Salme 71

1 Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig!

Auf Dich, Herr, hoffe ich. Laß nimmer mich zuschanden werden!

2 Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøj dit Øre til mig og frels mig!

Errette mich nach Deiner Liebe! Du befreie mich! Und neig zu mir Dein Ohr! Errette mich!'

3 Vær mig en Klippe til Bolig, hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.

Sei mir doch eine Felsenburg, in die ich jederzeit zu meinem Heile kommen darf. Mein Fels und meine Burg bist Du.

4 Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker.

Mein Gott! Befrei mich aus der Hand des Frevlers und aus der Faust des Ungerechten und Bedrückers!

5 Thi du er min Fortrøstning; Herre, Herre! du er min Tillid fra min Ungdom af.

Du meine Hoffnung, Herr, Du meine Zuversicht von Jugend an!

6 Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig.

Vom Mutterschoß an hab ich mich auf Dich verlassen, vom Mutterleibe her bist Du mir Stütze. Auf Dir hat immer meine Zuversicht beruht.

7 Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid.

Als Wunder galt ich vielen; solch großer Schutz bist Du für mich.

8 Lad min Mund fyldes med din Lovsang, den ganske Dag med din Pris.

Mein Mund ist Deines Ruhmes voll, alltäglich Deines Preises.

9 Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar!

Verwirf mich nun im Alter nicht! Verlaß mich nicht beim Schwinden meiner Kräfte!

10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage Vare paa min Sjæl, raadføre sig med hverandre,

Denn meine Feinde reden über mich; die auf mein Leben lauem, halten Rat zumal.

11 sigende: Gud har forladt ham, forfølger og griber ham; thi der er ingen, som frier.

Sie sagen: "Gott hat ihn verlassen. Verfolgt ihn! Greift ihn! Nirgends ist ein Retter."

12 Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjælpe mig!

Gott, sei nicht ferne mir! Mein Gott, zur Hilfe eile mir herbei!

13 Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som søge min Ulykke.

In Scham vergehen mögen meiner Seele Feinde! Mit Schimpf und Schmach bedeckt sein, die mein Unglück suchen!

14 Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre.

Ich aber harre immerdar und mehre Deinen Ruhm nach allen Seiten.

15 Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa.

Mein Mund soll Deine Liebe künden und den ganzen Tag Dein Heil. Wenn ich geschickt im Schildern wäre

16 Jeg vil komme frem med Herrens, Herrens vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdighed, din alene.

und ich erreichte, Herr, das höchste Alter, ich wollte Deine Liebe, Herr, nur schildern.

17 Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger.

Du lehrtest mich's in meiner Jugend, Gott, und bis zur Stunde künd' ich Deine Wunder.

18 Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.

Nun, so verlaß mich auch im Alter nicht, Gott, nicht im Greisenalter, daß ich der Nachwelt Deine Kraft, der ganzen Zukunft Deine Macht verkünde!

19 Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du?

In Deiner Liebe, Gott, so hoch, in der Du Großes tust, wer gleicht Dir, Gott?

20 Du, som har ladet mig se mange Angester og Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde.

Der Du viel Not und Leid mich fühlen ließest, Du lässest wiederum mich aufleben und führst mich aus der Erde Schlünden,

21 Gør min Herlighed stor og trøst mig igen!

Du machst mir meine Buße groß und tröstest mich dann wieder.

22 Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel!

Ich preise alsdann Deine Treue mit Harfenspiel, mein Gott. Ich spiele auf der Zither Dir, Du Heiliger Israels.

23 Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja, min Sjæl, som du har genløst.

Wenn ich Dir singe, jubeln meine Lippen und meine Seele, die Du rettest.

24 Og min Tunge skal tale den ganske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til Skamme, som søge min Ulykke.

Auch meine Zunge spricht von Deiner Liebe immerfort; denn tief beschämt zuschanden werden, die mein Verderben suchen.