Salme 71

1 Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig!

En toi, Seigneur, je m’abrite! Puissé-je n’être jamais déçu!

2 Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøj dit Øre til mig og frels mig!

Dans ta justice, sauve-moi, retire-moi du danger; incline vers moi ton oreille, et viens à mon secours.

3 Vær mig en Klippe til Bolig, hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.

Sois pour moi un rocher tutélaire, toujours accessible; fais-toi une loi de me prêter assistance, car tu es bien mon rocher et ma citadelle.

4 Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker.

Mon Dieu, délivre-moi de la main du méchant, de la poigne de l’homme inique et violent.

5 Thi du er min Fortrøstning; Herre, Herre! du er min Tillid fra min Ungdom af.

Car tu es mon espoir, Seigneur Dieu, ma sauvegarde depuis ma jeunesse.

6 Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig.

Sur toi je m’appuie depuis mon enfance; c’est toi qui m’as tiré des entrailles de ma mère: tu es l’objet constant de mes louanges.

7 Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid.

Pour beaucoup, j’ai l’air d’un insigne prodige; mais toi, tu es mon solide abri.

8 Lad min Mund fyldes med din Lovsang, den ganske Dag med din Pris.

J’Ai la bouche pleine de louanges; sans cesse je prône ta gloire.

9 Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar!

Ne me rejette pas au temps de ma vieillesse; alors que ma vigueur est épuisée, ne m’abandonne point.

10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage Vare paa min Sjæl, raadføre sig med hverandre,

Car mes ennemis s’entretiennent de moi, ceux qui guettent ma vie se concertent ensemble.

11 sigende: Gud har forladt ham, forfølger og griber ham; thi der er ingen, som frier.

Ils disent: "Dieu l’a délaissé, courez-lui sus, empoignez-le, car il n’est personne pour le sauver!"

12 Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjælpe mig!

O Dieu, ne te tiens pas éloigné de moi; mon Dieu, hâte-toi de me venir en aide.

13 Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som søge min Ulykke.

Qu’ils soient confondus, réduits à néant, ceux qui me vouent leur haine; qu’ils soient enveloppés de honte et d’ignominie, ceux qui cherchent mon malheur!

14 Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre.

Pour moi, je serai toujours plein d’espoir, et j’ajouterai encore à toutes tes louanges.

15 Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa.

Ma bouche proclamera ton équité, tout le temps, ta protection; car je suis impuissant à tout énumérer.

16 Jeg vil komme frem med Herrens, Herrens vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdighed, din alene.

Je me présenterai avec tes hauts faits, ô Seigneur Dieu, je célébrerai ta justice à toi seul.

17 Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger.

O Dieu, tu m’as appris à les connaître dès ma jeunesse, et jusqu’à ce jour, j’annonce tes merveilles.

18 Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.

Aussi, jusque dans ma vieillesse et sous les cheveux blancs, tu ne m’abandonneras pas, ô Dieu, pour que je puisse révéler ta force à ma génération, ta puissance à toute la postérité.

19 Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du?

Ta justice, ô Dieu, atteint, en effet, jusqu’au ciel: tu accomplis de grandes choses: ô Dieu, qui est comme toi?

20 Du, som har ladet mig se mange Angester og Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde.

Toi qui m’as fait voir des épreuves nombreuses et cruelles, à nouveau tu me rendras la vie, à nouveau tu me feras remonter du fond des abîmes.

21 Gør min Herlighed stor og trøst mig igen!

Tu accroîtras ma grandeur, et tu te retourneras vers moi pour me consoler.

22 Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel!

En retour, moi, je te louerai au son du luth, pour ta bonté fidèle, ô mon Dieu; je te chanterai avec la harpe, ô Saint d’Israël!

23 Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja, min Sjæl, som du har genløst.

Mes lèvres entonneront des cantiques, lorsque je voudrai te célébrer, ainsi que mon âme qui te doit sa délivrance.

24 Og min Tunge skal tale den ganske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til Skamme, som søge min Ulykke.

Oui, ma langue proclamera ta justice tout le long du jour, car ils auront été confondus, couverts de honte, ceux qui voulaient mon malheur.