Salme 71
1 Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig!
Psalmus David, filiorum Jonadab, et priorum captivorum. [In te, Domine, speravi; non confundar in æternum.
2 Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøj dit Øre til mig og frels mig!
In justitia tua libera me, et eripe me: inclina ad me aurem tuam, et salva me.
3 Vær mig en Klippe til Bolig, hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
Esto mihi in Deum protectorem, et in locum munitum, ut salvum me facias: quoniam firmamentum meum et refugium meum es tu.
4 Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker.
Deus meus, eripe me de manu peccatoris, et de manu contra legem agentis, et iniqui:
5 Thi du er min Fortrøstning; Herre, Herre! du er min Tillid fra min Ungdom af.
quoniam tu es patientia mea, Domine; Domine, spes mea a juventute mea.
6 Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig.
In te confirmatus sum ex utero; de ventre matris meæ tu es protector meus; in te cantatio mea semper.
7 Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid.
Tamquam prodigium factus sum multis; et tu adjutor fortis.
8 Lad min Mund fyldes med din Lovsang, den ganske Dag med din Pris.
Repleatur os meum laude, ut cantem gloriam tuam, tota die magnitudinem tuam.
9 Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar!
Ne projicias me in tempore senectutis; cum defecerit virtus mea, ne derelinquas me.
10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage Vare paa min Sjæl, raadføre sig med hverandre,
Quia dixerunt inimici mei mihi, et qui custodiebant animam meam consilium fecerunt in unum,
11 sigende: Gud har forladt ham, forfølger og griber ham; thi der er ingen, som frier.
dicentes: Deus dereliquit eum: persequimini et comprehendite eum, quia non est qui eripiat.
12 Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjælpe mig!
Deus, ne elongeris a me; Deus meus, in auxilium meum respice.
13 Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som søge min Ulykke.
Confundantur et deficiant detrahentes animæ meæ; operiantur confusione et pudore qui quærunt mala mihi.
14 Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre.
Ego autem semper sperabo, et adjiciam super omnem laudem tuam.
15 Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa.
Os meum annuntiabit justitiam tuam, tota die salutare tuum. Quoniam non cognovi litteraturam,
16 Jeg vil komme frem med Herrens, Herrens vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdighed, din alene.
introibo in potentias Domini; Domine, memorabor justitiæ tuæ solius.
17 Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger.
Deus, docuisti me a juventute mea; et usque nunc pronuntiabo mirabilia tua.
18 Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.
Et usque in senectam et senium, Deus, ne derelinquas me, donec annuntiem brachium tuum generationi omni quæ ventura est, potentiam tuam,
19 Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du?
et justitiam tuam, Deus, usque in altissima; quæ fecisti magnalia, Deus: quis similis tibi?
20 Du, som har ladet mig se mange Angester og Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde.
Quantas ostendisti mihi tribulationes multas et malas! et conversus vivificasti me, et de abyssis terræ iterum reduxisti me.
21 Gør min Herlighed stor og trøst mig igen!
Multiplicasti magnificentiam tuam; et conversus consolatus es me.
22 Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel!
Nam et ego confitebor tibi in vasis psalmi veritatem tuam, Deus; psallam tibi in cithara, sanctus Israël.
23 Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja, min Sjæl, som du har genløst.
Exsultabunt labia mea cum cantavero tibi; et anima mea quam redemisti.
24 Og min Tunge skal tale den ganske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til Skamme, som søge min Ulykke.
Sed et lingua mea tota die meditabitur justitiam tuam, cum confusi et reveriti fuerint qui quærunt mala mihi.]
