa Jorden.

Quid enim mihi est in cælo? et a te quid volui super terram?

26 Forsmægter mit Kød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Del evindelig.

Defecit caro mea et cor meum; Deus cordis mei, et pars mea, Deus in æternum.

27 Thi se, de som holde sig langt borte fra dig, omkomme; du udrydder hver den, som ved Bolen viger af fra dig.

Quia ecce qui elongant se a te peribunt; perdidisti omnes qui fornicantur abs te.

28 Men det er mig godt, at Gud er mig nær; jeg har sat mit Haab paa den Herre, Herre, at jeg kan fortælle alle dine Gerninger.

Mihi autem adhærere Deo bonum est; ponere in Domino Deo spem meam: ut annuntiem omnes prædicationes tuas in portis filiæ Sion.]