Salme 71
1 Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig!
In Thee, O Jehovah, I have trusted, Let me not be ashamed to the age.
2 Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøj dit Øre til mig og frels mig!
In Thy righteousness Thou dost deliver me, And dost cause me to escape, Incline unto me Thine ear, and save me.
3 Vær mig en Klippe til Bolig, hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
Be to me for a rock — a habitation, To go in continually, Thou hast given command to save me, For my rock and my bulwark [art] Thou.
4 Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker.
O my God, cause me to escape From the hand of the wicked, From the hand of the perverse and violent.
5 Thi du er min Fortrøstning; Herre, Herre! du er min Tillid fra min Ungdom af.
For Thou [art] my hope, O Lord Jehovah, My trust from my youth.
6 Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig.
By Thee I have been supported from the womb, From my mother's bowels Thou dost cut me out, In Thee [is] my praise continually.
7 Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid.
As a wonder I have been to many, And Thou [art] my strong refuge.
8 Lad min Mund fyldes med din Lovsang, den ganske Dag med din Pris.
Filled is my mouth [with] Thy praise, All the day [with] Thy beauty.
9 Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar!
Cast me not off at the time of old age, According to the consumption of my power forsake me not.
10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage Vare paa min Sjæl, raadføre sig med hverandre,
For mine enemies have spoken against me, And those watching my soul have taken counsel together,
11 sigende: Gud har forladt ham, forfølger og griber ham; thi der er ingen, som frier.
Saying, 'God hath forsaken him, Pursue and catch him, for there is no deliverer.'
12 Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjælpe mig!
O God, be not far from me, O my God, for my help make haste.
13 Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som søge min Ulykke.
They are ashamed, they are consumed, Who are opposing my soul, They are covered [with] reproach and blushing, Who are seeking my evil,
14 Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre.
And I continually do wait with hope, And have added unto all Thy praise.
15 Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa.
My mouth recounteth Thy righteousness, All the day Thy salvation, For I have not known the numbers.
16 Jeg vil komme frem med Herrens, Herrens vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdighed, din alene.
I come in the might of the Lord Jehovah, I mention Thy righteousness — Thine only.
17 Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger.
God, Thou hast taught me from my youth, And hitherto I declare Thy wonders.
18 Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal.
And also unto old age and grey hairs, O God, forsake me not, Till I declare Thy strength to a generation, To every one that cometh Thy might.
19 Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du?
And Thy righteousness, O God, [is] unto the heights, Because Thou hast done great things, O God, who [is] like Thee?
20 Du, som har ladet mig se mange Angester og Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde.
Because Thou hast showed me many and sad distresses, Thou turnest back — Thou revivest me, And from the depths of the earth, Thou turnest back — Thou bringest me up.
21 Gør min Herlighed stor og trøst mig igen!
Thou dost increase my greatness, And Thou surroundest — Thou comfortest me,
22 Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel!
I also thank Thee with a vessel of psaltery, Thy truth, O my God, I sing to Thee with a harp, O Holy One of Israel,
23 Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja, min Sjæl, som du har genløst.
My lips cry aloud when I sing praise to Thee, And my soul that Thou hast redeemed,
24 Og min Tunge skal tale den ganske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til Skamme, som søge min Ulykke.
My tongue also all the day uttereth Thy righteousness, Because ashamed — because confounded, Have been those seeking my evil!
