Salme 71
1 Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig!
Uz tevi, Kungs, es paļaujos, ne mūžam neliec man palikt kaunā.
2 Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøj dit Øre til mig og frels mig!
Izglāb mani caur Savu taisnību un atsvabini mani, atgriez Savu ausi pie manis un atpestī mani.
3 Vær mig en Klippe til Bolig, hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
Esi man par patvērumu, kur es varu dzīvot, kur vienmēr varu bēgt. Tu esi solījis, mani atpestīt, jo Tu esi mans kalns un mana stiprā pils.
4 Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker.
Mans Dievs, izglāb mani no bezdievīgā rokas, no netaisnā un varas darītāja rokas,
5 Thi du er min Fortrøstning; Herre, Herre! du er min Tillid fra min Ungdom af.
Jo Tu esi mana cerība, Kungs, Dievs, mana drošība no manas jaunības.
6 Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig.
Uz Tevi es esmu paļāvies no mātes miesām, Tu mani esi izvilcis no mātes miesām, mana dziesma Tevi teic bez mitēšanās.
7 Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid.
Es esmu daudziem par ērmu, bet Tu esi mans stiprais patvērums.
8 Lad min Mund fyldes med din Lovsang, den ganske Dag med din Pris.
Lai mana mute pildās ar Tavu teikšanu, cauru dienu ar Tavu godu.
9 Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar!
Neatmet mani vecumā, neatstāj mani, kad spēks man zūd.
10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage Vare paa min Sjæl, raadføre sig med hverandre,
Jo mani ienaidnieki mani aprunā, un kas uz manu dvēseli glūn, tie kopā spriež padomu
11 sigende: Gud har forladt ham, forfølger og griber ham; thi der er ingen, som frier.
Sacīdami: Dievs viņu ir atstājis, dzenaties pakaļ, sagrābiet viņu, jo glābēja nav.
12 Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjælpe mig!
Dievs, neesi tālu no manis, mans Dievs, steidzies man palīgā.
13 Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som søge min Ulykke.
Lai top kaunā, lai iet bojā, kas manai dvēselei turas pretī, ar kaunu un smieklu lai top apsegti, kas meklē manu nelaimi.
14 Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre.
Bet es vienmēr cerēšu un vairošu visu Tavu slavu.
15 Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa.
Mana mute izteiks Tavu taisnību, cauru dienu Tavu pestīšanu, jebšu to nemāku izskaitīt.
16 Jeg vil komme frem med Herrens, Herrens vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdighed, din alene.
Es staigāšu Tā Kunga spēkā, es pieminēšu Tavu taisnību, Tevi vien.
17 Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger.
Ak Dievs, Tu mani esi mācījis no manas jaunības; un līdz šim es pasludināju Tavus brīnumus.
18 Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.
Tad nu arīdzan, kad vecums un sirmi mati ir klāt, neatstāj mani, ak Dievs, tiekams es Tavu elkoni būšu pasludinājis bērnu bērniem un Tavu stiprumu visiem pēcnākamiem.
19 Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du?
Tava taisnība, ak Dievs, ir it augsta, Tu dari lielas lietas; Dievs, kas ir tāds kā Tu?
20 Du, som har ladet mig se mange Angester og Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde.
Tu man lieci redzēt daudz bēdas un mokas, Tu mani darīsi atkal dzīvu, un mani izvilksi no zemes dziļumiem.
21 Gør min Herlighed stor og trøst mig igen!
Vairo manu godu, un iepriecini mani atkal.
22 Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel!
Es Tevi arī slavēšu ar stīgu skaņām par Tavu uzticību, mans Dievs; es Tevi slavēšu ar koklēm, ak Svētais iekš Israēla!
23 Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja, min Sjæl, som du har genløst.
Manas lūpas gavilēs, kad es Tev dziedāšu, un mana dvēsele, ko Tu esi atpestījis.
24 Og min Tunge skal tale den ganske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til Skamme, som søge min Ulykke.
Un arī mana mēle Tavu taisnību izrunās cauru dienu, jo tie ir tapuši kaunā un apkaunoti, kas meklē manu nelaimi.
