Salme 73
1 Kun god er Gud imod Israel, imod de rene af Hjertet.
(En Salme af Asaf.) Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!
2 Men jeg — nær vare mine Fødder bøjede af Vejen; mine Skridt vare lige ved at glide ud.
Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;
3 Thi jeg blev nidkær over Daarerne; jeg maatte se, at det gik de ugudelige vel.
thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel;
4 Thi der findes intet Baand for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt.
thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;
5 De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker.
de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.
6 Derfor har Hovmod prydet dem som en Kæde, Vold skjuler dem som et Smykke.
Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.
7 Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang.
Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.
8 De haane og tale i Ondskab om at øve Vold; fra det høje tale de.
I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,
9 De sætte deres Mund i Himmelen, og deres Tunge farer frem paa Jorden.
de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden.
10 Derfor vender deres Folk hid, og Vand i fulde Drag uddrikkes af dem.
Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.
11 Og de sige: Hvorledes skulde Gud vide det? og er der Kundskab hos den Højeste?
De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?"
12 Se, disse ere de ugudelige; dog ere de rolige til evig Tid, de forøge deres Gods.
Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand!
13 Kun forgæves har jeg renset mit Hjerte og toet mine Hænder i Uskyldighed.
Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,
14 Og dog blev jeg plaget den ganske Dag, og min Straf var der hver Morgen.
jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!
15 Dersom jeg havde sagt: Jeg vil føre saadan Tale; se, da havde jeg handlet troløst imod dine Børns Slægt.
Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt."
16 Og jeg tænkte efter for at forstaa det; men det var en Kval i mine Øjne,
Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne,
17 indtil jeg gik ind i Guds Helligdomme og gav Agt paa deres Endeligt.
Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:
18 Kun paa slibrige Steder sætter du dem; du lader dem falde til at ødelægges.
Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem.
19 Hvorledes ere de i et Øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne.
Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!
20 De ere ligesom en Drøm, naar een er opvaagnet; Herre! naar du opvaagner, vil du foragte deres Billede.
De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet.
21 Da mit Hjerte var bittert, og det stak mig i mine Nyrer,
Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,
22 da var jeg ufornuftig og kunde ikke forstaa noget, jeg var som et Dyr for dig.
var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.
23 Men jeg vil stedse blive hos dig; du holder ved min højre Haand.
Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;
24 Du leder mig efter dit Raad, og derefter optager du mig til Ære.
du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed.
25 Hvem har jeg i Himlene? og lige med dig har jeg ikke Lyst til noget paa Jorden.
Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden!
26 Forsmægter mit Kød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Del evindelig.
Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.
27 Thi se, de som holde sig langt borte fra dig, omkomme; du udrydder hver den, som ved Bolen viger af fra dig.
Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro.
28 Men det er mig godt, at Gud er mig nær; jeg har sat mit Haab paa den Herre, Herre, at jeg kan fortælle alle dine Gerninger.
Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.
