Salme 71

1 Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig!

Auf Dich, Jehovah, verlasse ich mich. Laß mich ewiglich nicht beschämt werden.

2 Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøj dit Øre til mig og frels mig!

Errette und befreie mich in Deiner Gerechtigkeit, neige Dein Ohr mir zu, und rette mich!

3 Vær mig en Klippe til Bolig, hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.

Sei Du mir ein Fels, eine Wohnstätte, dahin ich beständig kommen mag; Du hast geboten, mich zu retten. Meine Felsklippe und meine Feste bist Du.

4 Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker.

Mein Gott, befreie mich aus der Hand des Ungerechten, aus der Hand des Verkehrten und des Heftigen.

5 Thi du er min Fortrøstning; Herre, Herre! du er min Tillid fra min Ungdom af.

Denn Du bist meine Hoffnung, Herr Jehovah, mein Vertrauen von meiner Jugend auf.

6 Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig.

Auf Dich habe ich von Mutterleib an mich gelehnt. Aus meiner Mutter Eingeweide zogst Du mich heraus. In Dir ist mein Lob beständig.

7 Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid.

Wie ein Wahrzeichen war ich vielen; denn Du warst meine Zuversicht der Stärke.

8 Lad min Mund fyldes med din Lovsang, den ganske Dag med din Pris.

Mein Mund ist Deines Lobes voll und Deines Ruhmes den ganzen Tag.

9 Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar!

Verwirf mich nicht zur Zeit des Alters, verlaß mich nicht, wenn meine Kraft zu Ende geht.

10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage Vare paa min Sjæl, raadføre sig med hverandre,

Denn meine Feinde sprechen über mich; und die auf meine Seele halten, ratschlagen zusammen.

11 sigende: Gud har forladt ham, forfølger og griber ham; thi der er ingen, som frier.

Sie sprechen: Gott hat ihn verlassen, setzet ihm nach, und fasset ihn; denn niemand ist, der ihn errette.

12 Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjælpe mig!

Gott, sei nicht fern von mir, komm schleunig mir zum Beistand.

13 Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som søge min Ulykke.

Schämen müssen sich und verzehrt werden, die meine Seele anfeinden; Schmach und Schande umhülle sie, die mir Übles suchen.

14 Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre.

Ich aber will beständig warten und hinzutun zu all Deinem Lobe.

15 Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa.

Mein Mund soll Deine Gerechtigkeit erzählen, Dein Heil den ganzen Tag; denn ich weiß sie nicht zu zählen.

16 Jeg vil komme frem med Herrens, Herrens vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdighed, din alene.

Ich will kommen in der Macht des Herrn Jehovah, ich will gedenken Deiner Gerechtigkeit, Deiner allein.

17 Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger.

Gott, Du hast von Jugend auf mich gelehrt, und bis hierher will ich Deine Wunder ansagen.

18 Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.

Und auch bis ins Alter und ins Greisentum, o Gott, verlasse mich nicht, bis daß ich dem Geschlechte Deinen Arm ansage, jedem, der kommen wird, Deine Macht.

19 Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du?

Und Deine Gerechtigkeit, o Gott, bis in die Höhe; was Du Großes getan hast, o Gott; wer ist, wie Du?

20 Du, som har ladet mig se mange Angester og Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde.

Der Du mich viele und böse Drangsale hast sehen lassen, kehre zurück, belebe Du mich und bringe Du mich zurück aus der Erde Abgründen, bringe mich herauf.

21 Gør min Herlighed stor og trøst mig igen!

Mehre Du meine Größe und wende Dich um, tröste mich.

22 Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel!

Auch ich will Dich bekennen mit dem Instrument des Psalters, Deiner Wahrheit, o Gott; will Dir in Psalmen singen zur Harfe, Du Heiliger Israels.

23 Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja, min Sjæl, som du har genløst.

Lobpreisen werden meine Lippen, wenn ich Dir Psalmen singe, und meine Seele, die Du eingelöst hast.

24 Og min Tunge skal tale den ganske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til Skamme, som søge min Ulykke.

Auch meine Zunge sinnt den ganzen Tag Deine Gerechtigkeit, denn beschämt werden, denn es erröten, die mir Übles suchen.